Skal vi vinke farvel til fodboldens samlende kræfter?

“Jeg vil gerne være stolt af at repræsentere Frankrig, men jeg vil ikke repræsentere et land, der ikke deler mine værdier eller vores værdier.”

Sådan lød udmeldingen fra Kylian Mbappé, der generelt betegnes som verdens bedste fodboldspiller. Udtalelsen kom på et pressemøde dagen før Frankrigs første kamp ved EM.

Som den absolut største stjerne på det hold, der samtidig er favorit til at vinde hele turneringen, er hans megafon også megastor. Alt, hvad han siger, der går udover fodboldfaglige almindeligheder, vækker opsigt og har potentiale til at danne overskrifter verden over.

Det gjorde det også, da han gav udtryk for, at man ikke kan tage ham for givet som Frankrigs repræsentant, hvis det franske valg resulterer i, at det populistiske højrefløjsparti Rassemblement National kommer til magten – sådan som meningsmålerne spår.

Mbappé har udtalt, at han er ”imod ekstreme holdninger og ideer, der splitter folket”, og at højredrejningen i Frankrig er ”en situation, der er endnu vigtigere end spillet”.

En anden spiller fra det franske landshold, Marcus Thuram, har også udtrykt sit inderlige ønske om, at Rassemblement National holdes fra magten.

Den franske landstræner Didier Deschamps er ikke selv kommet med tilsvarende udmeldinger, men han støtter op om Mbappé og Thurams ytringsfrihed:

”Vi må anerkende, at de er store spillere, men også franske borgere, som ikke er immune over for eller ligeglade med situationen i landet.”

Det er svært at forestille sig en lignende situation i dansk kontekst, hvor eksempelvis Christian Eriksen eller Rasmus Højlund skulle benytte deres respektive megafoner til at advare imod, at specifikke politiske partier kom til magten i Danmark:

“Jeg vil gerne være stolt af at repræsentere Danmark, men hvis Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige kommer til magten, så er jeg ikke så sikker på, at jeg har lyst til at trække i landsholdstrøjen længere!”

Dén udtalelse kommer vi næppe til at høre dem sige nogensinde. Det er nok af det gode, for ikke mindst i Danmark elsker vi fodbold som det fænomen, der måske er allerbedst til at samle os – på tværs af både politiske, kulturelle og generationsmæssige skel.

I en tid, der netop føles tiltagende polariseret, føles det ovenud positivt, at vi bare kan være røde og hvide og stå sammen side om side i løbet af de uger, en slutrunde varer.

Men når dét er sagt, så er der ingen tvivl om, at netop den polarisering, der aktuelt er så fremherskende, er i gang med at fremtvinge en udvikling, hvor vi ser politiske udtalelser fra alverdens aktører, som ellers ikke plejer at ytre sig på denne måde. Det ser vi ikke kun i sportens verden, men også inden for kulturen, hvor der eksempelvis lægges pres på Taylor Swift i forhold til at udtale sig om krigen i Gaza og vise sin opbakning til palæstinenserne.

Indenfor fodbold har vi tidligere set store og vigtige kampagner, som har taget vigtige kulturelle opgør, der ikke direkte havde noget med selve sporten at gøre. Det gælder især i forhold til racisme og homofobi – såsom UEFA’s ”Say No To Racism”-kampagne og det britiske initiativ ”Football v Homophobia”.

I dag tager vi måske for givet, at den professionelle fodbold skal være anti-homofobisk og anti-racistisk, men disse tiltag har relativt set kun ganske få år på bagen. Det, som Mbappé slår et slag for, er en kamp mod politisk ekstremisme.

Så ligesom fodboldverdenen aktivt bekæmper homofobi og racisme, kan vi så også forvente, at den nu begynder aktivt at bekæmpe politisk ekstremisme? Det gør vi nok ikke, for det er ikke lige så entydigt, hvad ”politisk ekstremisme” dækker over, udover at vi ved, at Mbappé henviser specifikt til Rassemblement National.

Vi kommer næppe til at se en ”Say No To Extremism”-kampagne fra UEFA’s side, fordi ekstremisme som bekendt kan finde sted på både højre og venstre fløj – og hverken UEFA eller nogen andre større sammenslutninger ønsker formodentlig at blive spændt for to vogne, der går i hver sin retning.

