Kronik: Kommer en popstjerne til at afgøre det amerikanske valg?

I oktober sidste år blev hun dollarmilliardær. Med sin "Eras"-turné har hun lagt verden for sine fødder og mærkbart påvirket adskillige landes bruttonationalprodukter via det turismeboom, som hendes koncerter har udløst.

Hendes musik sætter alverdens salgs- og streamingrekorder. Udover at have uendeligt mange trofaste fans, nyder hun også kritikernes anerkendelse, og der står hele 14 Grammy’er på kaminhylden.

Som det kærestepar, hun danner med Super Bowl-vinderen Travis Kelce, udgør hun i stil med Beyoncé og Jay-Z det tætteste, som amerikanerne kommer på royale kendisser.

Taylor Swift er dermed ikke blot ”the woman of the moment”, men snarere ”the woman of our era”. Hendes kulturelle gennemslagskraft er global, og hvad enten man ønsker det eller ej, bliver man som menig borger – også i Danmark – oversvømmet med nyheder om, hvad hun har af holdninger.

I hvert fald, når hun udtaler sig om det nært forestående amerikanske præsidentvalg. Det gjorde hun den 11. september på Instagram. Til sine 284 millioner følgere – og dermed hele verden.

Hun gjorde det klart, at hun har i sinde at stemme på Kamala Harris og Tim Walz. Fordi Harris kæmper for de rettigheder og sager, som Swift selv tror på. Fordi Harris repræsenterer ro frem for kaos, og fordi Walz er en mangeårig forkæmper for seksuelle minoriteters rettigheder, for kunstig befrugtning og for en kvindes ret til at bestemme over sin egen krop.

Hun tilføjede, at hun havde gjort sin research og truffet sit valg, og at det nu er op til hendes følgere at gøre det samme. Akkompagneret af en opfordring til at registrere sig til at stemme, sådan som man er nødt til at gøre i USA. Alt sammen uden at nævne Donald Trump og uden at sige, at man er et dårligt menneske, hvis man ender med at stemme anderledes, end hun selv gør.

Når det kommer til kendte menneskers politiske tilkendegivelser, kan det næsten ikke gøres på en mere elegant og sober måde. I tiden siden Swifts opslag er medierne ikke desto mindre gået i selvsving, både over hendes udmelding og over den harme, som Trump, vicepræsidentkandidat J.D. Vance og mange andre republikanere har sendt i retning af Swift.

Det har vakt megen opsigt, at Swift i sit opslag kækt kaldte sig selv for en ”barnløs kattedame”. Dermed klassificerede hun nemlig sig selv som en af de borgere, som Vance groft har kritiseret, fordi barnløse amerikanere ifølge ham ikke er tilstrækkeligt investerede i USA’s fremtid. Intet fik dog mere opmærksomhed end Trumps respons, som kom nogle dage senere. På sin Twitter-kopi, Truth Social, skrev han simpelthen: ”Jeg hader Taylor Swift!”

Set lidt på afstand må man konstatere, at popkulturen én gang for alle er gået fra primært at være underholdning til nu at være politisk dynamit. Hun er langt fra den første popstjerne, hvis politiske udtalelser har vakt opsigt. Men der er ingen tvivl om, at hun med sin megastjernestatus er den person fra kulturens verden, der har de bedste forudsætninger for at påvirke verdens udvikling.

Eksempelvis har Bob Geldof, Bruce Springsteen og Bono sikkert haft hede drømme om at have lige så stor popkulturel gennemslagskraft, som Swift har netop nu. Men ret beset når de hende ikke til sokkeholderne.

Det store spørgsmål er naturligvis, om Swifts opbakning til Harris så bliver udslagsgivende ved valget den 5. november. Det kan vi naturligvis ikke vide endnu. Men med de små marginaler, der kommer til at afgøre valget, og med den unge målgruppe, som Swift især henvender sig til, er der store chancer for, at hendes udmelding kommer til at få en afgørende betydning for valgresultatet.

Valgkampen er i sig selv den mest polariserede og skarpe, som vi nogensinde har set. Læg hertil to attentatforsøg på den ene kandidat, en tidligere præsident, og den omstændighed, at en anden kandidat, en siddende præsident, valgte at trække sig få måneder før valget.

