Den nye præsidents politik kan omgøres. Men hans kulturelle betydning vil trække meget lange spor.
Der er mange måder at forstå USA’s 45. præsident på.
I kraft af at han bestrider det mest magtfulde politiske embede i verden, er det oplagt primært at betragte ham som politiker.
I kraft af hans karriere som byggematador er det oplagt primært at betragte ham som forretningsmand.
I kraft af hans forkærlighed for konstant at hævde sig selv, overdrive sine præstationer, forvanske sandheden, afkræve anerkendelse og nedgøre sine modstandere er det oplagt primært at se ham som et psykologisk tilfælde.
De betragtninger, som man kan nå frem til via disse perspektiver, rummer alle sammen noget sandt. Men som det alle dage har gjort sig gældende for statsledere, er det deres grundlæggende kultursyn, der tydeligst afslører det værdisæt, de er udstyret med.
Så hvis vi virkelig ønsker at forstå Donald J. Trump og den måde, han frem for alt kommer til at påvirke verden på, skal vi i stedet betragte ham som en kulturpersonlighed.
Siden Trump første gang registrerede sig som republikaner i 1987, har han ændret sin partimæssige tilknytning hele fem gange og således været både demokrat og uafhængig undervejs. I marts 2016 udtalte han, at han er »totalt fleksibel i forhold til rigtig, rigtig mange politiske spørgsmål«, og en rapport, som NBC News publicerede i november, slog fast, at han ændrede holdning til 23 forskellige spørgsmål i løbet af sin valgkamp. Derfor giver det ikke megen mening at forsøge at forstå ham som noget, der minder om en traditionel politiker.
Den rolle, som Trumps forretningsmæssige tilgang kan spille, har desuden en naturlig afgrænsning, og ifølge Jeffrey Kluger, seniorredaktør på Time Magazine og forfatter til bogen ’The Narcissist Next Door’, er det nærmest et krav at være narcissist, hvis man skal nå hele vejen til Det Hvide Hus. Så selv om Trump må være tættere på at sprænge skalaen end sin forgænger, er der ifølge Kluger også klare narcissistiske træk at spore hos den markant mere ædruelige Obama.
Den dybere forståelse af, hvem Trump er, og hvad der driver ham, ligger derfor gemt i de kulturelle værdier, som han bevidst og ubevidst promoverer og projicerer ud over USA og resten af verden. Det er Trumps kultursyn, der er den manglende brik i vores forståelse af ham, og det er netop hans kultursyn, der udgør den egentlige trussel mod det demokratiske fundament, som alle vestlige samfund er bygget på.
Efter faraoer, konger og kejsere havde regeret på må og få gennem årtusinder, opstod det vestlige demokrati som en styreform, der trods sine mangler viste sig at være den mindst ringe for nu at parafrasere Churchill. Hvor forskellige eksempelvis det danske og det amerikanske samfund er, så er de begge rodfæstede i en række grundprincipper såsom ytringsfrihed, lighed for loven og en uafhængig presse.
Principper, som vi som borgere ser som altafgørende for, at demokratiet kan fungere.
Vi ser dem også som værende urokkelige. Det er de imidlertid kun så længe, der er kongruens mellem principperne og vores kulturelle værdier. Og som vi er i fuld færd med at erfare, kan vi hverken tage vores egne eller andres kulturelle værdier for givet.
Trumps kultursyn er i direkte modstrid med de demokratiske grundprincipper, og som præsident for verdens eneste supermagt, er det hans kultursyn, der vil have den største og mest langvarige påvirkning.
Der kan slås hul i enhver mur. Indrejseforbud kan ophæves. Handelstariffer kan rulles tilbage. Institutioner, der mister offentlig støtte, kan få denne gentildelt. Men hvis først Trumps kultursyn normaliseres, vil det potentielt blive en mange årtier lang kamp for demokratiet at finde sit fodfæste igen.
Trumps mest åbenlyse antidemokratiske anstrøg er hans foragt for pressen. Trump selv er i en åben og fortløbende krig med medierne, både via Twitter og når han står ansigt til ansigt med journalisterne selv. Hans talsmand, Sean Spicer, løj åbenlyst for korrespondenterne i Det Hvide Hus ved sin allerførste briefing.
Rådgiver og tidligere kampagnechef Kellyanne Conway omtalte løgnene som ’alternative fakta’. Rådgiver Stephen Miller har slået fast, at der ikke skal stilles spørgsmålstegn ved Trumps magt. Og chefstrateg Steve Bannon har bedt pressen om at »holde kæft og blot lytte for en stund«.
