Siden 11. marts 2020 har vi fået en række hjælpepakker, der har været nødvendige for at støtte et kulturliv, der lider. Og det er heldigvis i mange tilfælde lykkedes at holde kulturinstitutionerne fra konkurs og deres medarbejdere fra jobcenterene.
Hjælpepakkerne har været gode og nødvendige, ingen tvivl om det. Det er vigtigt, at festivaler, teatre og spillesteder har dækket de faste omkostninger til husleje og administration. Men det er jo i sidste ende ikke det, de er sat i verden for.
For mens der primært er blevet talt hjælpepakker til de store kulturinstitutioner, bliver der talt mindre om kunstnerne, og den enkelte udøvende kunstner bliver ofte overset. Det er der selvfølgelig mange gode grunde til. Dels har det sidste halve år for de fleste handlet om brandslukning og overlevelse. Uden meget ro til at se særligt langt frem.
Læg hertil, at kunstnere er en broget flok med snart sagt hver sin arbejdsmetode og forretningsmodel. I modsætning til elektrikere og frisører findes der ingen standardløsning. Kunststøtte er ikke særligt skalerbart.
Nu skal blikket rettes mod de udøvende kunstnere
Men efter de største huller er lappet er det ikke desto mindre vigtigt, vi nu kaster blikket på netop de udøvende kunstnere. For det er dem, der er grundlaget for, at vi har et mangfoldigt og vitalt kulturliv – også når corona en dag ligger bag os.
Det er nu, kunstnerne skal have hjælp. Økonomisk – i høj grad. Men måske lige så vigtigt er det, at vi vedligeholder kunstnernes muligheder for at udkomme og forny sig.
Kulturinstitutionerne har et ansvar for – og en interesse i deres egen overlevelse. Men det nytter jo ikke meget, hvis de overlever, og kunstnerne falder. Det er – eller bør være – lige så meget i kulturinstitutionernes interesse at holde kunstnere i live og i topform. Derfor bør kulturinstitutionerne have lige så meget ansvar for og interesse i at give kunstnerne en måde at nå ud til et publikum. For at holde evnerne ved lige og troen på fremtiden oppe.
For den skabende kunstner er to ting afgørende: 1) At kunne komme ud med sin kunst og 2) at sikre et minimum af økonomi, der tillader, at man fokuserer på kunsten.
Det er blevet tid til kunstnerinddragelse
Det, der bliver afgørende de kommende måneder er at gå fra hjælpepakker til at snakke om, hvordan får vi investeret i kunsten og kunstnerne, så vi ikke mister dem. Hvordan får vi sat nogle initiativer i gang, som er investeringspakker til nye kunstneriske projekter, hvor kunstnerne kan udfolde sig?
Mulighederne er mange. Lad os for inspirationens skyld nævne et par stykker:
I Berlin har natklubberne fået lov til at bruge offentlige udendørsarealer til at holde lovlige, forsvarlige arrangementer. I London er blandt andet Tate åbnet med faste, ensrettede ruter gennem museet, og rockbandet The Flaming Lips spillede koncert, hvor alle bogstaveligt talt stod i hver deres boble.
Der har også været rigeligt med gode initiativer herhjemme. 5700 Summer Festival gjorde dyd ud af nødvendighed med intimkoncerter i byens rum. Grøn Koncert sadlede om til en hjemmekoncert/streaming-kombi, og Live Nation har arrangeret en lang række drive-in koncerter. Læg hertil de mange forskellige digitale aktiviteter, der er poppet op det sidste halve år.
Alle sammen fantastiske eksempler og god inspiration. Men egentlig er pointen her ikke så meget de konkrete tiltag, men idéen om at lade kunstnerne selv bidrage med deres egne bud. At åbne op for kunstnerinddragelsen.
Kulturinstitutionerne lever af – og som mellemled mellem to parter: På den ene side kunstnerne, der leverer indhold til de kulturelle oplevelser, og på den anden side publikum, der gerne skal have lyst til at tage del i de oplevelser. Gennem de sidste 10 år har publikumsinddragelse været prioriteret i en grad, vi ikke har set før. Men her i coronatiden er det på tide, at vi arbejder mere med kunstnerinddragelse.
At være kunstner er jo helt grundlæggende at være problemløser. For kunstneren er coronarestriktioner bare endnu et kreativt benspænd. Et vilkår i skabelsesprocessen. Lad kunstnerne komme til orde i udformningen af nye måder at udkomme!
Hvis vi skal have et bredt og stærkt kunst- og kulturliv de næste år, er det afgørende, at politikere, embedsværk, forvaltninger og kulturinstitutionerne har fokus på, at det er tid til at give kunstnerne en bæredygtig platform for at udkomme.
Den opgave er blevet sværere. Men den skal løses, hvis vi ikke skal miste det råmateriale, vores branche bygger på.
Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 27. november 2020.