Men selv oven i alle disse chokerende og utrolige omstændigheder, er der en chance for, at det, der står tilbage, som det virkeligt bemærkelsesværdige, var Taylor Swift’s udmelding på Instagram. Hvis dét sker, så vil det gå over i historiebøgerne.

Hvad der end sker, er der ingen tvivl om, at hun med sin udmelding har fået mange mennesker til at registrere sig til at stemme, og at hun har bidraget til at gøre valget tættere, end det var for få måneder siden.

Men vi må vente og se, om hun rent faktisk kommer til at afgøre, hvem der kommer til at sidde i Det Hvide Hus – og dermed afgøre USA’s og store dele af den øvrige verdens skæbne.

Herhjemme er jeg selv gået i tænkeboksen for at gruble over, hvilken dansk kulturpersonlighed der potentielt kunne afgøre et dansk folketingsvalg. Mon der faktisk er nogen, der kunne gøre det? Måske – måske ikke.

Men i Danmark har vi det jo med at lade os inspirere af USA og kopiere mange af de tendenser, vi kender derovrefra. Så hvem ved: Måske vi om få år kan sige, at var det ikke for denne popstjernes udtalelser, så havde statsministeren været en anden?

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 28 sep. 2024

Illustration: Gert Ejton

Skal vi vinke farvel til fodboldens samlende kræfter?

“Jeg vil gerne være stolt af at repræsentere Frankrig, men jeg vil ikke repræsentere et land, der ikke deler mine værdier eller vores værdier.”

Sådan lød udmeldingen fra Kylian Mbappé, der generelt betegnes som verdens bedste fodboldspiller. Udtalelsen kom på et pressemøde dagen før Frankrigs første kamp ved EM.

Som den absolut største stjerne på det hold, der samtidig er favorit til at vinde hele turneringen, er hans megafon også megastor. Alt, hvad han siger, der går udover fodboldfaglige almindeligheder, vækker opsigt og har potentiale til at danne overskrifter verden over.

Det gjorde det også, da han gav udtryk for, at man ikke kan tage ham for givet som Frankrigs repræsentant, hvis det franske valg resulterer i, at det populistiske højrefløjsparti Rassemblement National kommer til magten – sådan som meningsmålerne spår.

Mbappé har udtalt, at han er ”imod ekstreme holdninger og ideer, der splitter folket”, og at højredrejningen i Frankrig er ”en situation, der er endnu vigtigere end spillet”.

En anden spiller fra det franske landshold, Marcus Thuram, har også udtrykt sit inderlige ønske om, at Rassemblement National holdes fra magten.

Den franske landstræner Didier Deschamps er ikke selv kommet med tilsvarende udmeldinger, men han støtter op om Mbappé og Thurams ytringsfrihed:

”Vi må anerkende, at de er store spillere, men også franske borgere, som ikke er immune over for eller ligeglade med situationen i landet.”

Det er svært at forestille sig en lignende situation i dansk kontekst, hvor eksempelvis Christian Eriksen eller Rasmus Højlund skulle benytte deres respektive megafoner til at advare imod, at specifikke politiske partier kom til magten i Danmark:

“Jeg vil gerne være stolt af at repræsentere Danmark, men hvis Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige kommer til magten, så er jeg ikke så sikker på, at jeg har lyst til at trække i landsholdstrøjen længere!”

Dén udtalelse kommer vi næppe til at høre dem sige nogensinde. Det er nok af det gode, for ikke mindst i Danmark elsker vi fodbold som det fænomen, der måske er allerbedst til at samle os – på tværs af både politiske, kulturelle og generationsmæssige skel.

I en tid, der netop føles tiltagende polariseret, føles det ovenud positivt, at vi bare kan være røde og hvide og stå sammen side om side i løbet af de uger, en slutrunde varer.

Men når dét er sagt, så er der ingen tvivl om, at netop den polarisering, der aktuelt er så fremherskende, er i gang med at fremtvinge en udvikling, hvor vi ser politiske udtalelser fra alverdens aktører, som ellers ikke plejer at ytre sig på denne måde. Det ser vi ikke kun i sportens verden, men også inden for kulturen, hvor der eksempelvis lægges pres på Taylor Swift i forhold til at udtale sig om krigen i Gaza og vise sin opbakning til palæstinenserne.

