Helt fra begyndelsen har klimadebatten haft en altoverskyggende udfordring: Alt det positive, der ville komme ud af, at menneskeheden gjorde sin adfærd mere klimavenlig, har først og fremmest været hypoteser.
Den ene videnskabsmand efter den anden har kunnet præsentere de positive konsekvenser ved at begrænse CO2-udslip, ved at mindske madspild, ved at flyve mindre, ved at cykle mere, ved at sortere vores affald eller ved kun at rykke ud hver anden gang.
Selvom klimakampen de seneste år langt om længe har fået mærkbart øget medvind, har det alle dage været ualmindelig svært at overbevise den gennemsnitlige borger om, at han eller hun skulle udsætte sig selv for større eller mindre ubelejligheder til fordel for klimaet.
Menneskets psyke er som bekendt sådan indrettet, at vi gerne vil se resultatet af vores handlinger. Ser vi et positivt resultat, programmeres vi så intuitivt til at gentage de samme handlinger – i kraft af det, som psykologien kalder ”positiv forstærkning”.
Men fordi græsset ikke blev grønnere eller himlen mere blå af, at vi begyndte at tage cyklen på arbejde, eller af at vi begyndte at sortere vores affald, er den positive forstærkning udeblevet. Derfor har det for mange føltes som et påbud om at udvise mere eller mindre blind tillid, at videnskabsfolkene havde ret i deres hypoteser.
Først når en kæmpestor mængde af mennesker synkront ændrede adfærd, ville vi begynde at kunne iagttage de positive konsekvenser med vores egne øjne.
Hvornår ville en sådan kollektiv motivation imidlertid nogensinde opstå? Det havde lange udsigter, og forskellige klimamål med årstal som 2025 eller 2030 tilknyttet fremstod ofte lige vel optimistiske.
Men så kom Corona-krisen – og med krisen kom den kollektive motivation i dén grad. På ekstremt kort tid ændrede store dele af verdens befolkning adfærd, og pludselig blev det normen bare at blive derhjemme. Farvel til udflugter i bilen, flyveture, restaurantbesøg, shoppingcentre og den daglige pendlertur til arbejdspladsen.
Nu er der så gået omtrent to måneder siden et stort antal af nedlukningerne fandt sted, og pludselig kan vi med al tydelighed iagttage, hvor meget bedre vores klode allerede har det.
I New Delhi, som har haft den tvivlsomme ære af at være kåret til årets mest forurenede by så sent som i februar, er himlen atter blå, og man kan nu pludselig se Himalaya-bjergene på 150 kilometers afstand.
I Venedig er vandet i kanalerne blevet så klart, at man nu kan se fiskene, der svømmer rundt i dem.
På Manhattan, der ellers er kendt som én stor trafikprop, er der endelig kommet tempo i udviklingen af cykelinfrastrukturen.
I San Francisco er prærieulve begyndt at vandre over Golden Gate Bridge, og i Wales har bjerggeder indtaget bybilledet, mens det i Barcelona gælder vildsvin.
Sådan kunne man blive ved, for der er et utal af konkrete, observerbare ændringer at spore i verden omkring os. Vi gik ikke i karantæne for klimaets skyld, men ikke desto mindre har vi nu fået serveret den positive forstærkning i en grad, som vi aldrig ville have fået uden Corona-krisen.
Midt i pandemien og det utal af tragedier, som den medfører over hele verden, er det forunderligt smukt at betragte, hvordan kloden reagerer, når den langt om længe får lov til at trække vejret, mens menneskeheden taget en pause fra den uendelige sprint i det kollektive hamsterhjul.
Fordi Corona-krisen er så altdominerende i nyhedsdækningen, har det været nemt at frygte, at krisen netop vil bremse den ellers positive fremdrift i klimadagsordenen. Det vil den måske også i forhold til netop nyhedsdækningen.
Men når vi engang er tilstrækkeligt langt ude på den anden side af krisen, og vi igen får overskud til at gå i dybden med andre historier, er der grund til at tro på, at klimadagsordenen vil stå markant stærkere end den gjorde før. For nu har vi endegyldigt fået blik for, at menneskehedens kollektive adfærd i allerhøjeste grad påvirker klodens velbefindende.
Forhåbentlig får det dermed den konsekvens, at vi indser, at vi måske ikke behøver tvinge hamsterhjulet op i samme antal omdrejninger som før. Måske halv styrke vil være rigeligt? Måske vi ikke behøver have 438 biler pr. 1.000 indbyggere? Måske endnu flere cykelstier og mere bæredygtig energi faktisk kunne være en rigtig god idé? Måske lidt flere hjemmearbejdsdage og mere tid med familien ville gøre godt? Og nu, hvor vi har fået en fornyet forkærlighed for vores lokalområder, vil vi måske også føle os inspirerede til at flyve lidt mindre til udlandet?
Hvad vi end hver især kommer til at gøre, er der i hvert fald ingen tvivl om, at vi her og nu har fået et fælles erkendelsesgrundlag og dermed en unik anledning til kollektivt at ændre vores adfærd. For klimaets, klodens og dermed vores egen skyld.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 19. maj 2020. Illustration: Gert Ejton.