Det hele begyndte i 2011, da 10.000 mennesker drog til den første udgave af Folkemødet for at deltage i de 250 events, som 72 forskellige arrangører havde organiseret.
Forbilledet var Almedalsveckan i Sverige, den årligt tilbagevendende politikfestival, som fandt sted for første gang i 1968. Repræsentanter fra Bornholms Regionskommune syntes så godt om konceptet, at de – solidt bakket op af daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder – besluttede at etablere en tilsvarende begivenhed på den danske klippeø.
Begivenheden blev en stor succes. Det grundlæggende format, hvor inspirerende debatter og samtaler kombineres med en stærk folkelig deltagelse på en særlig lokation, har sidenhen udgjort vigtig inspiration for en række yderligere møder på dansk grund – herunder Kulturmødet på Mors, Ungdommens Folkemøde og senest Skivemødet.
Det at kunne mødes omkring den demokratiske dialog, gerne sat i en festlig ramme, startede naturligvis ikke med Folkemødet i 2011. Det er tværtimod en evne, der ligger dybt i den danske kultur, og som kan spores langt tilbage i historien. Et af historiens stærkeste eksempler på en af Folkemødets forløbere er Jeppe Aakjærs berømte Jenlefester. Disse var netop også med til at inspirere indholdet på Skivemødet, som blandt andet fandt sted på Jenle.
På Bornholm skete der det, at Folkemødet lynhurtigt eksploderede i størrelse. Allerede i 2012 var antallet af besøgende, arrangører og events alle sammen tredoblede. I 2017 havde alle tre parametre haft en stigning på mindst 1.000 pct. sammenlignet med det første år.
Fra begyndelsen har Folkemødet, helt som ønsket, tiltrukket en bred vifte af politikere, beslutningstagere og menige borgere. Hertil er så kommet et stigende antal af virksomheder, interesseorganisationer og mediefolk. I 2017 deltog hundredevis af nationale og internationale medier, og både DR og TV 2 opsatte studier på Folkemødet og transmitterede direkte derfra. Mediernes interesse har således nået det samme niveau som det, vi netop har oplevet ved kronprinsens 50-års fødselsdag og lignende royale begivenheder.
Med en omsætning på over 20 mio. kr. og syv år på bagen er Folkemødet blevet en betydelig indtægtskilde for Bornholm, både set i en turisme- og erhvervsmæssig kontekst. Samtidig har man erkendt, at man står med et stærkt brand. En etableret succes, der både er penge og muligheder i.
Folkemødet mener selv, at udviklingen ikke har medført en øget kommercialisering af begivenheden, og at de mange partnerskaber med forskellige kommercielt orienterede aktører, der udvikler indhold særligt til Folkemødet, blot er en del af det at sikre en bæredygtig økonomi.
Selve størrelsen af begivenheden har dog påvirket deltagernes oplevelse, som man kunne læse i den analyse, Folkemødet fik udarbejdet af Operate efter sidste års udgave. Her efterspurgte de menige deltagere – folket, om man vil – et mere overskueligt program med tværgående temaer og færre arrangementer, såvel som et reduceret kendisfokus og øget fokus på dialogen deltagerne imellem.
Folkemødet har lyttet og i år reduceret antallet af arrangementer med godt 300 i forhold til sidste års 3.200, ligesom der denne gang arbejdes med en temaopdeling af Folkemødets områder. Der er dog tilmeldt et godt stykke over de 1.000 arrangører, der deltog sidste år, og det virker sandsynligt, at man holder kadencen fra de to forgående år i forhold til antallet af besøgende, hvor 100.000 mennesker deltog.
Dog kan jeg hermed meddele, at Folkemødet i hvert fald får mindst én mindre besøgende i år: undertegnede.
Det skyldes ikke den eksplosive vækst i sig selv. Det skyldes som sådan heller ikke partnerskaberne med virksomhederne og interesseorganisationerne. Heller ikke den massive mediedækning.
Det skyldes derimod, at Folkemødet har bevæget sig længere og længere væk fra det, der er formuleret som det erklærede mål med begivenheden: at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.
