Et nyt år – endda et nyt årti – er netop skudt i gang. Hvad vi end hver især har af personlige udfordringer og ambitioner, er der ingen tvivl om, at 2020 vil blive et skelsættende år i forhold til den udfordring, som vedrører os alle sammen: Klimakrisen.
Det forgangne års ubestridte hovedperson på denne front er naturligvis Greta Thunberg, som kunne runde 2019 af med at iklæde sig titlen som Time Magazines Person of the Year. Typisk er det verdensledere, højt profilerede forretningsfolk eller grupper af aktivister, der tildeles denne titel. Thunberg skiller sig således ud ved både at være en individuel aktivist og ved at være den absolut yngste Person of the Year nogensinde.
Med Thunberg har verden fået det, som Associated Press rammende kalder en ’celebrity climate activist’, og den nu 17-årige svensker har opbygget en enestående platform, hvorfra hun kan sprede sit budskab.
Som fænomen er Thunberg naturligvis ekstremt spændende, netop fordi hun er så unik en figur på den globale scene. Men hun er også ved at bevæge sig ud i farligt farvand, fordi hendes primære modstandere er nogle af verdens mest magtfulde mænd, som samtidig har skarer af følgere, der er åbenlyst anti-demokratiske.
Hermed menes naturligvis USA’s præsident Trump og Brasiliens præsident Bolsonaro, som begge finder det forsvarligt at bruge deres respektive platforme til at gå til personligt angreb på en teenager. En teenager, der som hovedregel har et faktuelt og naturvidenskabeligt udgangspunkt for sin argumentation, og som konsekvent tager afstand fra enhver form for voldelig aktivisme. Ingen af disse forhold gør sig gældende for Trump og Bolsonaro, som begge søger at underminere klimakrisens videnskabelige fundament, og som begge eksplicit har opfordret deres følgere til at anvende vold.
Det lyder på absolut skræmmende vis som noget, der kunne ende i en tragedie for Thunberg, sådan som vi så ofte har set det ske op gennem verdenshistorien.
Både for Thunbergs egen skyld og for klimaaktivismen generelt er der derfor god grund til at understøtte en udvikling, som reducerer det skarpe spotlys på Thunberg. Ikke at hendes stemme skal dæmpes, men hun bærer en stor byrde på sine unge skuldre, som bør deles med langt flere.
Det er ikke i hverken hendes eller klimakampens interesse, at hun i denne grad skal spille rollen som en enlig superstjerneaktivist. Det er netop ikke Thunberg i sig selv, vi alle sammen skal dyrke, men derimod kampen for klodens og menneskehedens fortsatte eksistens.
Når hun behandles som en kendis, der har en ’beef’ med Trump, og de så ’troller’ hinanden på Twitter, bliver hele verdens fokuspunkt det personfikserede drama, som principielt set lige så godt kunne handle om Taylor Swift og Kim Kardashian. Man vælger den kendis, hvis hold man er på, og så hepper man på vedkommende og jubler, når de leverer et rammende ’diss’ af modparten.
Resultatet er ikke bedre odds for klimaet, men derimod blot, at vi – som Pink Floyd-legenden Roger Waters synger – ender med at blive ’amused to death’.
Derfor må man håbe, at det kan lykkes for Thunberg at få mobiliseret en række af hendes stærkeste følgere, så de opnår en tilsvarende status og gennemslagskraft – og så hun ikke alene skal udgøre klimakampens teenagefortrop. Hvad angår resten af verden, så bør vi skrue ned for vores kendisfascination af Thunberg og i stedet tage hendes budskaber til efterretning og omdanne dem til konkret handling.
Med sidste måneds klimatopmøde i Madrid blev vi imidlertid mindet om, hvor lang vej vi har endnu. Netop USA og Brasilien skuffede fælt under forhandlingerne, og det samme gjorde Indien og Kina. Som Laurence Tubiana fra European Climate Foundation udtalte til BBC:
”Resultatet af COP25 er virkelig en blandet omgang og meget langt fra, hvad videnskaben fortæller os er nødvendigt. De store spillere, der skulle have leveret i Madrid, levede ikke op til forventningerne.”
Det ser ikke lovende ud, når verden hellere vil dyrke sin kendisfascination af den unge generations stærkeste stemme – frem for at imødegå klimaudfordringerne med den alvor, der så åbenlyst er nødvendig.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 14. januar 2020. Illustration: Gejt Ejton.