Det, vi dog kan føle os ret sikre på, er, at der vil være flere og flere sportsstjerner og popstjerner, der tager tydeligt politisk stilling til det, som de selv nu engang mener er ekstremt og derfor værd at ytre sig om. Enten af egen fri vilje ligesom Mbappé, eller fordi de lægges under pres ligesom Taylor Swift.

Tiden vil så vise, om verden rent faktisk bliver et bedre sted af, at disse sports- og popikoner gør brug af deres megafoner.

I bedste fald vil det lykkes dem at skubbe verden i en mere tolerant, mangfoldig og demokratisk retning, sådan så disse værdier bliver lige så selvfølgelige som kampen mod homofobi og racisme.

I værste fald får vi sat turbo på polariseringen, så vi hverken kan holde med et fodboldhold eller lytte til en popsang uden at føle, at vi dermed også tager et markant politisk standpunkt.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 28. juni 2024.

Vi har allerede rygeforbud – er det på tide med et forbud af mobiltelefoner?

Vi kender det alle sammen. Vi sidder rundt om spisebordet med familien. Eller i sofaen for at spille et spil eller måske se et afsnit af ”X Factor”. Men der er noget, der distraherer. Enten er den i lommen, på bordet eller allerede i hånden. Det er selvfølgelig den forbistrede smartphone, jeg taler om.

Tingesten, som får os alle sammen til at rette både blikket og opmærksomheden ned mod dens lille, lysende skærm. I stedet for at kigge op og være til stede i rummet sammen med de mennesker, der fysisk omgiver os.

Den samme adfærd ser vi i toget, hvor de færreste nu kigger ud ad vinduet eller snakker med personen ved siden af. På restauranten, hvor det, der sker på mobilen, kan forekomme lige så vigtigt, som den samtale, man i stedet kunne have med personen overfor.

Til frokosten på arbejdspladsen, der skulle være et socialt afbræk fra den travle dag, men i stedet ofte bliver brugt på at tjekke telefonen for beskeder og e-mails og notifikationer fra diverse apps.

Lige så langsomt er der ved at opstå konsensus om, at vi i det mindste må forbyde mobiltelefoner i skolen. Debatten er taget til i de seneste år, og flere skoler har allerede indført et forbud. Faktisk er det ifølge TV 2 Fyn tilfældet hos tre fjerdedele af alle skoler på Fyn.

Selvom regeringen ikke vil indføre et national forbud, så slog børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) dog fast i december, at det er positivt, at folkeskolen er ”på vej i en rigtig god og mere restriktiv og skærmkritisk retning på området”. Fortsætter udviklingen, er der måske rent faktisk udsigt til, at de yngste generationers mobilafhængighed bliver mærkbart mindre inden for en overskuelig årrække. Det vil ifølge eksperterne styrke de sociale fællesskaber, det fysiske aktivitetsniveau og naturligvis koncentrationsevnen i timerne. Så langt så godt.

Men vi narrer os selv, hvis vi tror, at problemet med mobilafhængigheden dermed er løst. For som illustreret indledningsvist er det langt fra kun i folkeskolen, at problemet findes.

Det er, groft sagt, et fundamentalt samfundsmæssigt problem, for både unge, voksne og seniorer bliver påvirket negativt af deres telefoner – på de samme sociale, fysiske og koncentrationsmæssige parametre.

Hvordan skulle man dog bære sig ad med at bekæmpe dette problem på nationalt niveau? Her er det oplagt at hente inspiration fra tidligere tider. Helt specifikt kan vi tænke tilbage på dengang, det var helt naturligt, at man røg alle vegne. På restauranter og caféer, naturligvis, men også i bilen og endda, når man var ude at flyve.

Med tiden blev vi indhentet af vores egen snusfornuft og begyndte at indføre alverdens rygeforbud, så der i dag findes udendørsarealer, hvor det ikke er tilladt at tænde en smøg. Havde man malet et sådant fremtidsbillede for fortidens Marlboro-mænd, var de uden tvivl faret i flint og havde kaldt det en voldsom krænkelse af deres personlige frihed.

Men ikke desto mindre lykkedes det, og danskerne er uden tvivl et langt sundere folkefærd som følge af de forskellige rygeforbud. I dag kan vi så udskifte storrygerne med de uendeligt mange smartphoneafhængige danskere, der næsten ikke kan trække vejret ved tanken om at skulle undvære den digitale dims.

