”Det kan godt være, at James Bond har svigtet de danske biografer, men så er det godt, at vi har Mads Mikkelsen.”
Sådan skrev Berlingskes filmredaktør Sarah Iben Almbjerg den 14. oktober med henvisning til den både overvældende og for mange også overraskende succes, som Thomas Vinterbergs ’Druk’ med sine 400.000 solgte biografbilletter repræsenterede. I mellemtiden har dette tal i øvrigt rundet de 600.000, og filmen er det bedst sælgende drama siden 2013.
Filmen, som foruden Mads Mikkelsen har Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe i hovedrollerne, har dermed skabt et fælles referencepunkt for danskerne, som bedst kan sammenlignes med en stor slutrundesejr i fodbold eller håndbold. Men denne gang var det ikke et sportshold i rød-hvide farver, der mesterligt trynede en modstander.
I stedet var det en vifte af landets ypperste skuespillere og filmskabere, som i samlet flok demonstrerede den betydning og identitetsskabende kraft, som kulturen har, og den måde hvorpå en god fortælling kan styrke fællesskabet.
Med ’Druk’ har Vinterberg nemlig ramt den famøse tidsånd, og på fascinerende vis appellerer filmen særdeles bredt. Den føles nemlig stærkt relevant for alle danske unge, der begår sig i og måske kæmper med den danske alkoholkultur. Samtidig vil enhver person, der fornemmer et strejf af midtlivskrise eller en trang til at stå af hamsterhjulet, kunne genkende sig selv i filmens hovedpersoner.
Det er godt et halvt år inde i Corona-krisen, at denne succes finder sted. Særligt bemærkelsesværdigt er det naturligvis, at sådanne salgstal kan opnås, selvom kun cirka 60 procent af biografsæderne er til salg, så publikum kan være på sikker afstand af hinanden.
Succesen akkompagneres blandt andet af Christian Rosendahls ’Vores mand i Amerika’, der også har trukket hundredetusindvis af danskere i biografen. Disse danske filmsucceser skal naturligvis ses i lyset af, at adskillige store amerikanske film er blevet udskudt på grund af COVID-19 – herunder den nye James Bond-film.
Således så det ganske dystert ud for de danske biografer, der i dén grad har savnet det filmelskende publikum under krisen. Men med ’Druk’ er det entydigt bevist, at det så afgjort er muligt at skabe dundrende biografsucceser, når blot filmen er god nok og de rette forbehold tages rundt om i biografsalene.
Det var helt tilbage i april, at statsminister Mette Frederiksen slog fast, at det netop er ”når jorden ryster under os, og vi skal finde nyt fodfæste, at vi har brug åndslivet”, og at vi har ”brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker”.
Det kan føles som en evighed siden, men som tiden er gået har statsministeren kun fået mere og mere ret: Kunsten og kulturen har netop bevist sit enestående værd under Corona-krisen. Ikke blot gennem sin vifte af innovative initiativer, såsom drive-in-koncerter, fællessang og virtuelle teaterforestillinger, men også ved endelig at indtage den placering på den offentlige dagsorden, som den alle dage har fortjent at befinde sig på.
Hvis nogen var i tvivl om kulturlivets vigtighed for danskernes trivsel inden krisen satte ind, bør det dermed stå krystalklart for alle, at kunsten og kulturen er en altafgørende ingrediens i et velfungerende demokratisk samfund.
Derfor bør det også stå klart for politikerne, at tiden er den helt rigtige til at skrue gevaldigt op for de midler, der tildeles de visuelle industrier, som med deres fortællekraft og kreativitet skaber de historier og oplevelser, der gør os i stand til at betragte verden omkring os på nye og inspirerende måder.
Det har alle dage været vigtigt for vores kultur at udveksle historier om os selv og hinanden. Men det er i særdeleshed vigtigt i den kommende tid, hvor vi skal bearbejde det kollektive traume, som Corona-krisen har udgjort og i skrivende stund stadig udgør. Vi får nemlig ikke mulighed for bare at vende tilbage til sådan, som tingene var før.
Det er efterhånden en kliché at sige det, men vi lever i en ny virkelighed, hvor vi har brug for at udvikle nye forståelser for alverdens ting – såsom hvordan vi omgås hinanden både privat og offentligt, hvordan vi går på arbejde, hvordan vi forbruger, hvordan vi rejser, og hvordan vi betragter det store udland.
Det er samtaler, vi alle sammen skal have i fællesskab. Men der er ingen, der etablerer vores fælles referencerammer for sådanne samtaler bedre end kunsten og kulturens historiefortællere.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 10. november 2020. Illustration: Gert Ejton.