Indenfor fodbold har vi tidligere set store og vigtige kampagner, som har taget vigtige kulturelle opgør, der ikke direkte havde noget med selve sporten at gøre. Det gælder især i forhold til racisme og homofobi – såsom UEFA’s ”Say No To Racism”-kampagne og det britiske initiativ ”Football v Homophobia”.

I dag tager vi måske for givet, at den professionelle fodbold skal være anti-homofobisk og anti-racistisk, men disse tiltag har relativt set kun ganske få år på bagen. Det, som Mbappé slår et slag for, er en kamp mod politisk ekstremisme.

Så ligesom fodboldverdenen aktivt bekæmper homofobi og racisme, kan vi så også forvente, at den nu begynder aktivt at bekæmpe politisk ekstremisme? Det gør vi nok ikke, for det er ikke lige så entydigt, hvad ”politisk ekstremisme” dækker over, udover at vi ved, at Mbappé henviser specifikt til Rassemblement National.

Vi kommer næppe til at se en ”Say No To Extremism”-kampagne fra UEFA’s side, fordi ekstremisme som bekendt kan finde sted på både højre og venstre fløj – og hverken UEFA eller nogen andre større sammenslutninger ønsker formodentlig at blive spændt for to vogne, der går i hver sin retning.

Det, vi dog kan føle os ret sikre på, er, at der vil være flere og flere sportsstjerner og popstjerner, der tager tydeligt politisk stilling til det, som de selv nu engang mener er ekstremt og derfor værd at ytre sig om. Enten af egen fri vilje ligesom Mbappé, eller fordi de lægges under pres ligesom Taylor Swift.

Tiden vil så vise, om verden rent faktisk bliver et bedre sted af, at disse sports- og popikoner gør brug af deres megafoner.

I bedste fald vil det lykkes dem at skubbe verden i en mere tolerant, mangfoldig og demokratisk retning, sådan så disse værdier bliver lige så selvfølgelige som kampen mod homofobi og racisme.

I værste fald får vi sat turbo på polariseringen, så vi hverken kan holde med et fodboldhold eller lytte til en popsang uden at føle, at vi dermed også tager et markant politisk standpunkt.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 28. juni 2024.

Vi har allerede rygeforbud – er det på tide med et forbud af mobiltelefoner?

Vi kender det alle sammen. Vi sidder rundt om spisebordet med familien. Eller i sofaen for at spille et spil eller måske se et afsnit af ”X Factor”. Men der er noget, der distraherer. Enten er den i lommen, på bordet eller allerede i hånden. Det er selvfølgelig den forbistrede smartphone, jeg taler om.

Tingesten, som får os alle sammen til at rette både blikket og opmærksomheden ned mod dens lille, lysende skærm. I stedet for at kigge op og være til stede i rummet sammen med de mennesker, der fysisk omgiver os.

Den samme adfærd ser vi i toget, hvor de færreste nu kigger ud ad vinduet eller snakker med personen ved siden af. På restauranten, hvor det, der sker på mobilen, kan forekomme lige så vigtigt, som den samtale, man i stedet kunne have med personen overfor.

Til frokosten på arbejdspladsen, der skulle være et socialt afbræk fra den travle dag, men i stedet ofte bliver brugt på at tjekke telefonen for beskeder og e-mails og notifikationer fra diverse apps.

Lige så langsomt er der ved at opstå konsensus om, at vi i det mindste må forbyde mobiltelefoner i skolen. Debatten er taget til i de seneste år, og flere skoler har allerede indført et forbud. Faktisk er det ifølge TV 2 Fyn tilfældet hos tre fjerdedele af alle skoler på Fyn.

Selvom regeringen ikke vil indføre et national forbud, så slog børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) dog fast i december, at det er positivt, at folkeskolen er ”på vej i en rigtig god og mere restriktiv og skærmkritisk retning på området”. Fortsætter udviklingen, er der måske rent faktisk udsigt til, at de yngste generationers mobilafhængighed bliver mærkbart mindre inden for en overskuelig årrække. Det vil ifølge eksperterne styrke de sociale fællesskaber, det fysiske aktivitetsniveau og naturligvis koncentrationsevnen i timerne. Så langt så godt.

