Tilbage i december 2019 fremførte jeg mit forslag om at etablere en grøn kulturpulje: En pulje bestående af blot en lille flig af det milliardbeløb, der allerede er afsat til den grønne omstilling.
Forslaget er baseret på en solid tiltro til, at kunsten og kulturen vil være en effektiv samarbejdspartner, når det kommer til at inspirere befolkningen til at leve mere bæredygtigt og tage ejerskab af den grønne omstilling – mindst lige så effektiv som de utallige videnskabelige rapporter så vidt har været.
Det skyldes, at kunsten og kulturen er billedskaberne og historiefortællernes hjemmebane og dermed netop appellerer til vores fulde følelsesspektrum – snarere end blot vores intellekt. Som jeg også skrev tilbage i december: Hvis videnskabelige fakta var tilstrækkelige, var de dystopiske vinde vendt for længst.
Den verden, vi levede i tilbage i december, kan nu føles som et fjernt minde, for i mellemtiden har Corona-krisen forandret vores verden for evigt. Netop som klimaet var begyndt at erobre en særdeles prominent placering på den globale dagsorden, blev COVID-19 med ét den altdominerende udfordring.
Midt i de enorme udfordringer og ubegribelige tragedier, som krisen har kastet af sig, fik vi imidlertid en enestående mulighed for at se, hvordan verden tager sig ud, når det globale hamsterhjul går markant ned i tempo.
Når vi holder igen med flyrejser, køreture, indkøb og restaurantbesøg, kan vi nemlig iagttage, at himlen bliver mere blå, vandet bliver mere klart, og dyrelivet titter frem på steder, hvor mennesker ellers har fungeret som omvandrende fugleskræmsler. Det er et indblik i den klimamæssige effekt af kollektive adfærdsændringer, som vi aldrig havde fået uden Corona-krisen.
Det er imidlertid ikke kun erkendelser i forhold til klimaet, som krisen har kastet af sig. Også kunsten og kulturens vigtighed har vi – ikke mindst i Danmark – opnået en vigtig erkendelse om.
Som statsminister Mette Frederiksen formulerede det tilbage i april:
”Det er netop, når jorden ryster under os, og vi skal finde nyt fodfæste, at vi har brug åndslivet. Et land er ikke kun bygget af sten, men også af ånd. Vi har brug for det levende ord på højskolerne. Vi har brug for medierne til at formidle vigtige budskaber og skabe debat lokalt og nationalt. Vi har brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker. I en svær tid har vi brug for trøst, håb og eftertanke. Det er måske den fælles erkendelse, som vi kan tage med os ud på den anden side af corona?”
Sådan har ingen statsminister i historien nogensinde sat kulturen på dagsordenen før.
Over en bred kam har danskerne under krisen kunnet mærke længslen efter alle de kulturoplevelser, der pludselig blev utilgængelige, og som ikke blot består i at se uendelige mængder Netflix hjemme på sofaen.
Samtidig har kunstnere og kulturaktører på innovativ vis udviklet en imponerende vifte af kulturoplevelser, som stadig lader sig udfolde inden for krisens snævre rammer – alt fra fællessang og drive-in-koncerter til virtuelle foredrag og hørespil.
Endelig har den offentlige debat om kulturen fået den skarpere samfundsmæssige relevans og kant, som den har savnet i mange år – ikke mindst i kraft af, at kulturlivets økonomiske pondus er blevet tydeliggjort i langt højere grad, end den hidtil var.
Det er denne nyopdagede forkærlighed for kunsten og kulturen, som bør bane vejen for etableringen af den grønne kulturpulje – såvel som en generel opprioritering af kunsten og kulturens rolle i den grønne omstilling.
Er der behov for eksempler på typer af tiltag, som de grønne kulturmidler kunne tilgå, kan man kigge nærmere på Svalegangen og det aarhusianske teaters scenekunstneriske formidling af de 17 verdensmål under navnet United Change – over en fire år lang periode. Det ambitiøse projekt rummer alt fra en undervandskoncert og gospelsang til satirisk kokassebanko og en animeret tidsrejse. Alle midler vil dermed blive taget i brug for at formidle nye perspektiver på konsekvenserne af menneskets overforbrug af klodens ressourcer.
Et andet eksempel er Naturkraft i Ringkøbing, som er en fysisk manifestation af, at det er sjovt at blive klogere. Som en naturvidenskabelig forlystelsespark iscenesættes naturens kræfter på en måde, der både underholder de besøgende og gør dem klogere på menneskets forhold til og indflydelse på naturen.
Begge disse eksempler kunne med fordel indgå i en national strategi for oplevelsesbaseret og kunstnerisk formidling af den grønne omstilling via kunst og kultur.
Med Corona-krisen har vi netop fået et fornyet og forstærket blik for den altafgørende betydning for vores samfunds ve og vel, som kunsten og kulturen har – og dét skal vi udnytte.
Der er et stort potentiale, som i vid udstrækning stadig ligger uudnyttet hen, og den grønne omstilling har i dén grad behov for ilttilførsel på den formidlingsmæssige front.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 30. juni 2020. Illustration: Gert Ejton.