Det ville uden tvivl også udløse lidt af et ramaskrig, hvis der blev udført et mobilforbud i voksen-Danmark. Men måske vi kunne starte i det små og så se, hvordan det gik. For eksempel kunne vi jo starte med en lovgivning, der gør det tilladt for både offentlige og private aktører at indføre mobilfri zoner. Eksempelvis på restauranter. I den offentlige transport. Ved koncerter og sportsbegivenheder. I rekreative områder.

Selvfølgelig akkompagneret af en mulighed for at få opbevaret sin telefon et sikkert sted, mens man for eksempel nyder sin mad, oplever en koncert eller slikker sol i en park.

Heldigvis er mobiltelefonerne jo ganske små, så det bør ikke kræve nogen større teknologiske landvindinger at få skabt en standardiseret boks, som en mobil midlertidigt kan opbevares i – uden frygt for, at den bliver stjålet undervejs.

Rygerne følte sig i sin tid chikanerede af rygeforbuddene. Det er nemt at spå, at vi ville høre en tilsvarende kritik af sådanne mobilforbud. Men i dag ved vi, at Danmark er et bedre sted at leve, bo og færdes end dengang, kæderygning var lidt af en nationalsport.

På samme måde er der også al grund til at tro på, at Danmark tilsvarende bliver et bedre sted, når vores smartphones en skønne dag forhåbentlig får en markant mindre dominerende rolle – i både skolerne, i familierne, på arbejdspladsen og i det offentlige rum.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 20. maj 2024.

En konstruktiv dialog mellem kulturaktørerne og medierne er nødvendig, hvis kulturjournalistikken skal styrkes

Det er helt korrekt, at kulturstoffet over en bred kam er blevet nedprioriteret i løbet af den seneste tid. Det er blevet livligt debatteret, ikke mindst her i Kulturmonitor.

Derfor er det også helt relevant, at kulturlivets aktører sætter endnu mere fokus på problematikken. Præcis sådan som en bred vifte af kulturaktører fra Odense for nylig gjorde det i et fælles indlæg i Fyens Stiftstidende.

Her slog de helt konkret fast, at dækningen af kunst- og kulturlivet er forsvundet i avisen, og de kom med en klar opfordring til den:

»Få nu prioriteret kulturstoffet, som I får mediestøtten til. I svigter de professionelle udøvere i kulturlivet, men først og fremmest svigter I den demokratiske debat, sammenhængskraften i lokalsamfundet og læserne.«

I et svar på kritikken tog Poul Kjærgaard, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, fat i den centrale udfordring, da han konstaterede, at journalistikken er værdiløs, hvis man ikke formår at fange læsernes opmærksomhed:

»En seksstjernet kulturanmeldelse eller en indsigtsfuld kritik har først rigtig værdi, når den bliver læst.«

Dialogen, der foregår mellem de to lejre, er både relevant og spændende. Men det er også en debat, der får kulturaktørerne på den ene side og medierne på den anden side til at fremstå som to grupperinger, der har mere forskelligartede ønsker og målsætninger, end de nok i virkeligheden har.

Næppe nogen modvilje

Alle ved, at medierne i denne tid er ekstremt hårdt pressede på økonomien, især på grund af techgiganterne, som har hevet tæppet væk under hele forretningsmodellen. Læg hertil truslen fra kunstig intelligens og de markant ændrede medievaner, som vi alle sammen har tillagt os i løbet af ganske kort tid.

Således er der næppe nogen egentlig modvilje overfor kulturstoffet fra mediernes side. Tværtimod er der nok redaktører og journalister over hele landet, der sidder og tænker: »Vi ville sgu gerne dække kulturen – men der er bare ikke rigtigt nogen, der hverken læser, hører eller ser stoffet«.

Hvis der faktisk var tilstrækkeligt med læsere, ville man dermed heller ikke nedprioritere kulturen som stofområde. Men hvis tiden ganske enkelt er løbet fra den traditionelle kulturdækning, samtidig med at kulturlivet bryster sig af flotte publikumstal, så er der åbenlyst et misforhold.

