Nyheder

Ny bog om kunstig intelligens: Potentialerne og faldgruberne for kunsten og kulturen

I bogen ‘Kunstig intelligens: Kunstens storhed eller fald?’ tager kultur- og kommunikationseksperten Christian Have fat i en række centrale problematikker og dilemmaer i kunsten og kulturens møde med kunstig intelligens. Bogen udkommer 31. maj på Muusmann Forlag.

Digitaliseringen og de sociale medier har i løbet af de seneste 25 år vendt op og ned på den måde, vi forstår og tilgår verden.

Nu er den kunstige intelligens – eller blot AI (fra det engelske udtryk ’artificial intelligence’) – blevet tilgængelig for alle og enhver, og den er trængt ind på menneskehedens enemærke: Den kreative og kunstneriske sfære.

Allerede nu er AI så revolutionerende, at mennesket fremover må dele sit kreative mandat med AI. Hvis man som kunstner eller kulturaktør troede, at det var svært at navigere i de tjenester, som Facebook, Google og de andre techgiganter har lanceret gennem årene, så er det ingenting i forhold til udfordringer, som AI vil afføde.

Den første bog af sin art

Selvom AI rummer store potentialer, både for kunst- og kulturlivet og i et større samfundsmæssigt perspektiv, så udgør AI også store potentielle faldgruber.

Med sin nye bog, Kunstig intelligens: Kunstens storhed eller fald?, giver Christian Have en grundig indføring i de dilemmaer, som AI rummer i forhold til kunsten og kulturen.

Som den første bog herhjemme, der tager bogen krydsfeltet mellem AI og kunst og kultur under behandling, har Have ikke skrevet bogen for at give definitive svar. I stedet er ambitionen at skabe en platform for den nødvendige debat om AI – og dette krydsfelt i særdeleshed.

Vigtige udråbstegn og fremtidsscenarier for kunsten

Bogen behandler centrale problematikker – herunder spørgsmålet om originalitet, viden overfor visdom, behovet for tydelige varedeklarationer og mulighederne for at skabe menneskelig vækst. Alt sammen aspekter af den transformation af kunst- og kulturlivet, som AI vil fremmane.

Med bogen sætter Have både udråbstegn og tegner fremtidsscenarier for en række forskellige kunstformer. På én og samme gang vækker AI nemlig både alvorlig bekymring og åbner op for helt nye kreative mulighedsrum:

• Får vi en ny Godfather-film med en genoplivet Marlon Brando i hovedrollen?

• Vil AI føre til ”gamification” af museerne?

• Bliver scenekunsten oversvømmet af virtuelle avatars i stedet for menneskelige skuespillere?

• Vil Mary Shelleys Frankenstein blive automatisk genfortalt fra monstrets perspektiv?

• Kommer AI til at kunne generere helt nye Beatles-sange?

Have: ”Vi bør hveen bekæmpe, ignorere eller flygte fra AI”

Have ser kunsten og kulturen som et altafgørende emne i den offentlige diskussion af AI, og han udtaler:

”Når samfundsomvæltningerne er over os, er det aldrig kunsten og kulturen, der står øverst på dagsordenen. Men hvis vi skal forstå AI til fulde, er vi frem for alt nødt til at forstå dens kreative potentiale. Min bog repræsenterer derfor et stærkt ønske om at få kunsten og kulturen til at indtage en central placering i debatten om AI. Det er en debat, som kun lige er begyndt, og som uden tvivl vil dominere den offentlige diskurs i mange år fremover.”

Et vigtigt fokuspunkt er netop de overordnede måder, som AI vil påvirke både vores samfund og menneskelige selvforståelse på. I bogen udfolder Have centrale pointer som disse:

• Vi bør hverken bekæmpe, ignorere eller flygte fra AI – i stedet bør vi gøre alt, hvad vi kan for at forstå fænomenet, så vi som mennesker kan bevare kontrollen

• Det er menneskets opgave at definere, hvordan vi adskiller os fra AI – og ikke AI’s opgave at adskille sig fra mennesket

• Hvis vi som mennesker tillægger AI en magt, som den i praksis ikke har, vil det negativt påvirke vores selvforståelse og interaktion med AI

”AI har i sig selv ingen ambitioner om for eksempel at vinde Nobelprisen i litteratur. Men hvis vi som mennesker føler, at den fortjener denne pris, så̊ står det naturligvis i vores magt at overrække den. Det er dog 100% op til os at vurdere, hvorvidt vi skal bevæge os ned ad dén vej,” forklarer Have.

