Digitale sexkrænkelser er et udbredt problem i Danmark. Statens Insititut for Folkesundheds UNG19-undersøgelse viser, at der i hver gymnasieklasse gennemsnitligt sidder én elev, der inden for det seneste år har oplevet, at seksuelle billeder og videoer af dem er blevet delt af andre uden deres samtykke.
I den offentlige debat om de digitale krænkelser er der en særligt ærgerlig tendens at spore – nemlig at mange mener, at det er de krænkedes egen skyld. Dette har alvorlige konsekvenser, som Red Barnet i en 2017-undersøgelse kunne afsløre: Næsten hver tredje krænkede person mellem 13 og 17 år undlader at søge om hjælp, fordi de var bekymrede for, at det netop var deres egen skyld.
Argumentet er typisk, at man jo bare kunne lade være med at lade sig fotografere nøgen eller sende sexede selvportrætter til sin kæreste.
Det er en retorik, man kunne have håbet på ville være blevet afskaffet efter mange årtiers debat om, hvorvidt særligt kvinder nogensinde selv er skyld i voldtægt, og ikke mindst efter de seneste års heftige #MeToo-debat.
Her har vi hørt argumenterne om, at man jo bare kunne lade være med at vælge en påklædning, der kunne hænde at fremstå lidt for pirrende, eller at man bare kunne lade være med at tage enemødet med sin lidt for lumre chef.
Fænomenet er udbredt, men vi må stadig tage til takke med en engelsksproget betegnelse for det: Victim blaming.
På dansk ville vi sige, at ”det er du selv ude om”, når vi synes, at et andet menneske har handlet på en måde, der måske i sig selv ikke er forkert, men hvor vi mener, at enhver da burde være i stand til at regne ud, at det ville afføde uønskede konsekvenser.
Selvfølgelig findes der situationer, hvor man ”selv er ude om det”, når der efterfølgende falder brænde ned. Men digitale sexkrænkelser – såvel som alle andre former for seksuelle overgreb – hører afgjort ikke til i denne kategori.
Vi bor som bekendt i et samfund, hvor lovgivningen, uddannelsessystemet og den almene dannelse alle sammen spiller en altafgørende rolle i forhold til at sikre et fundament af anstændighed, næstekærlighed og ansvar over for vores medborgere.
Aktuelt halter alle disse parametre bagefter den teknologiske udvikling, der har gjort disse digitale krænkelser så ualmindeligt nemme at udføre.
Det største og vigtigste ansvar ligger hos de personer, der er ansvarlige for lovgivningen: Politikerne.
Som altid virker det politiske system generelt til at være årevis bagud, når det kommer til at regulere nye teknologier. Tendensen synes at være, at man hellere vil lovgive lidt for lidt, så man ikke risikerer at halte innovationen, konkurrenceevnen og væksten.
Problemet er blot, at mens vi venter på, at politikerne gennemskuer den helt rette lovgivningsmæssige balance, så er der et utal af mennesker – især børn og unge – der mærker konsekvenserne af, at loven snarere er på teknologigiganternes side end på borgernes.
Mette Frederiksen har hævdet at være børnenes statsminister, så det synes at være på høje tid, at hun efterlever, hvad denne titel repræsenterer og får gennemført lovændringer, der i markant højere grad beskytter Danmarks yngste generationer mod digitale krænkelser.
Derudover er det tilsvarende på høje tid, at der indføres obligatoriske forløb i folkeskolen og gymnasiet, der introducerer eleverne til digitale krænkelser og italesætter, hvordan det, der måske kan synes harmløst og ligefrem sjovt, kan medføre alvorlige psykiske lidelser hos dem, der krænkes.
Endelig er der naturligvis resten af samfundet, som også bærer et ansvar for at reducere udbredelsen af digitale krænkelser, og her her bør kunst- og kulturlivet især spille en central rolle.
Har man som kulturaktør brug for et forbillede på denne front, bør man kigge nærmere på Aveny-T. Det frederiksbergske teater har nemlig iscenesat problematikken gennem forestillingen Klædt af, som frem til december sidste år skildrede konsekvenserne af digitale sexkrænkelser. Resultatet var en fantastisk forestilling, som fik sat problematikken på dagsordenen – på en medrivende og dybt rørende måde, som kun kunsten og kulturen kan gøre det.
Hvad angår alle os, der ikke så nemt kan kaldes unge længere, er det vigtigt, at vi står fast på, hvad vi mener er god og dårlig opførsel. Det er ganske afgørende, at vi ikke melder os ud af debatten af frygt for at blive stemplet som reaktionære, når vi tilskynder vore medborgere at opføre sig ordentligt over for hinanden – ikke mindst ved at undlade at praktisere ’victim blaming’.
Det er netop vores alle sammens medborgerlige pligt.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 9. marts 2020.