Borgerne rundt om i landet interesserer sig uden tvivl for kulturen – men bare ikke så meget for kulturdækningen, sådan som den lige nu tager sig ud rundt omkring hos de etablerede medier.

Dog er det ikke kun medierne, men også kulturaktørerne selv, der har et ansvar for, at den kulturformidling, der er ved at forsvinde, bliver gjort attraktiv og inspirerende på helt nye måder.

En konstruktiv dialog

Derfor bør dialogen mellem de to lejre først og fremmest handle om, hvordan man i fællesskab kan sikre de bedst mulige vilkår for den kulturjournalistik, der faktisk også er aftagere af. For så får begge parter det, de vil have: Kulturaktørerne får synlighed, og medierne får øgede læsertal.

En sådan dialog kan tages på mange måder. Hos JP i Aarhus har man demonstreret en mulig vej frem, da avisen den 19. marts inviterede en vifte af aarhusianske kulturinstitutioner til en workshop, der netop skulle gøre parterne klogere på hinandens behov og samtidig understøtte udviklingen af kulturstoffets form og indhold.

Når medierne og kulturaktørerne opfordres til at tage et fælles ansvar, betyder det ikke, at der skal slækkes på armslængdeprincippet. Armslængden skal så afgjort bevares, og de redaktionelle beslutninger skal altid træffes af medierne.

Kulturaktørerne bør dog have lov til at inspirere medierne til nye måder at udvikle kulturjournalistikken på, ligesom medierne bør have lov til at inspirere kulturinstitutionerne til at skabe oplevelser og formater, som kan frembringe helt nye muligheder og perspektiver i kulturstoffet.

Så lad dette være en opfordring til, at medier og kulturaktører sætter sig sammen – midt i denne udfordrende tid – og tager en konstruktiv dialog i stedet for at skyde på hinanden.

For i fællesskab kan de to lejre skabe de allerbedste forudsætninger for en sprudlende, inspirerende og dagsordensættende dækning af kulturlivet.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 14. maj 2024.

Frigast-udvalget gambler med Danmarks særlige styrkeposition inden for oplevelsesindustrien

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet de store og negative konsekvenser af Frigast-rapportens anbefalinger om kraftige reduktioner i investeringerne i København som turistattraktion og drivende faktor for brandingen af vores nation i udlandet.

Men det står ikke alene, og det er således ikke bare det ene strategiske ben under Danmarks ellers stærke markedsposition inden for oplevelsesindustrien, som rapporten udfordrer.

Nogle af anbefalingerne vil også skade det andet ben og dermed indsatsen på et felt, hvor Danmark i international sammenhæng er fuldstændig unik.

Turisme er i dag blevet en politisk varm kartoffel. Mange lande baserer en markant del af deres økonomi på oplevelsesindustrien, men prisen for masseturismen er begyndt at blive for høj.

Belastningen på førende turistattraktioner og generne for byernes indbyggere er overvældende, og i byer som Venedig, Firenze og Amsterdam forbyder man krydstogtskibe, laver betalingszoner med mere for at begrænse antallet af turister, der år for år vokser i antal.

Den danske succesformel

I Danmark oplever vi også vækst i turismen. Men hos os er der ikke den negative slagside.

Selv om vi i 2023 igen satte rekord, målt i kommercielle overnatninger, og samlet set kan nyde godt af tocifrede milliardindtægter fra udenlandsk turisme, flere tusinde turistskabte arbejdspladser og et kæmpe afledt boost af Danmark som brand i udlandet, er vi ikke ved at gå i knæ under presset.

Tværtimod. Og det skyldes, at vi i flere år har arbejdet med en målrettet strategi, der bringer alle Danmarks styrkepositioner i spil, sikrer en stor spredning af turismen til hele landet og dermed lader de to strategiske ben, som vores oplevelsesindustri står på, supplere og understøtte hinanden for bæredygtig vækst.

Det er denne tobenede strategi – den danske succesformel – som Frigast-rapporten udfordrer.

Konkret er rapportens anbefaling, at man skærer hele finansieringen af udviklingsfællesskabet Dansk Kyst- og Naturturisme bort. Begrundelsen er – ligesom i tilfældene med Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Wonderful Copenhagen – at man mener, dette bør ligge i de lokale budgetter.

