Ingen europæere elsker kulturen højere end danskerne. Det påviste januar måneds opgørelse fra Eurostat, som er Europakommissionens statistikbureau. I Bulgarien og Rumænien er det mindre end hver tredje borger, der i løbet af et år deltager i mindst én kulturel aktivitet. Gennemsnittet for hele EU er 63,7 procent af borgerne. Danmark snupper førstepladsen med hele 85,3 procent.
Danskernes forkærlighed for kulturen kommer i høj grad til udtryk i det store udbud af festivaler, som finder sted på dansk grund. År efter år samler festivalerne glade og engagerede festivalgængere foran de mange scener for at blive underholdt, beriget og ofte også intellektuelt udfordret.
Gennem de sidste mange år har festivaler som Grøn, Copenhagen Jazz Festival, Tønder Festival, Smukfest og Roskilde Festival etableret sig som traditionsrige kulturflagskibe, og de har fået følgeskab af så forskellige festivaler som Northside Festival, Copenhell, Haven, Tinderbox, Copenhagen Opera Festival og Heartland Festival – og lige om hjørnet venter Det Kongelige Teaters første udgave af den stort anlagte Balletfestival.
Festivalerne, der kalder sig selv ’møder’, stortrives desuden i disse år – herunder Kulturmødet, Folkemødet og Ungdommens Folkemøde, og i Skive er Skivemødet netop veloverstået. Hertil kommer et utal af yderligere festivaler, der har alt fra kogekunst til upcoming bands og eksperimenterende billedkunst som omdrejningspunkt.
Hvorfor er Danskerne så passionerede omkring det at tage på festival? Er det i festivalrammerne, at vi bedst omfavner og udtrykker vores nu verdensberømte sans for at hygge os? Er vi ualmindeligt store festaber, der kræver parallel action fra adskillige scener på én gang, før vi synes, det for alvor er sjovt at være til?
Er det i festivalernes ramme, at vi nemmest kommer ind på livet af hinanden og får skabt den medmenneskelige kontakt med nye venner og potentielle kærester?
Eller er sommerfestivalernes popularitet simpelthen én kæmpestor, kollektiv protest mod det depressive vintermørke?
Kombinerer vi alle disse parametre, får vi i hvert fald ét bud. Men tager vi et mere dybdegående blik på, hvad festivalerne har at tilbyde os, er der ingen tvivl om, at de danner grobund for en stærk fællesskabsfølelse.
Den følelse, som vi som mennesker og sociale væsener helt grundlæggende higer efter. Det gælder både fællesskabet med de venner, man tager afsted med, og det større fællesskab med alle de øvrige festivalgængere, der opstår, når titusindvis af personer forenes i den samme energi og begejstring.
Derudover leverer festivalerne vigtige byggesten til vores individuelle identitetsarbejde. Den person, der tager til Heartland for at lytte til en snak mellem Slavoj Žižek og Adam Holm, har med al sandsynlighed en anden opfattelse af sig selv, end den person, der sammen med vennerne tager til Grøn for at skåle med på ”Bad Craziness” med en Tuborg-fadøl i hånden.
Den festival, vi tager til, har netop potentiale til at blive en væsentlig del af den identitet, vi både bevidst og ubevidst iklæder os selv.
Endelig har festivalerne en uovertruffen evne til at få os til at føle os levende – her og nu. Modsat en enkeltstående koncert eller anden form for kulturbegivenhed har selve festivalstrukturen en evne til at skabe en totaloplevelse, der er helt unik.
Det mangefacetterede udbud fascinerer os og sikrer et kontinuerligt flow af æstetiske, kulinariske og sociale oplevelser. Festivallivet har det med at sætte sit fysiske præg på kroppen, men følelsen af virkelig at have været i live varer ved længe efter, at kroppen atter er normaliseret. Dén følelse er særligt attraktiv i en verden, hvor digitaliseringen i høj grad har taget styringen og reduceret så mange aspekter af vores dagligdag til kølige klik og al for megen af skærmtid.
At tage på festival i en håndfuld dage er, kort sagt, en af de mest effektive måder at skabe modvægt til den digitale hverdags distancerede trummerum.
I 2016 identificerede Politiken hele 32 nye festivaler, der var opstået i løbet af de foregående fem år – i København alene. Det tegner et godt billede af den ivrighed, kulturentreprenørerne har efter at skabe udendørsbegivenheder, der kan samle folk omkring forhåbentligt mindeværdige oplevelser.
13 af festivalerne lukkede imidlertid ned igen inden for den samme femårsperiode, hvilket understreger, hvor stor en udfordring det kan være at trække publikum til.
De festivaler, der spås de bedste overlevelsesmuligheder på et – må man sige – noget overfyldt marked, er uden tvivl dem, der demonstrerer et klart værdigrundlag og tager stilling til verden omkring dem og det samfund, de er en del af. Ikke at enhver festival skal have som mål at frelse verden fra sin egen udslettelse, men det hjælper uden tvivl på tiltrækningskraften, når der er en relevant og meningsfuld forbindelse mellem det, der foregår på scenerne, og det aftryk, som festivalen har en vision om at få sat.
Som Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn. Som Kulturmødet med sin ambition om i løbet af 48 timer at levere den mest substantielle debat om kunsten og kulturens vilkår i Danmark.
Som Balletfestivalen, der ikke blot handler om at vise formidel ballet for et i forvejen balletinteresseret publikum, men derimod om at udbrede danseglæden over det ganske land og herigennem revidere og udvide forståelsen for en ofte miskendt kunstform.
Nøgleordet er impact.
Jo tydeligere et positivt aftryk en festival kan sætte – lokalt, regionalt og gerne nationalt – jo stærkere er dens tiltrækningskraft. Vel at mærke når det, der er sat på programmet, samtidsig er af højeste kvalitet, og man dertil kan feste i trygge rammer og nyde tillokkende fortæring.
Når disse parametre er på plads, er danskerne ivrige efter at hengive sig til festivallivet.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 30. maj 2018. Illustration: Gert Ejton.