En af de meste berømte filosofiske hjernevridere er spørgsmålet om træet, der vælter i skoven: Hvis ingen hører træet falde, har begivenheden så alligevel en lydside?
De fleste af os vil sige, ”ja, naturligvis!”. For lyden afhænger jo ikke af ørerne, der lytter, men af de fysiske omstændigheder, der producerer lyden i første omgang: I dette tilfælde et træ, der styrter mod skovbunden og sandsynligvis producerer en del rabalder på vejen ned også.
Pointen er imidlertid, at denne lyd – hvis ingen har hørt den – hverken er relevant eller dokumentérbar.
Vi kan stille et tilsvarende spørgsmål, når det kommer til det danske kunst- og kulturlivs formidling af sig selv. Det vil sige den formidling, der finder sted gennem pressemeddelelser, på digitale og sociale medier, via forklarende skilte på et museum eller brochurer og plakater i det offentlige rum.
Denne formidling har til opgave at formidle historien om, hvad publikum kan forvente sig at få ud af et værk eller en oplevelse.
Historien kan eksempelvis tage udgangspunkt i den samtid, som værket eller oplevelsen taler ind i. Den kan også handle om de bagvedliggende kunstneriske intentioner – eller om selve frembringelsen, når denne er særligt interessant.
Det er imidlertid ikke nemt formulere og formidle den slags historier, så de faktisk bliver forståelige for de ikke allerede indviede. Dermed kan vi lidt kækt stille spørgsmålet:
Hvis ingen forstår, den historie, der bliver fortalt, er der så overhovedet en historie til at begynde med?
Ligesom træet, der falder i skoven, kan siges at producere lyd, uanset om nogen i praksis hører denne lyd, kan man også argumentere for, at et værk rummer en stor kunstnerisk værdi, selv om ingen forstår det pågældende værk.
Det synes imidlertid åbenlyst, at værdien og relevansen af et kunstværk er proportional med antallet af mennesker, der rent faktisk har begreb om, hvad værket forsøger at sige.
Hvis ingen forstår værket eller formår at forholde sig til det på nogen meningsfuld måde, kunne det lidt hårdt sagt lige så godt ikke eksistere.
Ligesom lyden af det faldende træ, som ingen hører.
Der findes masser af stærke formidlere i det danske kulturliv. Men den kommunikationsmæssige udfordring synes at være særligt stor inden for samtidskunsten. Her kniber det hyppigt med evnen til at oversætte værkerne og oplevelserne til noget, som et publikum uden for indercirklen kan forstå.
Det gælder eksempelvis Claus Egemose og Michael Mørk, som tidligere på året var aktuelle med den principielt set fascinerende udstilling Indoors i Kunsthal Nord. Men kommunikationen af udstillingen fokuserede udelukkende på de to kunstneres interne udforskning af udstillingsrummets rumlighed – næsten som om værket primært blot var en stiløvelse.
Den slags øvelser kan være dybt inspirerende for andre kunstnere, men der var ikke nogen åbenlys indgang, som et bredere publikum kunne bevæge sig igennem for at forstå den dybere mening med udstillingen.
Et andet eksempel er de bidrag, som udelukkende kvindelige og ikke-binære studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademi leverede til dette års CHART Art Fair.
Kunstnernes kønsmæssige identiteter kunne have været afsættet for en indbydende formidling af, hvilke interessante og relevante værker, der var i vente. Men i stedet blev identitetsspørgsmålet gjort til utvetydigt omdrejningspunktet. Dermed blev selve kunsten bevidst gjort sekundær – og dermed per automatik også markant mindre relevant.
Et tredje og sidste eksempel er udstillingen Extemporary: Art Out of Time, som kunne opleves på Tranen sidste år. Her kunne man på forhånd læse om, hvordan ”nutiden skrumper ind”, og at nogle af udstillingens kunstnere ”vender deres opmærksomhed mod fortiden og fremtiden”, mens andre ”simpelthen afsøger større og andre temporaliteter, der udfordrer vores fornemmelse af tid”.
Det er et klassisk eksempel på, hvordan man taler ned til – eller helt forbi – store dele af de menige kunstinteresserede, som ellers sagtens kunne have fundet den givne udstilling interessant. Hvis altså de havde haft en jordisk chance for at begribe, hvad de kunne hænde at få ud af at aflægge den et besøg.
Lad os antage, at både Extemporary, Indoors og de kunststuderendes bidrag til CHART Art Fair alle sammen var formidable rent kunstnerisk. Samtidskunsten bugner uden tvivl med talent, på samme måde som kulturlivet i bred forstand gør.
Men hvis publikum skal have det fulde udbytte af kunsten, er vi nødt til at forstå, at broen, der ofte mangler mellem kunsten og dens ønskede publikum, skal bygges af kommunikation.
Ja, faktisk bør vi forstå, at kommunikation i sig selv bør betragtes som en kunstart.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 11. december 2020. Illustration: Gert Ejton.