Men som med anbefalingen om at lade Københavns Kommune overtage det økonomiske ansvar, rammer rapportens konkluderende anbefaling på dette område forbi. Her endda med endnu alvorligere konsekvenser.

Dansk Kyst- og Naturturisme er nemlig den eneste institution, der kan sikre, at vi arbejder på et samlet nationalt niveau med involvering af alle relevante aktører, hvilket er en forudsætning, hvis vi skal lykkes.

Den hellige treenighed: natur, kunst og kultur

Der bliver jævnligt lavet analyser af, hvilke elementer der er de stærkeste drivere for vækst i oplevelsesindustrien. Og i de seneste år har det været tydeligt, at lande, der kan tilbyde gæster en kombination af naturoplevelser, kunst og kultur, opfattes som de mest attraktive.

I international sammenhæng har Danmark på dette punkt en ganske særlig styrkeposition.

For samtidig med at vi har en spændende og mangfoldig hovedstad, med både en kulturarv, seværdigheder og events, der driver en stor del af brandingen af landet som et attraktivt turistmål, så står vi tilsvarende stærkt i kraft af vores natur og kultur ude i landet.

Vi har blandt andet en af verdens længste kyststrækninger i forhold til vores størrelse og lokalsamfund med ganske særlige karakteristika, som få andre lande i verden kan matche.

Vi har den formidable kystlinje, der går fra det brusende Vesterhav til billedskønne fjorde med havblik. Samtidig er vi uden for byerne et land, hvor blikket kan hvile på høje horisonter, skove og enge.

I kombination med dette har vi en scene for kunst og kultur, der ikke kun er centraliseret omkring de store byer, men kan findes i hele landet med unik lokal forankring i egnens historie og egenart. For et land af vores størrelse er diversiteten og rigdommen i de mange forskellige oplevelser af natur, kunst og kultur bemærkelsesværdig.

Misser målet

Uanset hvor man kommer i landet, vil man kunne opleve kombinationen af disse tre elementer.

Frigast-rapporten er overordnet set en velkommen analyse og evaluering af erhvervsstøtten, og der er mange gode pointer og anbefalinger. Zoomer man ind på området oplevelsesindustri, misser den imidlertid målet.

Anbefalingerne vil nemlig underminere den tobenede danske strategi, der leverer solide økonomiske afkast. For at realisere det fulde potentiale må vi nemlig både arbejde målrettet med hovedstaden som drivende faktor til branding af landet og samtidig styrke og koordinere en samlet national indsats.

Det er en betingelse, hvis vi skal bringe Danmarks særlige styrkeposition, der kombinerer natur, kunst og kultur i spil, og dermed forudsætningen for de tocifrede milliardindtægter, generering af tusindvis af jobs og en bæredygtig vækst, der løfter hele landet og mindsker uligheden mellem land og by.

Det er dette, Frigast-rapporten gambler med i sine anbefalinger.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 25. april 2024.

Frigast-udvalget mangler fornemmelse for kulturen og oplevelsesturismens værdi

Frigast-rapportens kommissorium var at gennemgå statens erhvervsstøtte, der yder tilskud eller giver skattemæssige lempelser til udvalgte aktører i forskellige erhverv og sektorer. Frigast-udvalget havde en bunden opgave om at sanere flere ordninger blandt andet med henblik på besparelser.

Overordnet set er udvalgets gennemgang og i nogle tilfælde sanering af de mange forskellige støtteordninger fornuftig. At institutioner og aktører inden for kultur, turisme og oplevelsessektoren indgår og bliver underkastet et eftersyn på linje med og efter de samme principper som andre sektorer, vidner desuden om, at disse bliver taget alvorligt som investeringer, som det forventes vil generere afkast til gavn for samfundsøkonomien eller understøtte andre samfundshensyn af vital karakter.

Forudsætning for, at dette kan gøres meningsfuldt, er imidlertid, at det sker med en grundlæggende forståelse af netop de samfundsøkonomiske mekanismer, og hvilken rolle kulturen spiller for dem. Og her misser udvalgets eksperter nogle væsentlige pointer.

Kulturens betydning

Ekspertgruppens forslag til helt eller delvist at fjerne støtten til store institutioner inden for arkitektur, design og oplevelsesturisme, herunder Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center, Wonderful Copenhagen og en række turismeudviklingsselskaber viser, at de ikke har den nødvendige indsigt.

