Et velkendt mundheld minder os om, at tillid tager år at opbygge, men blot sekunder at ødelægge.
Et tilsvarende forhold gør sig gældende inden for kunst- og kulturlivet: Det tager mange år at opbygge et teater, museum eller spillested – ofte årtier endda – men kun ganske kort tid at nedbryde det.
I denne force majeure-situation har vi set, hvordan mange institutioner, virksomheder og etablissementer kommer ud i store problemer, fordi der fra den ene dag til den anden pludselig ikke længere er nogen gæster eller kunder i butikken.
Hjælpen er på vej til hotel- og restaurationsbranchen, og vi bør ligeledes hjælpe kunst- og kulturlivet, før det, før det rammes af vidtrækkende konkurser eller andre omstændigheder, der smadrer den infrastruktur, der holder liv i de enkeltstående institutioner og kulturlivet som helhed.
Det økonomiske grundlag for individuelle kunstnere – som typisk ikke har CVR-nummer – og selvstændige kulturentreprenører er ganske skrøbeligt, og så godt som samtlige aktører i det danske kunst- og kulturliv vil få den aktuelle krise at føle. Ikke blot mens den står på, og mens begivenheder og produktioner aflyses på stribe, men også i mange år fremover.
Således er der akut brug for en Marshallhjælp til kunst- og kulturlivet. En økonomisk håndsrækning, der sikrer institutionerne, at de kan genåbne lige så snart smitterisikoen er væk. Samtidig bør det være en håndsrækning, som sikrer de individuelle aktører – om de så er billedkunstnere, filmskabere, musikere eller noget helt fjerde – at de ikke går fallit på grund af denne krise.
Et tilbagevendende tema i den offentlige kulturdebat er, hvorvidt det er ”synd for kunsten og kulturen”. Jeg har tidligere selv påpeget, at nej, det er ikke, fordi det er synd for kunsten og kulturen, at aktørerne skal modtage offentlige midler – det skal de, fordi vi som samfund bør investere i kunsten og kulturen og dermed vores åndsliv og fælles dannelse.
Når jeg nu lægger op til, at der bør ydes en Marshallhjælp til kunst- og kulturlivet, ligger der naturligvis en stor portion medmenneskelighed over for kunstnerne og kulturaktørerne til grund herfor. Ja, det er oprigtigt synd for kunsten og kulturens aktører, at denne fuldkommen ekstraordinære omstændighed truer dem økonomisk.
Men det handler ikke kun om de økonomiske parametre. Det handler ultimativt set om, hvad vi vil med vores samfund og de værdier, vi har bygget det op omkring. Om at samfundet netop forarmes i uendelig grad, hvis vores kunst- og kulturliv smuldrer mellem fingrene på os og lider så stor skade, at det vil tage årevis før, det er helt eller blot delvist genopbygget.
Når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen, har vi brug for at bearbejde alt det, vi har gennemlevet: Tragedierne og de opløftende stunder. De stærkt forandrede livsvilkår. De nye bånd vi har knyttet med vores nærmeste og vores lokalsamfund. Forholdet til den globale verden, som utvivlsomt vil føles mindre sikker end før.
Jo stærkere kunst- og kulturlivet er, jo bedre vil vi som mennesker og som samfund være i stand til at gennemleve denne altafgørende periode på en måde, der bibringer forståelser og nye erkendelser af alt det, der er sket.
I 1813 var Danmark i en lignende situation, da landet blev ramt af en statsbankerot. Alle udgifter skulle skæres ind til benet, og herunder også budgettet til Kunstakademiet, som var landets førende kunstinstitution. Indtil Kronprins Christian – som senere blev til Kong Christian VIII – protesterede med de følgende ord:
”Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op at være en stat.”
Lad os huske på dette citat netop nu. Vi er netop ikke blot materie, men også ånd, og begges trivsel er altafgørende, hvis vi skal finde fodfæste på den anden side af denne krise.