Hvis man virkelig vil styrke almenvellet, skal man væk fra, at kultur er noget, der skal have almisse, til, at det er noget, man investerer i.
Af Michael Christiansen (formand for DR’s Bestyrelse, Black Box Theatre, Sort/Hvid og Jazzhus Montmartre) og Christian Have
Som samfund skylder vi Viggo Kampmann og Julius Bomholt en stor tak. Med oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961 fik den daværende statsminister og landets første kulturminister sat kulturen på den nationalpolitiske dagsorden.
Det, at offentlige kroner skulle gå til kulturelle formål, blev med tiden bredt accepteret. I så høj grad, at vi – trods nedskæringer – stadig er enige om, på tværs af alle Folketingets partier, at Kulturministeriet har sin berettigelse.
Vi skylder imidlertid ikke d’herrer Kampmann og Bomholt den samme taknemmelighed for introduktionen af støttebegrebet i kontekst af kunst og kultur.
I mere end et halvt århundrede har støttebegrebet nemlig domineret debatten om, hvad de offentlige kulturkroner skal gå til. Retorisk har begrebet fastlåst både fortalere og skeptikere i en diskurs, der gør kulturen til en størrelse, der modtager almisser fra det offentlige. Som en énvejstransaktion, hvor det offentlige giver, og kulturen modtager.
Det skaber et fordrejet billede af, hvad det i praksis er for en transaktion, der finder sted. Kultur er netop noget, man investerer i. Og når man investerer på en kompetent og strategisk velovervejet måde, får man sine investeringer mange gange igen. Både menneskeligt og økonomisk.
Støttebegrebet har desuden den altoverskyggende ulempe, at det giver smagsdommen en central placering i debatten. Hvor tit har vi ikke hørt gennem årene, at en politiker eller menig skatteyder er imod støtten til en given kulturaktør, fordi man ganske enkelt ikke bryder sig om den kultur, som vedkommende frembringer?
Stort set hver eneste smagsbetonede debat overser den pointe, at Kulturministeriets fordeling af de offentlige kulturkroner aldrig handler om at tilgodese de æstetiske præferencer hos enkeltpersoner. Kulturministeriets mission er den samme som hos alle andre ministerier: At styrke almenvellet.
Det er svært at argumentere for, at man styrker almenvellet, hvis det opfattes, som om man uddeler almisser. Det bliver straks nemmere, lige så snart man melder ud, at man investerer i kulturen.
Lad os kigge nærmere på nogle konkrete eksempler.
I 2013 blev Cisternerne relanceret og integreret i Frederiksbergmuseerne, som modtager kulturkroner fra både staten og Frederiksberg Kommune. Der blev investeret i at give udstillingerne et løft og integrere dem i de unikke rammer. Fra at have haft 15-20.000 besøgende om året i et årti eksploderede stedets popularitet, så der nu årligt tiltrækkes omkring 100.000.
I Helsingør Kommune er der også blevet investeret massivt i kulturen. Blandt andet er det kulturelle landskab blevet udvidet med imponerende institutioner som M/S Museet for Søfart og Kulturværftet, som hjælper med at trække de 2,1 millioner årlige turister til byen, som tilsammen bruger 1,6 mia. kr. i kommunen.
Overalt i Jylland er der desuden stærke eksempler på kulturinvesteringer, som på vidt forskellig vis demonstrerer, hvordan enkelte kommuners styrkepositioner kan omdannes til stærk branding, store oplevelser og samfundsøkonomisk fortjeneste.
Det gælder ikke mindst Hjørring Kommunes investering på 60 mio. kr. i det nye Vendsyssel Teater, som er det første nye teater i provinsen i 100 år. Skivemødet, hvor det lokale erhvervsliv sammen med kommunen har taget initiativ til den stort anlagte kulturbegivenhed, der sætter ”Danmark i balance” på dagsordenen. Og Morsø Kommune og Region Nordjyllands mangeårige satsning på Kulturmødet på Mors, der har sikret øen en plads i den nationale bevidsthed.
I Viborg har det, der i 1988 startede med en investering i et aktiveringssted for kreative arbejdsløse, udviklet sig til et af verdens bedste animationsmiljøer. The Animation Workshop udklækker dimittender, der animerer for Disney og vinder Oscars, mens Arsenalet samler animationsvirksomheder i et fælles miljø.