Trump udviser en tilsvarende foragt for den kunstneriske ytringsfrihed. Som newyorker har han naturligt et nært forhold til Broadway, men for Trump er teatret ikke et sted, man går hen for at få sine holdninger udfordret. Medvirkende fra broadwaymusicalen ’Hamilton’ læste kort efter valget en erklæring højt for Mike Pence, som var blandt publikum, i hvilken de udtrykte bekymring for den kommende Trump-Pence-administrations politik.
Pence selv tog det pænt, men Trump afkrævede via Twitter, at de »meget uforskammede« medvirkende fra den »stærkt overvurderede« musical gav Pence en undskyldning for deres »forfærdelige opførsel«.
Trumps personlige favoritforestilling må være ’Evita’, som han har set mindst seks gange. Som Jack Schwartz fra The Daily Beast påpegede i sin klumme 23. januar, er der tydelige overlap i karaktertrækkene mellem Trump og Evitas mand og Argentinas tidligere diktator, Juan Perón.
Og mange flere end mellem Trump og Mussolini eller Hitler, da Perón også prioriterede den følelsesmæssige appel langt højere end at have nogen sammenhængende politisk ideologi. Noget tyder således på, at Trump snarere har set og genset ’Evita’ med henblik på at hente peronistisk inspiration end for at få udfordret sine synspunkter.
I sin tid forsøgte Trump selv at gøre karriere på Broadway. Det var i 1970, da han var 23 år gammel. Han ville gerne være broadwayproducer – men kun af navn. Han betalte halvdelen af omkostningerne ved opførelsen af stykket ’Paris Is Out!’ mod at få sit navn på plakaten.
Han gik ikke op i det kunstneriske indhold, men fokuserede i stedet på den omstændighed, at forestillingsplakaterne blev tildækket af andre plakater, og at der kunne spares penge ved ikke at have to personer til at trække scenetæppet op og ned.
US Bureau of Economic Analysis har slået fast, at kunst og kultur har en værdi af ca. 700 milliarder dollars i den amerikanske økonomi og producerer et eksportoverskud på ca. 24 milliarder. dollars. På spørgsmålet, hvordan denne positive udvikling kunne understøttes af ham som præsident, svarede Trump i marts 2016, at »det frie marked vil informere os om, hvilke foretagender der vil få succes, og hvilke der vil slå fejl«.
’Paris Is Out!’ slog fejl. Forestillingen floppede, og derefter stoppede Trumps Broadway-karriere.
Mellem 1994 og 2010 har Trump selv støttet kunstorganisationer i New York med knap en halv million dollars. Det er imidlertid så lidt, at det sandsynligvis kun dækker indgangen til diverse arrangementer afholdt af kulturinstitutioner.
Den årlige Costume Institute-gallafest på The Metropolitan Museum of Art, som Donald og Melania Trump har været gæster ved adskillige gange, kan et bord til eksempel koste adskillige hundrede tusind dollars. Trumps billionærrival Michael Bloomberg var New Yorks borgmester fra 2002 til 2013, og han støttede til sammenligning byens kulturinstitutioner med 264 millioner af egen lomme i denne periode.
I 1999 så Trump maleriet ’The Holy Virgin Mary’ af den britiske billedkunstner Chris Ofili, som året inden havde vundet den prestigefyldte Turner Prize. Værket inkorporerer efter zimbabwisk tradition elefantafføring foruden kollageudklip af kvindelige kønsdele. Trump afskrev værket som »fuldkommen ulækkert og degenereret«. Sidstnævnte var som bekendt naziregimets betegnelse for kunst, der ikke passede ind i naziideologien, og Trumps brug af ordet vakte derfor opsigt.
Han udtalte dengang, at han som præsident ville sørge for, at den slags kunst ikke ville modtage offentlig støtte. Der er gået 18 år siden da, og nu hvor han er præsident, er han på vej til helt at lukke kunststøtteprogrammet The National Endowment for the Arts, som i øvrigt udgør blot 0,006 procent af det offentlige budget. Trumps manglende respekt for kulturen og den kunstneriske ytringsfrihed tjener samtidig som forklaring på de problemer, Trump havde med at finde optrædende til sin indsættelseskoncert. Det er ikke, fordi USA ligefrem mangler konservative musikere, der under andre omstændigheder gladelig har optrådt for republikanske politikere.
Og det er heller ikke, fordi man behøver være fuldkommen enig med en given politiker for at støtte op om vedkommende. Musikere har som bekendt flokkedes om Obama, men der har uden tvivl været masser af dronemodstandere og Snowden-tilhængere blandt selv hans største støtter.