Men vi narrer os selv, hvis vi tror, at problemet med mobilafhængigheden dermed er løst. For som illustreret indledningsvist er det langt fra kun i folkeskolen, at problemet findes.

Det er, groft sagt, et fundamentalt samfundsmæssigt problem, for både unge, voksne og seniorer bliver påvirket negativt af deres telefoner – på de samme sociale, fysiske og koncentrationsmæssige parametre.

Hvordan skulle man dog bære sig ad med at bekæmpe dette problem på nationalt niveau? Her er det oplagt at hente inspiration fra tidligere tider. Helt specifikt kan vi tænke tilbage på dengang, det var helt naturligt, at man røg alle vegne. På restauranter og caféer, naturligvis, men også i bilen og endda, når man var ude at flyve.

Med tiden blev vi indhentet af vores egen snusfornuft og begyndte at indføre alverdens rygeforbud, så der i dag findes udendørsarealer, hvor det ikke er tilladt at tænde en smøg. Havde man malet et sådant fremtidsbillede for fortidens Marlboro-mænd, var de uden tvivl faret i flint og havde kaldt det en voldsom krænkelse af deres personlige frihed.

Men ikke desto mindre lykkedes det, og danskerne er uden tvivl et langt sundere folkefærd som følge af de forskellige rygeforbud. I dag kan vi så udskifte storrygerne med de uendeligt mange smartphoneafhængige danskere, der næsten ikke kan trække vejret ved tanken om at skulle undvære den digitale dims.

Det ville uden tvivl også udløse lidt af et ramaskrig, hvis der blev udført et mobilforbud i voksen-Danmark. Men måske vi kunne starte i det små og så se, hvordan det gik. For eksempel kunne vi jo starte med en lovgivning, der gør det tilladt for både offentlige og private aktører at indføre mobilfri zoner. Eksempelvis på restauranter. I den offentlige transport. Ved koncerter og sportsbegivenheder. I rekreative områder.

Selvfølgelig akkompagneret af en mulighed for at få opbevaret sin telefon et sikkert sted, mens man for eksempel nyder sin mad, oplever en koncert eller slikker sol i en park.

Heldigvis er mobiltelefonerne jo ganske små, så det bør ikke kræve nogen større teknologiske landvindinger at få skabt en standardiseret boks, som en mobil midlertidigt kan opbevares i – uden frygt for, at den bliver stjålet undervejs.

Rygerne følte sig i sin tid chikanerede af rygeforbuddene. Det er nemt at spå, at vi ville høre en tilsvarende kritik af sådanne mobilforbud. Men i dag ved vi, at Danmark er et bedre sted at leve, bo og færdes end dengang, kæderygning var lidt af en nationalsport.

På samme måde er der også al grund til at tro på, at Danmark tilsvarende bliver et bedre sted, når vores smartphones en skønne dag forhåbentlig får en markant mindre dominerende rolle – i både skolerne, i familierne, på arbejdspladsen og i det offentlige rum.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 20. maj 2024.

En konstruktiv dialog mellem kulturaktørerne og medierne er nødvendig, hvis kulturjournalistikken skal styrkes

Det er helt korrekt, at kulturstoffet over en bred kam er blevet nedprioriteret i løbet af den seneste tid. Det er blevet livligt debatteret, ikke mindst her i Kulturmonitor.

Derfor er det også helt relevant, at kulturlivets aktører sætter endnu mere fokus på problematikken. Præcis sådan som en bred vifte af kulturaktører fra Odense for nylig gjorde det i et fælles indlæg i Fyens Stiftstidende.

Her slog de helt konkret fast, at dækningen af kunst- og kulturlivet er forsvundet i avisen, og de kom med en klar opfordring til den:

»Få nu prioriteret kulturstoffet, som I får mediestøtten til. I svigter de professionelle udøvere i kulturlivet, men først og fremmest svigter I den demokratiske debat, sammenhængskraften i lokalsamfundet og læserne.«

I et svar på kritikken tog Poul Kjærgaard, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, fat i den centrale udfordring, da han konstaterede, at journalistikken er værdiløs, hvis man ikke formår at fange læsernes opmærksomhed:

»En seksstjernet kulturanmeldelse eller en indsigtsfuld kritik har først rigtig værdi, når den bliver læst.«

Dialogen, der foregår mellem de to lejre, er både relevant og spændende. Men det er også en debat, der får kulturaktørerne på den ene side og medierne på den anden side til at fremstå som to grupperinger, der har mere forskelligartede ønsker og målsætninger, end de nok i virkeligheden har.

