Det er blevet januar. Et dugfrisk år står for døren, og det giver anledning til mange eftertænksomme spørgsmål.
I denne klumme vil jeg nøjes med at stille ét: Bliver 2017 mon året, hvor kunsten og kulturen én gang for alle får den prominente plads på den samfundsmæssige dagsorden, som området fortjener?
Der er desværre en reel risiko for, at vi som land følger trop og blot dyrker den samme form for kultur, der i stigende grad dominerer den vestlige verden.
Det er den kultur, der opstår, når vi prioriterer kunstig intelligens over menneskelig intelligens, salgstal over æstetisk værdi, brugerdata over brugere, likes over lidenskab og underholdning over oplysning.
I en tid, hvor den teknologiske udvikling finder sted med en hastighed, der gør det sværere end nogensinde før at forudse dens konsekvenser, er der behov for, at vi insisterer på at sætte de menneskelige værdier i centrum.
Vi er nødt til at blive bedre til at huske på, at samfundet udgøres af levende mennesker med idéer, drømme og følelser – og ikke blot af forbrugere og skatteydere, der halvdelen af tiden hjælper med at holde hamsterhjulene i gang, mens de den anden halvdel serveres overfladisk underholdning, falske nyheder og uanede værktøjer til selvpromovering.
Der er mere end nogensinde behov for, at vi erkender, at kunsten og kulturen er det, som sikrer sammenhængskraften i et samfund som det danske.
Det er kunsten og kulturen – legen og læringen – som vi for alvor har brug for, hvis vi vil skabe kreative, nysgerrige og fleksible borgere og et ditto samfund.
Det er kunsten og kulturen, vi må ty til, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at kunne modstå de mange store paradigmeskift, der er på vej inden for en ganske overskuelig fremtid.
Og det er kunsten og kulturen, der skal sikre os, at vi har et samfund, hvor borgerne – såvel i byerne som i de små landsbysamfund – aktivt engagerer sig.
Et samfund, der ikke kun trives i kraft af sin økonomiske velstand eller teknologiske omstillingsparathed, men i mindst lige så høj grad i kraft af alle sine museer, biblioteker, idrætsklubber, højskoler, teatre og foreninger.
Kort tid inden 2016 blev til 2017, fik vi en ny kulturminister i form af Liberal Alliances Mette Bock. Et særdeles veluddannet oplysningsmenneske, som professionelt er rundet af det akademiske univers og medieverdenen.
Med dette in mente er der al grund til at tro på, at hun langt hellere vil have et samfund, hvor borgerne debatterer, synger og leger sig frem til fremtidens løsninger, end et, hvor de blot tier stille og lader sig underholde.
Hendes fornemste opgave som kulturminister bliver derfor at sikre kunsten og kulturen den plads på den samfundsmæssige dagsorden, som den så afgjort har brug for. At tydeliggøre, at kunsten og kulturen ikke blot er et "nice to have", men et "need to have".
Denne klumme blev oprindeligt bragt i Fyns Stiftstidende den 15. januar 2016.