Grundlæggende er jeg modstander af at tale om vindere, for en vinder forudsætter en taber, og det er en uheldig tendens vi har i vores samfund til at stille alt op som en konkurrence, hvor kun den bedste lovprises, og resten er tabere.
Men når det er sagt, så kan jeg ikke komme udenom at italesætte en ny tids vindere og tabere, når det kommer til kunst og kultur – for der ér vindere, og der ér tabere. Så sort/hvidt kan og skal det siges.
Destruktivt, når kunsten kun er til for kunstens skyld
Taberne bliver dem, som insisterer på, at kunsten og kulturen kan og skal eksistere uafhængigt af markedet, udelukkende baseret på statsstøtte. De som nægter, at kunsten skal tjene andre formål end sit eget, kunsten for kunstens skyld. Jeg er ikke helt uenig i dette synspunkt, og det er vigtigt for mig at understrege, at jeg på ingen måde ser det som et tåbeligt ståsted. Jeg konkluderer blot, at den indstilling er destruktiv i en ny medieret, teknologisk og digitaliseret virkelighed.
Vinderne derimod bliver de kunstnere, virksomheder og samfund, som indser og udnytter, at denne nye tid tillader og opfordrer til, at kunsten og kulturen bliver markedsgjort uden at miste sin kunstneriske værdi og indhold.
Dette indlæg er et uddrag fra bogen Den nye guldalder – kunsten som vækstmotor. I bogen præsenterer jeg, hvordan det danske kulturliv står foran en ny guldalder – i hvert fald hvis kulturaktørerne og erhvervslivet begynder at indgå nye, kreative partnerskaber, som kommer begge parter til gavn. Bogen rummer talrige cases, der tegner et klart billede af, at Corporate Cultural Responsibility er en mulig løsning på kulturlivets finansieringsproblemer.
Vinderne bliver dem, der ser potentialet, dem, der tør udfordre normerne, dem, der er villige til at se på virkeligheden og erkende, at det giver uanede muligheder. Det, der kendetegner en vinder, er, at man har haft modet til at gå uden for sin komfortzone.
Kunsten og kulturen som ligeværdig partner
Vi har en vane med at italesætte markedsgørelsen af kunst og kultur som noget negativt. Som noget, der indkapsler og begrænser kunstens udfoldelsesmuligheder. Noget, der kompromitterer den kunstneriske frihed og værdi.
Og det er i og for sig også rigtigt, hvis det gøres forkert, nemlig i de samarbejder, hvor kunsten og kulturen udelukkende tjener det formål at indpakke det kommercielle produkt i et flot, kulturelt eller kunstnerisk gavepapir.
Man skal vælge at se kunsten og kulturen som en ligeværdig partner, hvor man har mulighed for at skabe gensidig værdi på forskellige parametre. Man skal vælge at bruge dets eget sprog, eget udtryk, og gøre det til en integreret del af en virksomheds måde at tænke værdikæder og produktprocesser.
Derfor skal partnerskaber bidrage til at tjene et formål, til at nå bredere ud, end man ellers ville via de traditionelle fine-arts platforme, og til at justere enhedsprisen til forbrugerens behov – og få højere stykpris selv.