Næppe nogen modvilje

Alle ved, at medierne i denne tid er ekstremt hårdt pressede på økonomien, især på grund af techgiganterne, som har hevet tæppet væk under hele forretningsmodellen. Læg hertil truslen fra kunstig intelligens og de markant ændrede medievaner, som vi alle sammen har tillagt os i løbet af ganske kort tid.

Således er der næppe nogen egentlig modvilje overfor kulturstoffet fra mediernes side. Tværtimod er der nok redaktører og journalister over hele landet, der sidder og tænker: »Vi ville sgu gerne dække kulturen – men der er bare ikke rigtigt nogen, der hverken læser, hører eller ser stoffet«.

Hvis der faktisk var tilstrækkeligt med læsere, ville man dermed heller ikke nedprioritere kulturen som stofområde. Men hvis tiden ganske enkelt er løbet fra den traditionelle kulturdækning, samtidig med at kulturlivet bryster sig af flotte publikumstal, så er der åbenlyst et misforhold.

Borgerne rundt om i landet interesserer sig uden tvivl for kulturen – men bare ikke så meget for kulturdækningen, sådan som den lige nu tager sig ud rundt omkring hos de etablerede medier.

Dog er det ikke kun medierne, men også kulturaktørerne selv, der har et ansvar for, at den kulturformidling, der er ved at forsvinde, bliver gjort attraktiv og inspirerende på helt nye måder.

En konstruktiv dialog

Derfor bør dialogen mellem de to lejre først og fremmest handle om, hvordan man i fællesskab kan sikre de bedst mulige vilkår for den kulturjournalistik, der faktisk også er aftagere af. For så får begge parter det, de vil have: Kulturaktørerne får synlighed, og medierne får øgede læsertal.

En sådan dialog kan tages på mange måder. Hos JP i Aarhus har man demonstreret en mulig vej frem, da avisen den 19. marts inviterede en vifte af aarhusianske kulturinstitutioner til en workshop, der netop skulle gøre parterne klogere på hinandens behov og samtidig understøtte udviklingen af kulturstoffets form og indhold.

Når medierne og kulturaktørerne opfordres til at tage et fælles ansvar, betyder det ikke, at der skal slækkes på armslængdeprincippet. Armslængden skal så afgjort bevares, og de redaktionelle beslutninger skal altid træffes af medierne.

Kulturaktørerne bør dog have lov til at inspirere medierne til nye måder at udvikle kulturjournalistikken på, ligesom medierne bør have lov til at inspirere kulturinstitutionerne til at skabe oplevelser og formater, som kan frembringe helt nye muligheder og perspektiver i kulturstoffet.

Så lad dette være en opfordring til, at medier og kulturaktører sætter sig sammen – midt i denne udfordrende tid – og tager en konstruktiv dialog i stedet for at skyde på hinanden.

For i fællesskab kan de to lejre skabe de allerbedste forudsætninger for en sprudlende, inspirerende og dagsordensættende dækning af kulturlivet.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 14. maj 2024.

Frigast-udvalget gambler med Danmarks særlige styrkeposition inden for oplevelsesindustrien

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet de store og negative konsekvenser af Frigast-rapportens anbefalinger om kraftige reduktioner i investeringerne i København som turistattraktion og drivende faktor for brandingen af vores nation i udlandet.

Men det står ikke alene, og det er således ikke bare det ene strategiske ben under Danmarks ellers stærke markedsposition inden for oplevelsesindustrien, som rapporten udfordrer.

Nogle af anbefalingerne vil også skade det andet ben og dermed indsatsen på et felt, hvor Danmark i international sammenhæng er fuldstændig unik.

Turisme er i dag blevet en politisk varm kartoffel. Mange lande baserer en markant del af deres økonomi på oplevelsesindustrien, men prisen for masseturismen er begyndt at blive for høj.

