6 ud af 10 danskere mener ikke, at man bør give drikkepenge, når man er ude at spise. Det afslørede en måling, som Megafon lavede for TV 2 i maj.
Som TV 2 også gjorde det i sin artikel, er det nemt at forklare, hvorfor et flertal af danskerne har et anstrengt forhold til drikkepenge: Siden 1969 har danske tjenere takket være en overenskomst fået en regulær løn, hvormed drikkepengene formelt blev afskaffet.
"Vi har ikke en belønningskultur", udtaler ekspert i forbrugeradfærd Dorthe Wimmer fra Retail Institute Scandinavia i samme artikel. Hun forklarer videre:
"Danskerne er som nation snusfornuftige. Holdningen er, at personalet får løn, og hvis man giver drikkepenge, skal man have noget ekstraordinært."
Jeg vil hævde, at det ikke handler om snusfornuft.
Uanset, om man hører til de 60 procent, der ikke bryder sig om drikkepenge, eller de 16 procent, der gør, så ved vi alle sammen godt, hvornår en tjener fortjener drikkepenge. Så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt store dele af befolkningen er ude af stand til at opsnappe, hvornår en tjener har gjort en markant og medmenneskelig indsats.
Det er derimod et spørgsmål om, hvorvidt vi som mennesker ønsker at anerkende denne indsats. Og i de tilfælde, hvor dette ønske udebliver, er der ikke tale om snusfornuft. Der er i stedet tale om nærighed. Om den form for selvtilstrækkelighed, der ligger i gerne at ville opvartes - ofte i flere timer - af et andet menneske og så bevidst undlade at anerkende vedkommende, når besøget er omme.
Sociolog Emilia Van Hauen påpeger i TV 2's artikel, at danskerne har det dårligt med drikkepenge, fordi vi har en lighedskultur, hvor man ikke må eje hinanden.
Men er det ikke netop i den situation, hvor den ene part serviceres af den anden, for så herefter at springe den afsluttende anerkendelse over, at uligheden opstår? Skulle tjener og gæst virkelig blive mere menneskeligt lige af, at anerkendelsen udebliver, mens de ekstra 10-15 procent forbliver i lommen på gæsten?
Næppe.
Et restaurantbesøg handler ikke blot om køb af varer og udveksling af ydelser. Tværtimod. Et restaurantbesøg er en oplevelse. Maden, der serveres, er selvfølgelig det altafgørende parameter.
Men efter maden er restaurantbesøgets vigtigste parameter uden tvivl den service, man får. Og som det nu engang er indrettet, er en tjeners opgave ikke blot at transportere tallerkener fra køkkenet til gæsternes bord. Opgaven består i allerhøjeste grad i at kunne læse et virvar af forskelligartede sociale situationer og sørge for, at alle og enhver har en god oplevelse. Dét fortjener anerkendelse. Måske mundtligt, men også i form af drikkepenge. Det tilfører samtidig en ekstra dimension til éns oplevelse som gæst.
Når 6 ud af 10 danskere ikke bryder sig om at give drikkepenge, er det et tydeligt tegn på, at selvtilstrækkeligheden har taget over. At vi har glemt, at det altid føles godt at give. Samtidig lærer vi også en hel generation, at nærighed er normen i den danske kultur. At vores interaktion med tjenere ikke er en medmenneskelig affære, men derimod blot en mekanisk interaktion. En ydelse, der absolut kun kan være inkluderet i den pris, der står på menukortet.
Lad os komme denne tendens til livs og i stedet skabe en kultur, hvor vi forstår værdien af at påskønne hinandens arbejde. Det vil motivere hele samfundet.
Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 9. juli 2018.