I Fredericia har kommunen spillet en proaktiv rolle i Fredericia Teaters enestående opblomstring. Dette har gjort, at byen nu huser et teater, der er med til at sætte den internationale standard inden for musicalproduktion. Kommunens opbakning blev ikke mindst styrket, da analyser i 2015 fastslog, at teatret havde en brandingværdi for byen på 22 mio. kr. om året og en samlet samfundsmæssig effekt på hele 65 mio. kr.
Endelig bør Holstebro fremhæves, da denne kommune har markeret sig som en af Danmarks mest progressive, når det kommer til kulturinvesteringer.
Her har man slået dørene op for Dansk Talentakademis banebrydende nye Campus, hvor 44 elever kan bo sammen og befrugte deres kreativitet på tværs af akademiets mange fagligheder. Det er blevet til i et visionært partnerskab mellem Holstebro Kommune, Færchfonden og Realdania, og resultatet er uden europæisk sidestykke.
Talentudvikling er det klareste eksempel på, at man ikke blot uddeler støtte, men konkret investerer i det, der i fremtiden vil berige kulturlivet og samfundet som helhed. Det nye Campus er langt fra Holstebros eneste eksempel på en progressiv kulturinvestering. Dem er der masser af, og de strækker sig helt tilbage til 1960’erne, da man foretog det kontroversielle indkøb af Giacometti-statuen og indgik særaftalen med Statens Kunstfond, der gjorde Holstebro til modelkommune for fondens arbejde.
Musikteatret Holstebro er et af kommunens kulturelle flagskibe, og teatret er en del af en tendens blandt jyske musikhuse, hvor man med et relativt lille offentligt tilskud har formået at skabe både en fantastisk udvikling og en bæredygtig økonomi. Foruden Musikteatret ses dette blandt andet også hos Musikhuset Aarhus, Aalborg Kongres & Kultur Center, Vejle Musikteater og MCH i Herning.
En dugfrisk Rambøll-rapport bestilt af Danske Koncert- og Kulturhuse giver os med udgangspunkt i Musikteatret Holstebro et detaljerigt eksempel på, hvordan kulturinvesteringer kommer igen. I 2016 investerede kommunen, staten og fonde knap 15 mio. kr. i Musikteatret Holstebro. Dette muliggjorde først og fremmest, at der blev solgt billetter for 27 mio. kr. og skabt yderligere indtægter – bl.a. gennem teatrets café, bar og restaurant samt udlejning og sponsoraftaler – på yderligere 16 mio. kr.
Derudover har Musikteatret også skabt en omsætning på ca. 70 mio. kr. i lokalområdet, hvoraf de 30 millioner udspringer af selve teatret, mens de øvrige godt 40 millioner udspringer af det forbrug, som de 200.000 besøgende har haft i forbindelse med en tur i teatret. Endelig sikrer teatret lokal beskæftigelse svarende til godt 100 fuldtidsstillinger med det deraf afledte skatteprovenu.
Isoleret set havde Musikteatret et underskud på 212.000 kr. i 2016, men set i dette større perspektiv kan der ikke herske tvivl om, at investeringen i teatret er kommet mange gange igen. Dette sker samtidig med, at Musikteatret har præsenteret hundredetusindvis af besøgende for det, som et markant flertal ifølge rapporten klassificerer som et alsidigt og bredtfavnende program fyldt med kulturelle kvalitetsoplevelser. Musikteatret tydeliggør endvidere, hvorfor den enkeltes smag bliver underordnet i debatten om de offentlige kulturkroner:
Selv den person, der ikke bryder sig om det, som Musikteatret måtte have på programmet, er næppe modstander af at bo i samme by som en populær kulturinstitution, der tiltrækker 200.000 besøgende, tilfører lokaløkonomien 70 mio. kr. og øger beskæftigelsen med 100 fuldtidsstillinger.
Ingen af eksemplerne handler om kulturaktører, der skal have en økonomisk indsprøjtning for at overleve. I alle tilfælde er der tale om fremsynede initiativer, der tydeliggør, at der vitterligt er tale om investeringer, som både beriger borgernes ånd og den samlede samfundsøkonomiske bundlinje.
Bragt i Jyllands-Posten den 11. maj 2018. Tegning: Rasmus Sand Høyer.