Coronakrisen rummer et centralt begreb, som er blevet ekstremt udbredt på ekstremt kort tid: At holde ”social afstand”.
Begrebet henviser naturligvis til de to meters afstand, som mindsker smittefaren betragteligt – foruden de generelle begrænsninger i forhold til hvor mange mennesker, der kan samles på samme sted.
Det er imidlertid et uheldigt begreb, fordi det pålægger os at tage afstand fra det at socialisere – som i sig selv har en mangfoldighed af betydninger – snarere end blot at holde den fysiske afstand mellem os selv og de personer, vi ikke deler bopæl med.
Udbredelsen af begrebet ”social afstand” kan vi takke den engelsktalende del af verden og ikke mindst USA for, da begrebet her hedder ”social distancing”. I Danmark – hvor den direkte oversættelse egentlige ville være ”social afstandtagen” – er begrebet ”social afstand” så ikke mindst blevet flittigt anvendt af Kåre Mølbak, som er direktør for Statens Serum Institut.
Nu har selveste WHO dog været på banen og frarådet brugen af begrebet og i stedet tilrådet, at vi i stedet bruger begrebet ”fysisk afstand”.
Som seniorforsker Marianne Rathje ved Dansk Sprognævn påpegede i sin Politiken-spalte den 24. april, er der en række uheldige konnotationer i det sociologiske begreb ”social distance”, som handler om adskillelse mellem eksempelvis socialklasser, racer og køn, snarere end individer, der forsøger at undgå at smitte hinanden.
Skeptikere vil givetvis spørge, om de konnotationer nu også er så vigtige, og om det da overhovedet gør nogen forskel i praksis, om vi siger ”social afstand” eller ”fysisk afstand”, hvis vi alle sammen godt ved, hvad der egentlig menes.
Men det er et velkendt fænomen, at begreberne, vi benytter os af, farver vores opfattelse af det, som begreberne henviser til.
Det er ikke mindst denne erkendelse, der har medført et kollektivt opgør med de betegnelser for seksuelle og etniske minoriteter, der enten åbenlyst eller ved nærmere eftersyn fremstår nedsættende.
Hertil kommer kønsneutraliseringen, som har gjort ”kassedamen” til ”butiksassistent”, ”rengøringskonen” til ”servicemedarbejder” og ”syersken” til ”tekstilarbejder”. Formålet er naturligvis både at øge respekten omkring de givne jobs og italesætte, at de givne jobs ikke kun er forbeholdt personer af ét bestemt køn.
Tilsvarende har vi fået begrebet ”global opvarmning” udskiftet med ”klimaforandringer”, så enhver snebyge ikke længere kunne fungere som menigmands bevisførelse for, at der nok ikke var noget om snakken alligevel.
På samme måde gør det en forskel, om vi i vores omgang med vores medmennesker vægter den konkrete fysiske afstand, som vi naturligvis bør blive ved med at holde – eller om vi opfatter Mølbaks udtalelser som en opfordring til det, der i praksis er en form for social isolation. At vi begrænser vores sociale adfærd og dermed alle former for kontakt med mennesker, der ikke er tvingende nødvendig.
Det er imidlertid altafgørende, at vi, mens krisen står på, øver os i alle de former for nærkontakt, der lader sig gøre inden for de opstillede rammer. At vi ser og udforsker alle mulighederne for social interaktion, snarere end at se socialisering som noget, vi allerhelst bør undgå.
Hvis vi undervejs glemmer, hvad nærkontakt egentlig er for en størrelse, risikerer vi at komme ud på den anden side af krisen iklædt mundbind, handsker og gummistøvler og en indgroet frygt for at give et kram, for at rejse eller for at tage del i store, fælles kulturoplevelser.
Konkret er der derfor to ting, vi alle sammen bør gøre:
For det første bør alle, der er så heldige at have en eller flere personer omkring sig, skrue op for den sociale intimitet. Det gælder naturligvis i forhold til samværet med sin nærmeste familie, som man har fået ordineret en stærkt øget portion kvalitetstid med. Flere frygtløse kys og kram, så vi aldrig vænner os til et liv uden sådanne.
Det gælder i den grad også på den romantiske front. Sex under krisen er jo netop blevet sanktioneret af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der muligvis har sikret sig en plads i historiebøgernes kapitel om coronakrisen med udtalelsen: ”Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex.”
For det andet bør vi minde os selv om, at social nærkontakt ikke behøver involvere fysisk berøring, hvilket åbner op for masser af muligheder for at socialisere med personer uden for indercirklen. Det kan være via breve, blikke og blomster, ved besøg i hinandens haver eller andre steder, hvor vi kan ses i små grupper og grine sammen på en afstand af to eller flere meter.
Vi kan også give hinanden gaver, for eksempel i form af gavekort til eksempelvis restaurantbesøg eller kulturoplevelser, som så kan indløses i fællesskab lige så snart, myndighederne tillader det.
Uden at bryde en eneste af myndighedernes forholdsregler har vi således en særdeles bred vifte af muligheder for at socialisere os igennem krisen.
Jo bedre vi bliver til det, jo bedre rustet er vi til tiden, der kommer efter, hvor vi igen kan kysse, kramme og tage på nye eventyr.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 6. maj 2020. Illustration: Gert Ejton.