De sociale mediers globale samfundsmæssige påvirkning er ude af kontrol.
»I Myanmar er Facebook så altoverskyggende, at det for mange mennesker er selve internettet. Og der er exceptionelt høje risici forbundet med det, der optræder på tjenesten, fordi misinformation, såvel som eksplicit fjendtligt sprogbrug, forværrer den mangeårige etniske splittelse og øger volden mod den etniske gruppe, rohingya«.
Sådan skildrede New York Times i oktober effekten af verdens mest udbredte sociale medieplatform i Myanmar. Det var under rohingya-muslimernes masseflugt mod Bangladesh, som begyndte i august, og siden da er omkring 700.000 af dem flygtet til nabolandet.
Den buddhistiske regering i Myanmar anerkender ikke rohingya-muslimerne som borgere, og med Facebook har såvel regeringen som militæret og befolkningen som helhed fået et stærkt våben i forfølgelsen af rohingya-muslimerne. Facebook bruges således til hadefuld propaganda og misinformation såvel som til kædebreve via Facebook Messenger, hvori der advares om opdigtede angreb fra rohingya-muslimerne.
I 2014 reducerede regeringen de sim-kort-restriktioner, som militærjuntaen havde indført. Det betød, at mobiltelefoner pludselig blev tilgængelige for befolkningen i en helt anden grad. Nye telefoner sælges typisk med Facebook præinstalleret. På bare tre år eksploderede antallet af brugere fra 2 til 30 millioner ud af et samlet indbyggertal på 54 millioner.
Facebook forsøger på må og få at begrænse spredningen af det hadfyldte indhold, men det er tydeligvis mere, end tjenesten kan magte. Indsatsen er inkonsekvent, og forsøgene på at håndhæve tjenestens egne regler medfører også, at rohingya-muslimer censureres, når de bruger Facebook til at dokumentere undertrykkelsen og de talrige brud på menneskerettighederne.
Facebook og Myanmar er naturligvis langtfra enestående som eksempel på, at de sociale mediers samfundsmæssige påvirkning er ude af kontrol. Men det illustrerer knivskarpt, hvad det er for udfordringer, vi som globalt samfund står over for.
Mark Zuckerberg kan hævde, at han med Facebook gør verden til et bedre sted, men der er grund til at så tvivl om, hvorvidt han som selvudnævnt indvarsler af globale forbedringer er lykkedes med sit forehavende.
Oprindeligt bød Facebook på en fascination af, hvordan man kunne forbinde sig med alle mulige mennesker, hvis liv man pludselig fik et helt nyt indblik i. Dette fik følgeskab af, at tjenesten sammen med andre sociale medier gav folket en ny slags magt, som blandt har givet Facebook en del af æren for, at Obama blev valgt, og at det arabiske forår fandt sted.
Undervejs opstod følelsen af, at Facebook var en for voldsom distraktion – foranlediget af lidt for mange kattevideoer og billeder af folks måltider. Dette blev kombineret med en dalende hipfaktor, efterhånden som de unge brugeres forældre også begyndte at oprette profiler.
Endelig fulgte den ekstreme kommercialisering og følelsen af, at Facebook allermest handler om at udnytte folks brugerdata til salg af produkter med en hidtil uset målrettethed.
I dag er vi så i en situation, hvor vi med al rimelighed kan sige, at Facebook er en platform for spredningen af ’fake news’, propaganda og politisk indblanding fra antidemokratiske kræfter. At Facebook er med til at forværre forfølgelsen af rohingya-muslimer i Myanmar. At Facebook spillede en afgørende rolle i såvel Brexit som i valget af Donald Trump.
Vi ved, at det sker, netop fordi platformen prioriterer indhold, der skaber drama, splittelse og følelsesmæssigt oprør, højere end det, der oplyser, beriger og forener os.
Med inspiration fra den amerikanske økonom Raymond Vernons klassiske måde at tale om et produkts livscyklus på kan vi identificere en af hovedudfordringerne ved Facebook.
Vernon beskriver de tre første stadier som henholdsvis introduktion, vækst og modenhed. Facebook blev introduceret på Harvard University i 2004. Det tog otte år – indtil 2012 – at nå op på 1 milliard aktive brugere, og blot yderligere fem at nå de 2 milliarder, hvilket skete sidste sommer.
Væksten fortsætter hastigt, og så længe det er tilfældet, vil modenhedsstadiet aldrig blive nået.
Facebook er, kort sagt, et umodent produkt.
Det er en tjeneste, som ikke er voksen nok til at begribe sin egen indflydelse eller til at leve op til det ansvar, som følger med denne indflydelse. Den fuldkommen enestående omstændighed er, at dette produkt har to milliarder forsøgskaniner til rådighed.
Når Facebook prøver nye tiltag af – såsom januar måneds reviderede tidslinjealgoritme – berører disse eksperimenter mere end hver fjerde person på hele kloden.
Forhåbningen er, at det vil skabe positive konsekvenser. Realiteten er, at ingen ved, hvad der sker.
Først når eksperimenterne kaster negative resultater af sig, kan man så forsøge at rette op og gøre det bedre. Præcis som det skete efter præsidentvalget i 2016, hvor Facebook efter indledende tøven måtte erkende sit ansvar for udbredelsen af falske nyhedshistorier og den russiske indblanding i valget.
Det er åbenlyst ikke væsentlighedskriterierne eller interessen for almenvellet og de demokratiske grundprincipper, der er styrende for, hvilket indhold Facebooks brugere får at se. Tværtimod repræsenterer Facebook den ultimative markedsgørelse af medierne, hvor de junglerå kapitalkræfter styrer showet.
De, der har pengene, har også magten til at sætte dagsordenen. Og på denne dagsorden er demokratiet rykket ned under det punkt, der hedder ’Eventuelt’.
Bragt i Politiken den 2. marts 2018.