I den vestlige verden er apokalyptiske rædselsscenarier for de fleste menneskers vedkommende noget, man kun plejer at stifte bekendtskab med i Hollywood-film.
Når vi sidder mageligt foran det store lærred eller i hjemmebiografen, kan vi hygge os med popcorn og cola, mens vi lader os rive med af den hæsblæsende action. Velvidende, naturligvis, at alt vil være trygt og godt, lige så snart filmen er ovre, og vi kan vende tilbage til virkeligheden.
For mange mennesker rundt omkring i verden – herunder mange danskeres højtelskede rejsedestinationer som Norditalien og New York – har virkeligheden imidlertid også forvandlet sig til et rædselsscenarie. Antallet af personer, der smittes med COVID-19 eksploderer, sundhedsvæsenet overbelastes, og læger må træffe ubærlige beslutninger, som ultimativt handler om, hvem der skal leve eller dø.
I Danmark nyder vi aktuelt godt af at have et land, som på en lang række parametre fungerer forbilledligt godt.
Ikke at coronakrisen ikke afføder en næsten uendeligt lang liste af udfordringer. Men de ansatte i det danske sundhedssystem kæmper en brav kamp i bekæmpelsen af COVID-19, og systemet som helhed står markant stærkere end det kunne have gjort, også fordi fonde gennem årene har tilført forskningen milliarder af kroner.
Regeringen og myndighederne udviser generelt rettidig omhu og holder et højt informationsniveau via sine hyppige pressemøder – og indrømmer også de fejlvurderinger, der undervejs uundgåeligt træffes. Samtidig formår medierne med høj troværdighed at videreformidle, hvordan man som borger skal forholde sig i denne ekstraordinære situation.
Det er parametre, som man ikke kan tage for givet, og det er lande som Kina, Italien, Spanien og USA bedrøvelige eksempler på.
Så selv om vi som samfund og hver især alle mærkes af krisen – og nogle endda også på absolut tragisk vis, hvilket bestemt ikke skal underkendes – har vi samlet set grund til at være glade og taknemmelige for, at så store dele af vores system indtil videre fungerer så godt, som det gør. Det gælder naturligvis ikke kun sundhedssystemet, men også det offentlige system i bred forstand, som har iværksat generøse hjælpepakker i kampen for at holde økonomien oven vande.
Samlet set viser hele situationen det danske velfærdssamfund fra sin bedste side, fordi det netop giver udtryk for en forståelse af, at velfærd både handler om sundhed, økonomi og livskvalitet.
Når alt dette er sagt, er der dog et men, der måske ikke synes så stort netop nu. Men det vil det tids nok gøre.
Der kommer et tidspunkt, hvor vi befinder os på ”den anden side”, og ingen kan vide præcis, hvornår dette bliver.
Når det sker, skal vi alle sammen være med til at genopbygge samfundet, troen på fremtiden og tilliden til, at vi rent fysisk kan være sammen igen – i dagligdagen og ved store begivenheder, på arbejdspladser og festivalpladser – uden først og fremmest at spekulere over den potentielle smitterisiko herved.
Det betyder, at vi er nødt til – selv mens krisen raser – at minde os selv om vores fælles værdier og vores kulturelle fundament, så genopbygningen ikke blot bliver materiel, men også kulturel.
Genopbygningen bliver en markant udfordring, men samtidig repræsenterer den også en enestående mulighed for at skabe et nyt samfund, hvor vi sætter brikkerne sammen på en ny måde, så de bedre modsvarer de ønsker, vi har for fremtidens samfund, og mere effektivt udtrykker de værdier, vi i fællesskab besidder.
I denne sammenhæng vil den kreative og kulturelle sektor spille en altafgørende rolle, for det er en opgave, der i dén grad handler om at udfolde Danmarks kreative potentiale.
Det er netop kreative hoveder af alverdens støbninger, der skal inspirere os alle sammen, tænde håbets lys, give os blod på tanden og sætte den nye virkelighed i perspektiv.
Når de store økonomiske udfordringer skal løses, er der netop ikke kun brug for økonomer, men også de kreative hoveder, der kan få økonomien til at hænge sammen på længere sigt – i kraft af de nye løsninger, produkter og systemer, der kan skabe vækst og få samfundet til at hænge sammen på en ny og bedre måde.
Lad mig i samme åndedrag gentage min allerede lancerede idé om en Marshallhjælp til kunsten og kulturen. Et stærkt og alsidigt kulturliv er netop ikke blot rart at have. Det er en fuldkommen afgørende platform for samfundsudviklingen og vores individuelle og kollektive evne til at bearbejde det, vi alle sammen gennemlever.
Kunsten og kulturen er netop den bedst tænkelige katalysator for sikringen af det sociale fællesskab og den sammenhængskraft, der kun vil være endnu mere afgørende på den anden side.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 14. april. Illustration: Gert Ejton