Gennem årtusinder voksede vores verden sig større og større. I størstedelen af menneskehedens historie har der været hele verdensdele, hvis eksistens store dele af vi slet ikke var bevidste om, og kun ganske langsomt fik vi begreb om, hvor stor jordkloden faktisk var.
Selv efter hele planeten blev kortlagt og efterfølgende affotograferet fra det ydre rum, forblev dens størrelse ubegribelig for os alle sammen. Skulle vi forklare, at noget var virkelig langt væk, kunne vi bruge udtrykket ”på den anden side af jorden” – for det var den største afstand, vi formåede at begrebsliggøre.
Rent geografisk er afstandene naturligvis de samme i dag. Vojens og Wuhan ligger lige så langt fra hinanden, som de altid har gjort. Men i praksis er vores verden – takket være globaliseringen og digitaliseringen – blevet markant mindre, særligt i løbet af de seneste par årtier.
Pludselig må vi erkende, at den kinesiske befolknings velbefindende i særdeles reel forstand påvirker almindelige europæiske borgere, på samme måde som vi har set det ske i forbindelse med et vulkanudbrud på Island, en olietankerblokade i Hormuzstrædet eller et terrorangreb i USA.
Vores tidligere så ubegribeligt store verden er blevet reduceret til en kompleks og tæt integreret global landsby, hvor en krise af en vis størrelse ikke længere kan holdes på afstand men næsten øjeblikkeligt kommer til at vedrøre os alle sammen i én eller anden grad.
Hvis ingen tidligere begivenheder har haft den fornødne effekt, bør udbruddet af coronavirussen i Wuhan, som for længst er nået til Europa, være det ’wake-up call’, som vi har brug for: Det er på tide, at vi på ny prioriterer det lokale over det globale.
Vi skal naturligvis forblive en aktiv partner i det globale samarbejde på alle de måder, vi er i dag – og givetvis endnu flere, ikke mindst i forhold til klimaudfordringerne – for det internationale samarbejde er afgørende for vores trivsel og sikkerhed.
Men vores liv i den globaliserede verden er i vid udstrækning præget og ofte ligefrem domineret af vores afhængighed af leverancer langvejsfra: Maden, vi spiser. Energien, vi forbruger. Varerne, vi køber. Transportmidlerne, vi bevæger os rundt i. Kommunikationskanalerne, vi benytter til at snakke sammen.
Med coronavirussen bliver vi nok engang mindet om, at vores helbred også risikerer at blive påvirket ganske alvorligt af en række tvivlsomme beslutninger, der tages i et madmarked i Wuhan, der sælger alt fra flagermus og rotter til oddere og ulveunger. Et marked, der ligger helt deromme ”på den anden side af jorden”.
Der er ingen grund til at tro, at antallet af kriser i den globale landsby bliver færre. Især ikke, når man tager klimaforandringerne i betragtning, eller det faktum at et stigende antal af verdens mest magtfulde nationer vender sig længere og længere bort fra de demokratiske grundprincipper – herunder ytringsfriheden og den tilhørende ret til at publicere satiretegninger af såvel profeter som flag.
Derfor er der al grund til at vi som land gør os mindre afhængige af de forsyningslinjer, som vi troede var mejslede i sten, men som vi tydeligvis ikke kan tage for givet. At vi kæmper for at få et Danmark i balance – både i forhold til land og by, natur og kultur, og på de socioøkonomiske parametre. At vi sørger for at styrke vores egen trivsel og modstandsdygtighed – i alle ordets betydninger – så vi har de bedst mulige odds for at bibeholde og styrke rammen omkring det liv og samfund, vi har udviklet i løbet af de forgangne århundreder.
I globaliseringens tidsalder er et lille land som Danmark netop værd at betragte som et lokalsamfund. Det, der forener os, vejer langt, langt tungere end det, der skiller os ad. Opgaven er således at stå sammen – præcis ligesom da vi i sin tid besluttede os for at skabe et velfærdssamfund.
Således er vores lille størrelse netop en styrke, for vi har langt bedre forudsætninger for at skabe en fremtid, der kommer den samlede danske befolkning til gode, end eksempelvis Kina, når det kommer til at skabe en fremtid, der ser lys ud for alle kinesere.
Motivationen for at bevæge sig væk fra Danmarks afhængighed af globaliseringen bør naturligvis ikke være nationalistisk, men derimod ren og skær pragmatisk.
Vores bedste chance for også at trives at som samfund om blot få årtier skal findes i vores egen baghave. Ikke i et sæt krydsede fingre for, at resten af verden på ansvarlig vis får taget hånd om klimaforandringer, virusudbrud, antidemokratiske statsledere, oliekriser og svigtende forsyningslinjer.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 30. januar 2020. Illustration: Gert Ejton.