KulturHave er nu tilgængelig som podcast

Store kulturpersonligheder, fem kulturministre og en bred vifte af kunstnere og kulturaktører fra hele landet. Christian Haves talkshow KulturHave byder på dybdegående interviews med dem alle, og programmet er nu tilgængeligt som podcast. Det er blot det seneste eksempel på, hvordan HAVE A/S tager det på sig at udbrede kunst og kultur i Danmark.

Christian Haves talkshow KulturHave havde premiere på dk4 tilbage i januar 2019. Siden da er der blevet produceret mere end 60 dybdegående interviews med et bredt udsnit af kulturlivets vigtigste og mest prominente aktører. Tilsammen er udsendelserne blevet set mere end 2 millioner gange.

Nu er KulturHave tilgængeligt som podcast – blandt andet via Apple PodcastsSpotifyPodimo og Pocket Casts. Dermed kan man nemt abonnere på programmet via sin smartphone og lytte til det, når det passer én allerbedst.

Alle nye afsnit bliver naturligvis gjort tilgængelige via podcasten, ligesom man frit kan dykke ned i det omfangsrige arkiv af interviews.

Store kulturpersonligheder, kulturministre og vigtige kunstnere og kulturaktører

Blandt Christian Haves gæster finder man store kulturpersonligheder som Casper Christensen, Bodil Jørgensen, Christian Lollike, Jytte Abildstrøm, Nikolaj Hübbe, Susse Wold og Thomas Blachman.

Have har desuden haft tre tidligere kulturministre i studiet – Marianne Jelved, Mette Bock og Elsebeth Gerner Nielsen – og i de kommende uger kan man glæde sig til to yderligere: Bertel Haarder og Brian Mikkelsen. Sidstnævnte har som bekendt efterfølgende indtaget posten som direktør for Dansk Erhverv.

Endelig byder KulturHave også på et bredt udsnit af knapt så højt profilerede, men mindst ligeså vigtige kunstnere og kulturaktører fra hele landet. Således udgør KulturHave en vigtig platform for den brede vifte af aktører, som øvrige medier typisk ikke producerer dybdegående interviews med.

En forpligtelse for HAVE at udvikle og facilitere kulturformidlingen

”Vi ser det som vores fornemste opgave at være med til at udbrede kunst og kultur i Danmark. Det er derfor, at vi sammen med dk4 har taget initiativ til flere tv-programmer og af samme grund har skabt vores eget onlinemedie, Teaternyheder.dk. Det er også derfor, at vi nu lancerer Christian Haves talkshow som podcast,” forklarer HAVEs direktør Michael Feder og fortsætter:

”Det er ikke blevet nemmere for kulturen i mediebilledet i år, og derfor føler vi som kommunikationsbureau også en forpligtelse til at hjælpe med at udvikle og facilitere nye kanaler, platforme og måder, som kunst og kultur i Danmark kan udbredes på. Vi er stolte over, at vi med dk4 har en samarbejdspartner, der formår at prioritere kulturen lige så højt som os selv, og det er en stor glæde at producere formidlende kulturelt indhold sammen med dem.”

Foruden KulturHave samarbejder HAVE med dk4 omkring programmerne Teaternyheder og Kulturpulsen samt en række udvidede kulturinterviews, der sendes som selvstændige programmer.

HAVE har også indgået et samarbejde med Muusmann Forlag om det nye magasinformat, Omtanke, der ligeledes har dybdegående interviews udført af Christian Have som omdrejningspunkt. Den første udgave, hvor Thure Lindhardt fortæller åbenhjertigt om sit forhold til emner som tro, håb og kærlighed, er netop udkommet.