Dels er ekspertudvalget fanget i en forældet opfattelse af, hvilken rolle kultur spiller. Om noget, var det det, vi lærte under pandemiens nedlukning. I en tid med fremmedgørelse, bekymringer og frygt var det kulturen og dens institutioner befolkningen søgte. De søgte fællesskaber – nye fællesskaber – via kulturen. Kulturen blev sammenhængskraften i en tid, hvor hjemsendelser og mundbind skabte afstand. Og det er kun fortsat i årene efter.

Se på billederne fra da Tour de France havde etaper i Danmark. Befolkningen søger mod de fælles kulturelle oplevelser. Det er her, vi finder mening og oplever den sammenhængskraft, der ellers er udfordret i en digitaliseret og polariseret tid, hvor ensomhed og den mistrivsel, den medfører, efterhånden er ved at blive et problem, der også trækker negative samfundsøkonomiske spor.

Det er også de kulturelle værdier, der er forudsætningen for, at vi kan tiltrække den internationale arbejdskraft, vi har så meget brug for. Det er ikke et tilfælde at begrebet ’hygge’ har gået sin sejrsgang internationalt, og at noget af det første udlændinge fremhæver, når talen falder på Danmark, er vores lange tradition for godt design og kvalitet. Det er kulturelle produkter, der bærer opfattelsen af, hvordan man ser os som nation og grunden til, at udlændinge vælger Danmark som kommende arbejdsplads frem for andre.

Danmark som et brand og hovedstadens rolle

Det andet punkt, hvor ekspertgruppen misser målet, kan man udlede af deres forslag til at fjerne støtten til Wonderful Copenhagen (WoCo). Og man kan paradoksalt nok finde grunden i dens eget argument for, at der kan gives statslig støtte til turisme og oplevelseskultur: »… turismeproduktet – modsat andre produkter – er sammensat af en meget forskelligartet portefølje af tilbud, som tilsammen udgør det danske turismebrand, hvilket kræver en koordineret indsats at opbygge«.

Det har ekspertgruppen fuldstændig ret i, hvorfor det kan forekomme mystisk, at de anbefaler, at støtten til WoCo fjernes med henvisning til, at det ikke er en statslig opgave. Måske er det fordi, de – trods kendskabet til begrebet branding – ikke har forstået, hvordan det fungerer, og hvilken rolle en hovedstad spiller for et land.

Et lands hovedstad er uden sammenligning det stærkeste kort til branding af hele nationen. Paris er Frankrig, London er England, Sydney er Australien. Og København er Danmark. At promovere og vise København trækker også turister til feriehuse på Vestkysten og festivaler på Fyn. Det er i høj grad gennem promoveringen af hovedstaden, vi bliver bevidste om et land og nysgerrige efter at vide mere.

Til det er de store kultur- og oplevelsesevents, som varetages af WoCo, en fantastisk national platform til international promovering og branding af Danmark. Det er events, som tiltrækker turister og skaber begejstring og engagement i hele befolkningen.

Mange af de events, der ligger under WoCos resort er desuden internationale events, der også afholdes i andre lande. Dette er en oplagt mulighed for at promovere danske værdier. Vi gør det på vores måde, og billederne, der går verden rundt, er ikke bare billeder af vores smukke hovedstad med brosten, moderne og klassisk arkitektur og smilende politibetjente. Det er danskerne og det særlige danske islæt kendetegnet af tryghed, lighed og humor. Vores kulturelle dna.

Erhvervsstøtte skal gives så målrettet og omkostningseffektivt som muligt. Det er samfundets penge, og samfundet skal derfor have gavn af de investeringer, der laves. Og kunst, kultur og turisme skal naturligvis måles og vejes på lige fod med andre erhverv. Men vi må fastholde, at det skal ske på et fagligt grundlag og med forståelse for, hvordan netop disse bidrager.

Det er muligt, at ekspertudvalget ikke har haft adgang til eller har benyttet sig af de data, der ligger, fordi man skal se andre steder end for mange andre erhverv, men selvom vi skal blive bedre til netop at indsamle disse data, så findes der både i Danmark og internationalt mange gode kilder. I den videre politiske behandling af anbefalingerne, må man håbe, at disse bliver inddraget.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 20. marts 2024. Illustration: DALL-E & Adobe Photoshop.