”Hvorfor er drømmen om berømmelse så giftig? Er det ikke et meget menneskeligt træk, at vi gerne vil markere os, efterlade os et spor og mærke, at vi betyder noget?
Så længe drømmen om berømmelse var det drive, der førte til virkeliggørelsen af store bedrifter og baserede sig på faktuel dygtighed, var dyrkelsen af berømmelse tålelig, selv om berømmelsen ofte blev misbrugt. Men når drømmen om berømmelse kommercialiseres og markedsføres, som der har været en stadig stigende tendens til siden massemediernes opkomst, bliver den farlig.
Så skal den udbredes til så mange mennesker som muligt. Med det resultat at den bliver både meningsløs og undergravende for mere substantielle samfundsmæssige værdier: Politisk frihed, lighed, broderskab, fællesskab, demokrati, retssamfund. Listen af traditionelle vestlige værdier, der i celebritykulturen er kommet under pres, er alenlang.”
Sådan skrev jeg i min bog, Drømmen om berømmelse. Den udkom for seks år siden. Dengang var der mange advarselslamper, der lyste. Jeg sagde ligeud, at grundlæggeren af celebritykulturen, var Joseph Goebbels. At det var skabelsen af førermyten om Hitler og udbredelsen af den via massemedierne, der lagde fundamentet for den måde, som en del af den vestlige verdens politikere siden har kommunikeret sine budskaber ud til folket. Og jeg slog et slag for bekæmpelsen af berømmelse som mål i sig selv og advarede samtidig om de negative konsekvenser af de sociale mediers fremkomst.
Hvordan er det gået siden da? Kort sagt: Ned ad bakke.
Celebritykulturens greb om den vestlige verden er kun blevet stærkere, og værdiskredet er kun fortsat. Den ultimative sejr for celebritykulturen kan være få måneder væk. Donald Trump er godt på vej til at blive verdens første reality-præsident. Den fortælling, han har præsenteret amerikanerne for, og som udgør hans politiske platform, følger sammen grundlæggende mønster som den fortælling Goebbels præsenterede om Hitler:
Ligesom tyskerne var det i 1920’erne og 30’erne, er amerikanerne i Trumps udlægning et stort, overlegent og livskraftigt folk, der har sat sit karakteristiske præg på hele den vestlige kultur. Men de har lidt et nederlag. Ikke en verdenskrig som tyskerne, men otte år med en socialistisk inspireret præsident, der har presset landet i en snart ugenkendelig retning.
Fortællingen om Trump bliver, præcis ligesom fortællingen om Hitler, dermed fortællingen om den mytologiske politiker, der adskiller sig markant fra sit lands andre politikere ved at insistere på at borgerne skal befries fra de lænker, de er blevet pålagt dem, så de dermed kan genindtræde i fordums storhed. Make America great again, lyder Trumps motto som bekendt.
Trump er ikke ene om sine idéer. Tværtimod findes der i USA et væld af politikere, der præsenterer tilsvarende reaktionære og til tider dybt fascistoide idéer. Men ingen har tilnærmelsesvist formået at gribe befolkningens og mediernes gejst på samme måde, hvor værdierne kastes over bord til fordel for Trumps underholdningsværdi. For de billige grin, der kan komme til at koste verden dyrt.
Det er celebritykulturen, der har gødet det amerikanske samfund og ladet apatien, egocentreringen og historieløsheden vokse frem. Det eneste, Trump gør, er at indkassere høsten.
Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 17. juni 2016.