Det udslagsgivende aspekt ved Trump er derimod, at hans kultursyn skaber et rum, hvor den kunstneriske ytringsfrihed slet ikke eksisterer. Og uanset om man er konservativ eller progressiv, er der brug for denne helt grundlæggende frihed.
De dele af kulturlivet, som Trump eksplicit selv har været en del af, tæller skønhedskonkurrencerne Miss USA, Miss Teen USA og Miss Universe, som han har været ejer eller medejer af. Og så naturligvis realityprogrammet ’The Apprentice’, som sikrede Trump en placering i den brede befolknings bevidsthed gennem 14 sæsoner og refrænet ’you’re fired!’.
’The Apprentice’ står netop som det egentlige symbol på Trumps succes snarere end hans byggeprojekter, kasinoer og forsøg på at sælge alt fra steaks til universitetsgrader, som har været omgivet af skandaler, konkurser og sagsanlæg. Også derfor giver det mere mening at se Trump som en kendis – og dermed som et direkte produkt af den amerikanske kultur – snarere end som forretningsmand.
Det problematiske forbillede, som bevægelsen fra tv-kendis til præsident udgør, skal ikke blot kombineres med Trumps foragt for pressen og den kunstneriske ytringsfrihed. Hertil skal også lægges hans veldokumenterede racistiske og sexistiske holdninger, som fuldender billedet af en person, der ikke er ude på at promovere almenvellet – demokratiets ypperste opgave – men som udelukkende kæmper for sig selv og sin egen slags: de velhavende heteroseksuelle hvide mænd.
Multikunstneren David Byrne har påpeget, hvordan amerikanere ofte stemmer mod deres egne interesser, fordi de dermed legitimerer deres egne ønsker om at leve et liv ligesom præsidentkandidatens. Denne teori forklarer ikke mindst, hvorfor så mange fattige amerikanere stemte på George W. Bush.
Men en stemme på Trump handlede ikke blot om at legitimere drømmen om at leve i en penthouselejlighed på Manhattan – indhyllet i marmor og 24 karat guld og med en udsmykning inspireret af Ludvig XIV.
En stemme på Trump handlede frem for alt om at legitimere Trumps kultursyn, fordi de tendenser, det repræsenterer, allerede var latente i millioner af amerikanere. Samtidig handlede en stemme på Trump om at gøre det acceptabelt at udvise foragt for alle dem, man måtte være uenig med.
Og især alle dem, der insisterer på, at man skal udvise respekt og forståelse for mexicanere og muslimer, kvinder og kunstnere – eller redaktører og journalister, der ikke er tilstrækkelig neutrale.
I løbet af det sidste års tid har medierne i stigende grad kastet deres kærlighed på et nyt begreb: trumpisme.
I august karakteriserede Wall Street Journal trumpismen som »en populistisk blanding af vrede over status quo, skepsis over for den frie handel og indvandringen, tvivl om værdien af amerikansk indblanding i oversøiske anliggender, en forkærlighed for lov og orden samt en dosis nationalisme«.
Samtidig påpegede avisen, at der er forskel på personen Trump og den isme, han lægger navn til. Trump har nemlig ikke skabt de holdninger, der udgør trumpismen – han har blot forstået at udnytte dem og har dermed sikret sig posten som USA’s præsident.
Avisens skildring af trumpismen fremstår imidlertid mangelfuld.
For man kan sagtens være immigrationsskeptiker, modstander af aktivistisk udenrigspolitik og fortaler for strengere straffe uden dermed at være antidemokratisk.
Og det er netop det antidemokratiske kultursyn, der udgør trumpismens egentlige kerne. Overser vi dette, overser vi samtidig, hvordan vi bedst muligt bekæmper trumpismen.
Den britisk-iranske CNN-journalist Christiane Amanpour modtog i november hædersprisen The Burton Benjamin Memorial Award ved The International Press Freedom Awards. I sin takketale påpegede hun vigtigheden af, at journalister er sandfærdige – men netop ikke neutrale. Hendes hovedbudskab gælder for journalister, som det gælder for os alle i den såkaldt postfaktuelle verden: »Vi skal være parate til at kæmpe særdeles hårdt for sandheden«.
Men vi kan ikke nøjes med sandheden. Vi skal også kæmpe for vores værdier. For vores kultur. For demokratiet.
Denne kronik blev oprindeligt bragt i Politiken den 19. april 2017.