Stor folkelig deltagelse, et stærkt engagement fra virksomheder og interesseorganisationer kombineret med mediernes massive tilstedeværelse behøver ikke at være modstridende med dette mål. Tværtimod er alle disse essentielle ingredienser i et sundt og bæredygtigt demokrati.
Folkemødets altoverskyggende problem er derimod, at de deltagende aktører i stor stil har gennemskuet, hvordan Folkemødet som platform kan udnyttes til at præsentere præfabrikerede budskaber og sætte forudbestemte dagsordener – og at Folkemødet accepterer dette i alt for høj grad.
Det hele forklædes som demokratisk debat, men i praksis præsenteres der indhold, som svarer til det, man allerede kan opleve på alverdens messer og konferencer. I sådanne sammenhænge er det naturligvis helt legitimt først og fremmest at ville formidle de budskaber, man har forberedt på forhånd – netop fordi man her ikke foregiver at ville styrke demokratiet.
Men på Folkemødet er det i stigende grad blevet åbenlyst, at interesseorganisationerne og virksomhederne fokuserer mere på deres egne dagsordener end den egentlige borgerdrevne dialog. Det medfører konceptuelle debatter, som sjældent har plads til at bevæge sig i en anden retning end den, der er bestemt på forhånd.
Jeg har det svært med at blive gjort til del af de koncepter, som mine kolleger fra kommunikations- og reklamebranchen nøje har udviklet hjemmefra. Jeg har det tilsvarende svært med at gå ind i telt efter telt, hvor resultatet af den givne debat er givet på forhånd, grundet den strategiske sammensætning af debattørerne på scenen.
I alt for mange tilfælde reducerer Folkemødet folket til blot at være publikum ved de professionelle aktørers strategisk udtænkte sommershow.
Det reducerer den demokratiske værdi af Folkemødet betragteligt, og hele begivenheden kommer derfor til i højere grad at gavne de professionelle aktørers politisk eller økonomisk funderede dagsordener.
Med andre ord dukker aktørerne ofte ikke op på Folkemødet for selv at blive klogere – de dukker op for at gøre publikum og de øvrige aktører klogere på den medbragte dagsorden.
Den demokratiske indpakning og det selvpromoverende indhold stemmer således ikke overens.
I 2017 flød bægeret over, og det blev for meget, selv for en rutineret kommunikationsaktør som mig. Autenticiteten, overraskelsesmomentet, den ikkeiscenesatte dialog og det ikkeminutiøst tilrettelagte koncept fyldte alt, alt for lidt. Så derfor er der behov for et pusterum.
Jeg ser frem til i løbet af forhåbentlig kort tid at vende tilbage til et Folkemøde, der i højere grad er sin dna og sit erklærede mål bevidst. Hvor virksomhederne og interesseorganisationerne i mindre grad får lov at styre debatterne. Hvor de dukker op for at lytte til deltagerne, snarere end blot at tale til dem. For vitterligt at møde folket.
Der er nok emner at tage fat på under et Folkemøde, hvor befolkningens stemmer får lov at spille en hovedrolle, og hvor den demokratiske dialog således er i højsædet. Det kunne eksempelvis være realiseringen af FN’s 17 verdensmål, styrkelse af befolkningens tiltro til nyhedsmedierne, modernisering af public service-begrebet, afdigitalisering af hverdagen og – ikke mindst – hvordan vi kan etablere flere demokratiudviklende platforme, nu hvor vi må sande, at den vestlige verdens foretrukne styreform ikke kan tages for givet.
Med få, men altafgørende, ændringer kunne Folkemødet således – igen – blive en fantastisk platform for at diskutere spørgsmål, hvor vi ikke kender svarene på forhånd. Hvor vi i allerhøjeste grad har brug for den gensidige inspiration og dialog, hvis vi skal komme disse svar betydeligt nærmere. Behovet for en sådan platform er endnu større i dag end for syv år siden, da Folkemødet fandt sted for første gang.
Folkemødet har til fulde bevist sit værd, når det kommer til kvantiteten. Nu er udfordringen at sikre kvaliteten.
Sker dette, kan vi på ny gøre os forhåbninger om, at fire dage på Bornholm kan spille en udslagsgivende rolle i kampen for at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.
Bragt i Jyllands-Posten den 13. juni 2018. Illustration: Rasmus Sand Høyer.