Det vil nok overraske de færreste: Der er generelt flere penge i at have en virksomhed fyldt med IT-konsulenter end én fyldt med økologiske mejerister.
Netcompany – virksomheden, der blandt andet står bag Borger.dk og Maersk Lines kundeportal – kom igennem 2017 med et overskud på 142 millioner kroner. Til sammenligning havde Thise Mejeri et overskud på knap 25 millioner, cirka en femtedel af det Netcompany præsterede.
Det piller imidlertid ikke ved, at begge er imponerende overskudsforretninger.
Mange vil hurtigt gøre sig den indvending, at det ikke er rimeligt at sammenligne IT-løsninger med mejeriprodukter. Brancherne er vidt forskellige, og det samme er forretningspotentialerne dermed. Således er det næppe svært at finde personer, der vil argumentere for, at Thises resultat faktisk er endnu flottere end Netcompanys, når blot man sætter resultatet ind i sin rette forretningsmæssige kontekst.
Det, som ingen er uenige om, er, at så længe noget giver overskud, ser vi det som værende værdiskabende. Det afslører bundlinjen jo med al tydelighed. Den økonomiske værdi er uomtvistelig.
Den markant sværere diskussion omkring værdiskabelse opstår, når vi ikke har lige så entydigt målbare parametre, som dem vi finder i en virksomheds årsregnskab. Det er ikke fordi, vi er uenige om, at der findes andre værdiparametre end de rent økonomiske. Vi har bare ualmindelig svært ved at finde fælles fodslag, når disse parametre skal defineres.
Intet sted er dette tydeligere, end når vi diskuterer kunst og kultur.
Det kan virke åbenlyst, at kunst og kultur som samlet hele bibringer samfundet altafgørende værdi på en lang række parametre, der intet har direkte med økonomi at gøre: Rent æstetisk giver kunsten og kulturen os oplevelser, der sætter tilværelsen i nye perspektiver. Vores evne til at få kreative idéer og forholde os kritisk til omverdenen udvikles, ligesom den samfundsmæssige dannelse og sammenhængskraft understøttes.
Derfor burde det være tilsvarende åbenlyst, at kunsten og kulturen ikke først og fremmest bør betragtes i et økonomisk funderet perspektiv. Det er imidlertid dette perspektiv, der til stadighed er altdominerende.
Uanset om vi snakker om Det Kgl. Teater, de statslige museer, filmbranchen, symfoniorkestrene eller egnsteatrene, fokuserer den offentlige debat i langt de fleste tilfælde på de forskellige aktører og institutioners budgetter og billetsalg. På antallet af offentlige kroner, de modtager, sammenholdt med evnen til at generere egenindtægt. På det kommercielle potentiale frem for det kunstneriske.
Det er ikke fordi det økonomiske perspektiv ikke fra tid til anden er fuldt ud berettiget. Der er budgetter, der skal lægges, og der er er udgifter og indtægter med størrelser, der kan diskuteres på alle mulige leder og kanter.
Men på samme måde som vi uden videre accepterer, at Netcompanys og Thises respektive brancher og forretningspotentialer er vidt forskellige, burde vi acceptere, at kulturområdet rent fundamentalt ikke er udstyret med et forretningspotentiale, der gør det rimeligt at forvente, at dets aktører generelt formår at generere imponerende overskud. Mange kulturinstitutioner er ligefrem markante underskudsforretninger, hvis de offentlige midler pilles ud af regnestykket.
Denne accept havde Viggo Kampmann og Julius Bomholt, da de oprettede Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961 og Statens Kunstfond i 1964. Den grundlæggende erkendelse, at kunsten og kulturen – med sin manglende økonomiske formåen – har så stor værdi for samfundet, at alle borgere gennem skatten skal betale til dens trivsel og udvikling, blev udgangspunktet for oprettelsen af det offentlige system omkring kulturen, som stadig består i dag.
I de mere end fem årtier, der sidenhen er gået, er den brede accept af det offentliges opbakning til kulturområdet gået både op og ned. I dag er der ikke nogen af Folketingets partier, der argumenterer for, at Kulturministeriet helt skal nedlægges, men i sparetider som vores bliver der stillet ekstra skarpt på de offentlige midler, der tilgår kunstnere og kulturinstitutioner.
Det ses med al tydelighed i debatten på scenekunstområdet, hvor Kulturminister Mette Bock har meldt ud, at hun ønsker, at teatrene skal sælge flere billetter og øge deres egenindtægt, så de gør sig mindre afhængige af de offentlige midler. En økonomisk funderet tilgang, der får scenekunsten til at handle en hel del mindre om kunst og langt mere om dens kommercielle potentiale.
Aalborg Teaters direktør, Hans Henriksen, har i et indlæg i Altinget advaret mod denne kommercialisering af teatrene:
”Visionen for statens mæcenrolle bør ikke være at agere iværksætterinkubator, så teatrene bliver bedre til at tjene penge. Visionen bør altid være at frisætte teatrene, så vi som samfund kan få glæde og gavn af den mest sublime scenekunst, der kan frembringes.”
Denne pointe kan naturligvis udvides til kulturområdet som helhed. Det giver ikke mening at betragte kunst og kultur som noget, der er sat i verden for at generere indtægt. Det er ofte en ret dårlig forretning helt fra begyndelsen, og der er uden tvivl lettere måder at tjene penge på.
Værdien af at have et samfund med et rigt, alsidigt, nyskabende og inspirerende kulturliv er ikke først og fremmest økonomisk.
Dermed ikke sagt, at kunst og kultur ikke kan give overskud. Det er der masser af eksempler på. Vi har i Danmark en imponerende vifte af kunstnere og kulturinstitutioner med succes på både den kunstneriske og økonomiske front.
Men uanset om man er succesfuld forfatter, filmskaber, kommunal kulturstrateg eller egnsteaterdirektør, så er tommelfingerreglen, at succesen er opstået, fordi der er frembragt værker, projekter og oplevelser, der opererer på kunsten og kulturens egne præmisser – og ikke først og fremmest på de økonomiske.
Kulturområdet skal ikke have særforplejning. Der argumenteres ikke her for, at kunstnerne og kulturaktørerne skal have lov til bare at gøre, som de vil.
Som alle andre områder, der modtager offentlige kroner, skal vi som samfund opstille ønsker og krav til, hvad vi gerne vil have ud af kulturkronerne.
Men vi skyder os selv i foden, hvis disse ønsker og krav først og fremmest er økonomisk motiverede. For så har vi misforstået, hvorfor vi som samfund overhovedet støtter kunsten og kulturen.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 29. juni 2018.