Bogens tilblivelse

Som så mange andre blev Have ramt af det meteornedslag, som ChatGPT’s ankomst den 30. november 2022 udgjorde. Kort tid efter besluttede Have sig for at skrive en bog om krydsfeltet mellem AI og kunst og kultur, og arbejdet med bogen gik i gang med det samme.

Da udviklingen på AI-området imidlertid går exceptionelt stærkt, skulle bogen nærmest skrives i realtid – parallelt med, at ChatGPT og andre AI-tjenester løbende blev studeret og testet, så meningsfulde beskrivelser af dem kunne indgå i bogen.

Bogen er desuden blevet udarbejdet i samarbejde med AI – både i forhold til bogens indhold, forsiden og bogens illustrationer – og i bogen beskrives det, hvordan dette samarbejde er foregået.

Dannelsesfestivalen RESONANS vender tilbage: Svend Brinkmann, Geeti Amiri og Stine Bosse er blandt de første navne på 2022-plakaten

RESONANS er en dannelsesfestival om mennesket i en digitaliseret verden. Når festivalen vender tilbage til Oure Højskole lørdag den 20. august 2022, præsenteres et overflødighedshorn af spændende debatter, samtaler og oplæg, som kan opleves på fire forskellige inden- og udendørs scener. De allerførste navne kan hermed offentliggøres, og det drejer sig bl.a. om Svend Brinkmann, Geeti Amiri, Khaterah Parwani, Stine Bosse, Thure Lindhardt, Uffe Savery og mange flere. Billetsalget er startet. 

Begrebet ”dannelse” handler om alt det, der gør os til gode, oplyste og sociale mennesker. Men efterhånden som verden udvikler sig, ændrer vilkårene for dannelsen sig imidlertid også.

Derfor er der brug for en begivenhed som dannelsesfestivalen RESONANS, der kan sætte alt fra demokratiets udfordringer til nye opfattelser af kunst, køn, seksualitet og medmenneskelighed i nye, inspirerende perspektiver. Alt sammen med udgangspunkt i den digitaliserede verden, som mennesket i da bebor.

Efter en succesrig debut i 2021 vil RESONANS igen i år byde på et overflødighedshorn af spændende debatter, samtaler og oplæg, hvor eksperter, meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder diskuterer og perspektiverer dannelsesbegrebet fra et væld af vinkler.

I dag kan RESONANS offentliggøre de første navne, der bl.a. tæller psykolog Svend Brinkmann, debattør Geeti Amiri, bestyrelsesformand Stine Bosse, skuespiller Thure Lindhart, debattør Khaterah Parwani, kunstnerisk leder fra Recoil Performance Tina Tarpgaard, performancekunstner Gry Worre Hallberg, danseunderviser på Oure Højskole Ingrid Kristensen, debattør Sune Gylling Æbelø og pædagogisk konsulent Dorte Ågård. 

Partnerskaber med Højskolerne og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

RESONANS har i år indgået samarbejde med Højskolerne, og højskoleelever vil sætte deres tydelige aftryk på hele RESONANS 2022. Formand for Højskolerne, Lisbeth Trinskjær, vil naturligvis også være at finde på festivalen.

Der er desuden indgået samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, som både vil stille med musikere og rektor Uffe Savery. Sidstnævnte kan opleves i en samtale med Thure Lindhardt under overskriften ”Kammertonen”, hvor musikere fra konservatoriet også vil indgå.

Som i 2021 vil Oure Højskole danne rammen omkring festivalen, der i år fordeler sig ud over fire forskellige scener – herunder både Oures foredragssal og et udendørstelt, hvor man rigtigt kan mærke festivalstemningen.

Ambitionsniveauet er skruet op

RESONANS er sat i verden af en styregruppe bestående af Stine Bosse (bestyrelsesformand for TELE Greenland, Europabevægelsen og PlanBørnefonden), Thure Lindhardt (skuespiller), Lars Seeberg (direktør for see@art), Jasper Gramkow Mortensen (skoleleder og forstander for Oure Højskole) og Christian Have (debattør, kommunikationsekspert og indehaver af HAVE Kommunikation & PR).

Stine Bosse fortæller begejstret om arbejdet med 2022-udgaven af RESONANS:

”Efter succesen i 2021 har vi skruet ambitionsniveauet op, og vi glæder os til at præsentere et endnu stærkere program i år, som rummer endnu flere inspirerende navne fordelt på flere scener. Det vil både give publikum en endnu bedre oplevelse og tillade den samlede festival at sætte et stærkere aftryk på samfundsdebatten om dannelse – og det er lige præcis dét, vi går efter.”