Belastningen på førende turistattraktioner og generne for byernes indbyggere er overvældende, og i byer som Venedig, Firenze og Amsterdam forbyder man krydstogtskibe, laver betalingszoner med mere for at begrænse antallet af turister, der år for år vokser i antal.

Den danske succesformel

I Danmark oplever vi også vækst i turismen. Men hos os er der ikke den negative slagside.

Selv om vi i 2023 igen satte rekord, målt i kommercielle overnatninger, og samlet set kan nyde godt af tocifrede milliardindtægter fra udenlandsk turisme, flere tusinde turistskabte arbejdspladser og et kæmpe afledt boost af Danmark som brand i udlandet, er vi ikke ved at gå i knæ under presset.

Tværtimod. Og det skyldes, at vi i flere år har arbejdet med en målrettet strategi, der bringer alle Danmarks styrkepositioner i spil, sikrer en stor spredning af turismen til hele landet og dermed lader de to strategiske ben, som vores oplevelsesindustri står på, supplere og understøtte hinanden for bæredygtig vækst.

Det er denne tobenede strategi – den danske succesformel – som Frigast-rapporten udfordrer.

Konkret er rapportens anbefaling, at man skærer hele finansieringen af udviklingsfællesskabet Dansk Kyst- og Naturturisme bort. Begrundelsen er – ligesom i tilfældene med Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Wonderful Copenhagen – at man mener, dette bør ligge i de lokale budgetter.

Men som med anbefalingen om at lade Københavns Kommune overtage det økonomiske ansvar, rammer rapportens konkluderende anbefaling på dette område forbi. Her endda med endnu alvorligere konsekvenser.

Dansk Kyst- og Naturturisme er nemlig den eneste institution, der kan sikre, at vi arbejder på et samlet nationalt niveau med involvering af alle relevante aktører, hvilket er en forudsætning, hvis vi skal lykkes.

Den hellige treenighed: natur, kunst og kultur

Der bliver jævnligt lavet analyser af, hvilke elementer der er de stærkeste drivere for vækst i oplevelsesindustrien. Og i de seneste år har det været tydeligt, at lande, der kan tilbyde gæster en kombination af naturoplevelser, kunst og kultur, opfattes som de mest attraktive.

I international sammenhæng har Danmark på dette punkt en ganske særlig styrkeposition.

For samtidig med at vi har en spændende og mangfoldig hovedstad, med både en kulturarv, seværdigheder og events, der driver en stor del af brandingen af landet som et attraktivt turistmål, så står vi tilsvarende stærkt i kraft af vores natur og kultur ude i landet.

Vi har blandt andet en af verdens længste kyststrækninger i forhold til vores størrelse og lokalsamfund med ganske særlige karakteristika, som få andre lande i verden kan matche.

Vi har den formidable kystlinje, der går fra det brusende Vesterhav til billedskønne fjorde med havblik. Samtidig er vi uden for byerne et land, hvor blikket kan hvile på høje horisonter, skove og enge.

I kombination med dette har vi en scene for kunst og kultur, der ikke kun er centraliseret omkring de store byer, men kan findes i hele landet med unik lokal forankring i egnens historie og egenart. For et land af vores størrelse er diversiteten og rigdommen i de mange forskellige oplevelser af natur, kunst og kultur bemærkelsesværdig.

Misser målet

Uanset hvor man kommer i landet, vil man kunne opleve kombinationen af disse tre elementer.

Frigast-rapporten er overordnet set en velkommen analyse og evaluering af erhvervsstøtten, og der er mange gode pointer og anbefalinger. Zoomer man ind på området oplevelsesindustri, misser den imidlertid målet.

Anbefalingerne vil nemlig underminere den tobenede danske strategi, der leverer solide økonomiske afkast. For at realisere det fulde potentiale må vi nemlig både arbejde målrettet med hovedstaden som drivende faktor til branding af landet og samtidig styrke og koordinere en samlet national indsats.

Det er en betingelse, hvis vi skal bringe Danmarks særlige styrkeposition, der kombinerer natur, kunst og kultur i spil, og dermed forudsætningen for de tocifrede milliardindtægter, generering af tusindvis af jobs og en bæredygtig vækst, der løfter hele landet og mindsker uligheden mellem land og by.

Det er dette, Frigast-rapporten gambler med i sine anbefalinger.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 25. april 2024.