Lad os spole filmrullen tilbage til 1988. Efter 27 år uden så meget som en nominering skete det endelig: Danmark sikrede sig sit første eksemplar af verdens mest eftertragtede filmpris, og Oscar-statuetten blev tildelt Gabriel Axel for hans mesterværk, Babettes gæstebud.
Succesen skulle vise sig at være alt andet end en enlig svale. Året efter gjorde Bille August nemlig Axel kunsten efter og vandt den selvsamme pris for Pelle Erobreren. Og i 1990 modtog Kaspar Rostrup en nominering for Dansen med Regitze.
Samtidig var en ung instruktør ved navn Lars von Trier begyndt at markere sig, såvel i Danmark som på det internationale filmmarked, og med Riget fra 1994 cementerede hans unikke kunstneriske udtryk sig i den brede befolknings bevidsthed.
Med Dogme 95-manifestet fik von Trier sammen med Thomas Vinterberg gjort det klart for resten af verden, at Danmark på filmfronten var et historiefortællerland i international klasse. Væk med overdådige budgetter, filmtricks og overflødig action. Frem med det håndholdte kamera og et fokus på gribende fortællinger.
I årene siden er det på mange måder gået strygende for både dansk film og tv-fiktion. Skildringer af dansk romantik (Italiensk for begyndere), politik (Borgen) og krimi (Forbrydelsen) har alle gået deres internationale sejrsgang. I 2011 beviste Susanne Bier med Hævnen, at Danmark stadig har Oscarværdige film at byde på. Det samme gjorde nomineringerne til Efter brylluppet, En kongelig affære, Jagten, Krigen og Under sandet.
Så hvorfor er der stadig så megen snak om, at dansk film er i krise? Både filmskabere, branchefolk og kritikere udviser utilfredshed med dansk films status anno 2017. De vitale, kunstnerisk nyskabende fortællinger udebliver. Risikovilligheden er blevet mindre. Der er for lidt tid til at udvikle manuskripterne. Og således laves der hellere sikre hits end satses på unge talenter.
Den oplagte forklaring, som mange tyer til, handler – lidet overraskende – om økonomi. DVD-salget er dalet kraftigt og har efterladt et hul på en lille milliard. Samtidig har streaming skabt disruption i en branche med en mange årtier lang tradition for, hvordan nye film skal vises, ses og sælges. Der er imidlertid ikke meget vundet ved blot at anskue problematikken i et økonomisk perspektiv. For så overser man nemlig to perspektiver, som netop kan hjælpe dansk film frem mod en ny tinde.
For det første bør filmskabere erkende, at det, de skaber, ikke blot behøver være en film. Antallet af veje, der kan føre fra manuskript til publikum, er større end nogensinde før. Aldrig har der været så mange platforme, produktionsmetoder og distributionskanaler tilgængelige. Så den romantiske forestilling om kun at ville skabe film til det store lærred bør tilsidesættes.
For det andet bør problematikken vendes rundt, så økonomien ikke spiller nogen afgørende rolle i den indledende skaberproces. Den gode historie bør – uanset genre – altid have førsteprioritet.
Det betyder, at fokus fremover bør ligge på, hvordan vi som filmland kan skabe og udvikle store og relevante fortællinger, der bevæger publikum. På udvikling af både morgendagens talenter og filmbranche. På at have mod til at prioritere anderledes i de kommende forhandlinger om en ny filmlov.
Sidst, men ikke mindst, betyder det, at vi skal sætte fokus på, at publikums adfærd hele tiden ændrer sig. Og netop nu er denne adfærd inde i en mere radikal forandringsproces, end vi nogensinde har set før.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark søndag den 3. september 2017.