Det føles allerede nu som et udsagn fra en svunden tid, men vi skal blot tilbage til februar. Dengang, inden coronakrisen ramte, ytrede jeg i disse spalter optimisme på vegne af klimakampen, og jeg skildrede en vifte af de mange positive bevægelser, der var blevet sat i gang rundt om i verden.
”Dermed er der faktisk grund til at være en lille smule forhåbningsfuld i forhold til, at 2020 kunne blive det år, hvor klimaforandringerne endegyldigt bliver taget så alvorligt, som det burde være sket for længe siden,” konkluderede jeg.
Særligt anden halvdel af 2019 lagde kimen til optimismen. Det var her, den nye regering fremlagde sin ambitiøse klimaplan efter et folketingsvalg, som til manges overraskelse fik klimaet som et af de helt centrale emner.
Det var her, at Time Magazine udråbte Greta Thunberg til ’Person of the Year’. Her, at World Economic Forum satte klimaet øverst på dagsordenen, og her, at EU lancerede sin storstilede klimaplan, som formand Ursula von der Leyen kaldte Europas ”man on the moon moment”.
Da vi nåede til nytårsaften, var der således en solid grobund for optimisme. Opbakningen til den grønne ordenen og de vidtfavnende bæredygtighedsindsatser var større end nogensinde før. Både politisk, i erhvervslivet, i kulturlivet og – ikke mindst – blandt borgerne, og der var i stor stil lagt op til, at bæredygtighed ville udgøre en rød tråd i alle mulige former for projekter, aktiviteter og begivenheder.
Men så kom coronavirussen. På rekordtid blev alle andre dagsordener – ganske forståeligt – skubbet til side, så vi kunne iværksætte den bedst mulige respons på denne historiske og fuldkommen ekstraordinære krise.
Politikerne kæmper i disse dage en brav kamp for at håndtere krisen gennem en kombination af oplysning til borgerne, økonomiske hjælpepakker og et intenst fokus på at sikre sundhedsvæsenet de bedst mulige vilkår. I erhvervslivet gør virksomhederne – store som små – alt, hvad de kan for at finde den bedst mulige vej gennem krisen. Borgerne er blevet påbudt at blive hjemme, og store dele af det samfund, vi kender, er som følge heraf blevet sat på pause.
Der er dermed ikke meget at sige til, at klimaet og miljøet ikke står øverst på den aktuelle dagsorden.
Nogen trøster sig måske ved tanken om, at krisen faktisk kommer klimaet til gode. Men dette er langt fra nok til at sikre videreførelsen af den grønne dagsorden, når verden før eller siden kommer i omdrejninger igen.
Som en overskrift i Information tydeliggjorde det den 14. marts, vil krisen skåne klimaet på kort sigt, men true klimaindsatsen på lang sigt. I samme artikel forklarer Fatih Birol, øverste chef i Det Internationale Energiagentur, følgende:
”Der er i sig selv ikke noget at fejre ved den nedgang i emissioner, som den økonomiske krise sandsynligvis vil udvirke – for uden den rette langsigtede politik og de rette strukturelle forholdsregler, vil nedgangen ikke være langtidsholdbar.”
Han udtaler desuden:
”Vi har nu et afgørende ’mulighedernes vindue’. Verdens store økonomier er i gang med at forberede stimuluspakker, og det er vigtigt, at disse bliver udformet sådan, at de kommer til at skabe økonomiske fordele til de rigtige projekter, så omstillingen til ren energi bliver så profitabel som mulig.”
Hvor ekstremt vigtigt dette parameter end er, handler det naturligvis ikke kun om at etablere økonomiske fordele. Det handler i lige så høj grad om, at vi alle sammen – borgere, virksomheder, offentlige instanser, uddannelsesinstitutioner og kulturaktører – på ny tager fat i den grønne dagsorden lige så snart, vi har det mindste mentale overskud til det.
Vi har et stort og fælles ansvar for at tænke langsigtet, også i en krisesituation – og netop især i en situation som denne, som sætter store dele af vores samfundsmodel under pres.
Der er altid to overordnede veje at gå, når man står i en krisesituation: Enten forsøger man at skrue tiden tilbage til før, krisen indtraf – eller også benytter man krisen til at skrue tingene sammen på en ny og bedre måde end før.
Sidstnævnte er naturligvis den mest konstruktive mulighed. I det mulighedsrum, der opstår, handler det således om at udnytte det store potentiale for innovation og vækst på det grønne område.
Danmark har nemlig alle forudsætninger for at blive del af den globale fortrop, der sætter turbo på udviklingen af de bæredygtige løsninger, der skal farve samfundets sektorer grønne.
Hidtil har der været udbredt skepsis i forhold til omkostningerne ved den grønne omstilling. Med coronakrisen har vi fået sat dét argument i perspektiv, og der er grund til at tro på, at vi fremover bliver markant mere villige til at investere i vores samfunds omstillingsparathed.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 7. april 2020. Illustration: Gert Ejton.