50 millioner euro.
Så stor en bøde kan Facebook, Google og Twitter komme til at betale, hvis de ikke er dygtige nok til at fjerne ulovligt indhold fra deres respektive onlineplatforme. Det er fra og med juni måned blevet en del af lovgivningen i Tyskland, efter et lovforslag blev vedtaget af parlamentet.
I Storbritannien og Frankrig overvejer May og Macron at gå i Merkel-regeringens fodspor, og May har blandt andet udtalt følgende efter rækken af terrorangreb i Storbritannien:
”Vi kan ikke tillade, at denne [ekstremistiske] ideologi får den plads, den har brug for til at formere sig. Men det er ikke desto mindre præcis, hvad internettet og de store virksomheder, der udbyder internetbaserede tjenester, stiller til rådighed.”
Den britiske indenrigsminister Amber Rudd har udtalt, at det er ”fuldkommen uacceptabelt”, at efterretningstjenesten ikke kunne få adgang til de beskeder, som en terrorist havde sendt via WhatsApp, og at denne Facebook-ejede tjeneste sammen med blandt andet Apples iMessage giver terrorister et ”sikkert sted at kommunikere”.
Selv når vi lader tvivlen komme både de europæiske statsledere og teknologigiganterne til gode i så høj grad som muligt, står vi som globalt samfund stadig tilbage med to alvorlige problemer.
Selv hvis statslederne vitterligt kun ønsker at bekæmpe terror, er det stadig et problem, at såvel vedtagne som potentielle lovforslag også frarøver den lovlydige befolkning en række altafgørende frihedsrettigheder.
Selv hvis teknologigiganterne vitterligt kun ønsker at forene verdensbefolkningen gennem lettilgængelig digital (og potentielt krypteret) kommunikation, er det stadig et problem, at disse kommunikationskanaler uden tilstrækkeligt besvær kan udnyttes af terrorister.
Således står vi i den vestlige verden ved en altafgørende skillevej. Det er, kort sagt, blevet sandhedens time for de sociale medier. Og den aktuelle debat vil afgøre hvilken vej, vi kommer tage. Hvad vil vi vægte højest?
Vil vi – i endnu højere grad – give køb på vores frihedsrettigheder og efterhånden blot acceptere at blive overvåget af såvel de statslige efterretningstjenester som teknologigiganterne?
Eller vil vi kæmpe inderligt for vores frihedsrettigheder og insistere på, at terrorisme kan bekæmpes ad anden vej?
Peter Neumann, en britisk professor i politisk vold og radikalisering, anbefaler – om end indirekte – sidstnævnte. Han påpeger, at det er ”politisk belejligt, men intellektuelt dovent” at give de sociale medier skylden.
Det er det af to primære årsager: For det første, fordi det kun gælder for de færreste ekstremister, at radikaliseringen eksklusivt har fundet sted online. Og for det andet, fordi indsatsen for at lukke ekstremistiske brugerkonti (Twitter lukkede f.eks. 375.000 i andet halvår af 2016) blot flytter samtalerne væk fra de offentlige platforme til de krypterede.
”Det har ikke løst problemet, blot ændret det,” har Neumann udtalt. På Twitter, i øvrigt.
Herhjemme står det stadig ikke klart, hvilken vej politikerne ønsker at gå. Debatten mangler. Det virker forudsigeligt, at vi som land blot kommer til at følge den kurs, som Merkel, May og Macron har sat for os.
Men herfra skal lyde en bøn om, at vi træffer en gennemtænkt og selvstændig beslutning, der forhåbentlig kan inspirere øvrige lande til i stedet at følge efter os.
Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende 31. juli 2017.