Forandringsprocesser skal have sit udspring hos det enkelte menneske.
Det er et mantra, som alle fra Dalai Lama til psykologer og erhvervscoaches har prædiket i mange år. Med god grund, for det er naturligvis rigtigt, at du ikke kan skabe reel og varig forandring i hverken privatlivet, erhvervslivet eller samfundet som helhed, hvis ikke motivationen for forandring findes hos individet.
Med klimaforandringerne og det kraftigt stigende behov for, at vi driver markant mindre rovdrift på kloden og i stedet lever mere bæredygtigt, er der i ekstraordinær grad grund til at interessere sig for, hvordan sådanne forandringsprocesser kan kickstartes.
Det handler ikke mindst om at få os alle sammen til at gøre alle de ting, som vi nok allerede ved, at vi burde gøre – såsom at spise mindre kød, rejse knapt så meget med fly, tage kortere bade, sortere vores affald og købe mere økologisk.
I denne sammenhæng har Institute of Environment and Sustainability på University of California i Los Angeles påvist, at det er altafgørende, at der bliver formidlet historier om den forskel, som vi hver især kan være med til at gøre. Men hvis historierne virkelig skal formå at motivere folk, påpeger instituttet, at de skal lægge vægt på, at det er de mange individuelle handlinger tilsammen, der kan gøre den helt store forskel. Det er netop markant bedre, at mange mennesker gør en lille forskel hver især, end at ganske få personer gør en stor.
Denne tilgang til forandringsprocesser behøver imidlertid ikke kun at fungere på individniveau. Det er ikke kun mellem enkeltpersoner, at den gensidige inspiration finder sted. Lige så vel som mennesker sammenligner sig med hinanden, gør institutioner og organisationer det også.
Derfor er der al mulig grund til, at særligt kulturinstitutioner, vidensinstitutioner og virksomheder påtager sig en ny form for bæredygtigt ansvar. Ligesom vi på individniveau ikke kan vente på, at politikerne får vedtaget de love og indgået de internationale aftaler, der endegyldigt kan vende udviklingen, bør man som eksempelvis teater, universitet eller fødevareproducent også tage ansvar for, at verden udvikler sig i en mere bæredygtig retning.
Et ansvar, der ikke blot har samme form som de forgangne års nu utidssvarende CSR-tiltag, der primært havde til formål at sætte flueben og demonstrere over for omverdenen, at man havde ret til at have god samvittighed.
I stedet skal det være et proaktivt ansvar, hvor der søsættes nye initiativer, der tydeliggør, hvordan man i praksis kan gribe de globale udfordringer an.
Frem for blot at spille en forestilling om klimaforandringerne, så gør hele produktionen mere bæredygtig. Frem for blot at forske i bæredygtighed, så optimer samtidig selve måden, som forskningen finder sted på. Frem for blot at begrænse den fabrikslige forurening en smule, så fremstil produkter, der hele vejen fra produktion til anvendelse understøtter den bæredygtige udvikling.
I alle tilfælde gælder den samme hovedregel: Fortæl historierne om, hvordan udfordringerne gribes an, hvordan løsningerne udvikles, og hvilke resultater, der genereres. Ikke i den hellige selvpromoverings navn, men for at understøtte den gensidige inspiration, som til syvende og sidst er det, der skal sikre at udviklingen vendes, så vores klode også er beboelig i fremtiden.
Oprindeligt publiceret i Fyens Stiftstidende den 4. februar 2019.