Mange flere navne vil blive offentliggjort i de kommende uger. Følg med, læs mere og køb billetter på RESONANS 2022 på RESONANS.live. Følg RESONANS på Instagram via @resonans.live.

Indstil kandidater til Artbeat Prisen 2022: Hvem er Danmarks bedste kulturformidlere?

HAVE Kommunikation & PR og Spar Nord Fondens traditionsrige kulturformidlingspris, Artbeat Prisen, bliver uddelt den 14. marts 2022 på Aveny-T.

Der uddeles tre priser – Hovedprisen, Særprisen og Talentprisen – og du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde.

Netop nu er det nemlig muligt at indstille kandidater til de tre priser, og det foregår på Artbeat Prisens website. Du kan indstille frem til og med den 8. januar, og alle forslag bliver forelagt juryen.

Her kan du læse om, hvordan man gør sig fortjent til de tre priser:

  • HOVEDPRISEN: Gives til den person, den organisation eller det projekt, som inden for det seneste år har været absolut bedst til at vise retningen og sætte en ny standard inden for kulturformidling.

  • SÆRPRISEN: Gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har været et forbilledligt eksempel på, hvordan en uforudsigelig og original tilgang kan skabe rammerne for morgendagens kulturformidling.

  • TALENTPRISEN: Gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har udvist et særligt stort talent inden for kulturformidling og, som følge heraf, er på vej til at indtage en markant position i det danske kulturliv.

Kom med til Vækst med Kultur 2021

Vækst med Kultur er Dansk Erhverv og HAVE Kommunikation & PRs årlige nationale konference, som med stor succes har været afholdt i København fra 2017 og frem.

Omdrejningspunktet for Vækst med Kultur er potentialet i partnerskaber mellem kultur og erhverv, der præsenteres med cases og indsigter i udvikling af nye forretningsmodeller, produkter, services og oplevelser. 

Programmet for 2021-udgaven ligger nu klar, og du kan glæde dig til at møde disse spændende speakers:

  • Charlotte Andersen, marketingdirektør, Rødovre Centrum

  • Jesper Christensen, adm. direktør, Live Nation

  • Njusja de Gier, Senior Vice President Marketing, Kvadrat

  • Katrine Granholm, digital børneredaktør, DR Minisjang

  • Per Halgren, adm. direktør, Jeudan

  • Kasper Holten, teaterchef, Det Kongelige Teater

  • Anne Sophia Hermansen, kulturkommentator, Berlingske

  • Jakob Jensen, adm. direktør, DBU

  • Anne Krogh, Customer Insights Manager, IKEA

  • Lennart Lajboschitz, CEO, Mitco

  • Henrik Lübker, Creative Director, H.C. Andersens Hus

  • Brian Mikkelsen, adm. direktør, Dansk Erhverv

  • Theis Pedersen, indsamlingschef, Muskelsvindfonden

  • Søren Pape Poulsen, partiformand, Det Konservative Folkeparti

  • Matias Seidler, Culture & Heritage Lead, Khora VR

  • Claus Thomsen, direktør, Divisionsforeningen

  • Andreas Vetö, direktør, Danmarks Underholdningsorkester

  • Frederik Wiedemann, kulturchef, Tivoli

Traditionen tro er Christian Have og Ane Cortzen konferencens moderatorer.

Kultur og sundhed blev sat på dagsordenen i Musikkens Hus

Christian Have var den 5. oktober moderator for en debat om kultur og sundhed i Musikkens Hus mellem kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (billedet), regionsrådsformand Ulla Astman og overlæge Per Thorgaard, overlæge og medlem af NOCKS – Nordjysk Center for Kultur og Sundhed på Aalborg Universitet.

I 2019 rullede en ambulance ind på Kulturmødet og bidrog til for alvor at få sat krydsfeltet kultur og sundhed på dagsordenen. Den 5. oktober dannede Musikkens Hus rammen omkring en inspirerende paneldebat, hvor kulturministeren bakkede op om denne vigtige dagsorden.

Flere undersøgelser har påvist, at der er en sammenhæng mellem kultur og sundhed, og netop dette udgjorde omdrejningspunktet for debatten.

Som følge af tætte samarbejder på tværs af forskellige sektorer er eksperterfaringen i Nordjylland stor, når det kommer til at dokumentere, hvordan eksempelvis musik, kunst og teater kan være med til at lindre en række lidelser, heriblandt depression.

Så spørgsmålet er: Hvorfor bruger vi ikke denne viden til systematisk at udarbejde endnu mere sundhedsfremmende kulturindsatser?

Foruden paneldebatten holdt hver deltager desuden et 10-minutters oplæg.