Ugens anbefaling: Har du lyst til en fremtid fyldt med zombier og fremmedhad?

livingdeadsorthvid

Sorte spøgelsessjæle rejser mod Europa som en ødelæggende og frådende masse. De ser sig ikke tilbage og er helt udhungrede, som levende døde. Når de ankommer, bliver de anbragt i store flygtningelejre, hvorfra de kan udklække deres psykisk hærgede børn, som ikke har anden fremtid end tyveri, kriminalitet og vold. Vores eneste chance er at håbe på, at Middelhavet sluger dem. Kan vi overskue andre muligheder?

Sådan beskrives forestillingen LIVING DEAD, som jeg i fredags var inde at se på Sort/Hvid. Forestillingen er skrevet og instrueret af instruktør Christian Lollike og er tydeligt inspireret af David Lynch’ surrealistiske, mareridtsagtige og drømmelignende fortællinger.

LIVING DEAD er en gyserforestilling om tre mennesker, der forsøger at holde hovedet koldt, mens flygtninge nærmer sig landets ydre grænser. Den er et muligt fremtidsscenarie for et Europa i opløsning – både institutionelt, menneskeligt og kulturelt.

LIVING DEAD var en fantastisk, rørende og meget aktuel forestilling om en af moderne tids største menneskelige og politiske udfordringer: Flygtninge. Den sætter spørgsmålstegn ved et af demokratiets og velfærdsstatens helt store spørgsmål:

Har frygten og angsten for det fremmede og ukendte overmandet og dræbt humanismen?

Et spørgsmål som dette er nødvendigt at vi som publikum og mennesker tager stilling til for ikke at miste de kerneværdier, der holder sammen på demokratiet. Forestillingen er således samfundsrelevant og vedkommende for hver eneste af os, og jeg vil varmt anbefale at gå ind og se LIVING DEAD på Sort/Hvid.

LIVING DEAD er en samproduktion mellem Aarhus Teater og Sort/Hvid og spilles fra d. 3.-22. november 2016 i København Pakhus 11.