Efter hendes fantastiske valg i efteråret udråbte Berlingske Oslos miljø- og transportminister, den nu 33-årige Lan Marie Nguyen Berg, til at være ”Norges Greta Thunberg”. Som Berlingske formulerede det:
”Fælles for de to kvinder er, at der ikke er nogen slinger. De kræver begge mærkbare klimaforbedringer her og nu. De ved, at de har ret, og de er ikke bange for at råbe det højt og lige op i ansigterne på dem, der er uenige.”
Det mest interessante er imidlertid ikke overlappene mellem de to kvinder. Det er derimod den forskel, der er på at være teenageaktivist og en rundt regnet dobbelt så gammel folkevalgt politiker.
Greta Thunberg har spillet – og spiller naturligvis fortsat – en altafgørende rolle i forhold til at åbne hele verdens øjne for klimaforandringerne og nødvendigheden at skride til handling, og hellere i går end i morgen. Men hvor stærk en stemme Thunberg end har, og hvor højlydt hendes budskab end klinger, så er der helt naturligt grænser for, hvad hun i praksis kan gøre.
Til rent faktisk at få ændringer gennemført – ikke blot inden for klima- og miljøområdet, men også inden for blandt andet transport, erhverv og fødevarer – er der brug for politikere, der tilslutter sig Thunbergs budskab, og som har et folkeligt mandat i ryggen, når klimakampen skal kæmpes i den politiske arena.
Nguyen Berg er netop et særdeles formidabelt eksempel på en sådan politiker, for ikke alene blev hun genvalgt ved sidste års norske kommunalvalg – hun fik også flere personlige stemmer end nogen anden. Samtidig fik hendes parti, Miljøpartiet De Grønne, 15,2 procent af stemmerne, hvilket var næsten dobbelt så mange som ved det foregående valg. Dét er et politisk mandat, der er markant sværere at ignorere, end det har været for mangt en magtfuld person at ignorere Greta Thunberg.
Derfor bør Nguyen Berg og hendes succes med at sætte klimaet absolut øverst på dagsordenen udgøre en massiv portion inspiration for alle andre klimabevidste politikere rundt om i Skandinavien og resten af verden. Det er netop valget af sådanne politikere – til byråd og parlamenter af alle størrelser – der skal finde sted, hvis klimadagsordenen skal resultere i konkrete tiltag, som vi rent faktisk også begynder at kunne mærke i vores dagligdag.
Da World Economic Forum i sidste måned afholdt sit årlige møde i Davos var klimaet at finde øverst på dagsordenen. Det var første gang, det skete, og det i sig selv er en positiv nyhed. Men det var endnu mere positivt at kunne konstatere, at et stigende antal topchefer fra erhvervslivet begynder at tage klimakrisen alvorligt. Selv direktøren for den saudiarabiske oliegigant Saudi Aramco, Andrew Liveris, udtalte, at fossile brændstoffers dage er talte – og klassificerede dem som værende ”det 20. århundredes brændstof”.
Denne udvikling dokumenteres af Deloittes undersøgelse, hvor 90 procent af mere end 2.000 direktører fra 19 forskellige lande erklærer sig helt eller delvist enige i, at klimaforandringerne vil påvirke deres virksomheder negativt. Tilsvarende svarede den samme andel, at de enten allerede har iværksat eller planlægger at iværksætte bæredygtige initiativer i deres respektive virksomheder.
Endelig så vi i december også Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen fremlægge den storstilede EU-klimaplan, og hun kalder vedtagelsen af planen for Europas ”man on the moon moment”.
Som bekendt udtalte præsident John F. Kennedy, at USA ikke ville sende en mand til månen, fordi det var nemt, men fordi det var svært. I denne sammenhæng kan man antage, at von der Leyen ikke blot vil forsøge at realisere EU-klimaplanens ambitiøse mål – herunder klimaneutralitet i 2050 – fordi de er svære at nå, men fordi de repræsenterer en ren og skær nødvendighed, hvis kloden og menneskeheden skal overleve.
Mens Nguyen Berg kæmper for klimaet i Oslo, bobler det med inspirerende initiativer rundt om i de danske kommuner. Det gælder for eksempel Københavns ambition om at blive CO2-neutral i 2025 og den stærkt roste erhvervsklynge GreenLab i Skive. Andre eksempler tæller Aalborg Kommunes Grønne Udviklingsplaner, hvormed kommunen proaktivt understøtter udviklingen af bæredygtige landbrug, og udviklingen af den nye bæredygtige bydel Tankefuld, som ligger i Svendborg Kommune.
Der er således en stærkt positiv udvikling i gang – både i lokale, nationale og internationale sammenhænge – og dermed er der faktisk grund til at være en lille smule forhåbningsfuld i forhold til, at 2020 kunne blive det år, hvor klimaforandringerne endegyldigt bliver taget så alvorligt, som det burde være sket for længe siden.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 25. februar 2020.