Skal vi vinke farvel til fodboldens samlende kræfter?

“Jeg vil gerne være stolt af at repræsentere Frankrig, men jeg vil ikke repræsentere et land, der ikke deler mine værdier eller vores værdier.”

Sådan lød udmeldingen fra Kylian Mbappé, der generelt betegnes som verdens bedste fodboldspiller. Udtalelsen kom på et pressemøde dagen før Frankrigs første kamp ved EM.

Som den absolut største stjerne på det hold, der samtidig er favorit til at vinde hele turneringen, er hans megafon også megastor. Alt, hvad han siger, der går udover fodboldfaglige almindeligheder, vækker opsigt og har potentiale til at danne overskrifter verden over.

Det gjorde det også, da han gav udtryk for, at man ikke kan tage ham for givet som Frankrigs repræsentant, hvis det franske valg resulterer i, at det populistiske højrefløjsparti Rassemblement National kommer til magten – sådan som meningsmålerne spår.

Mbappé har udtalt, at han er ”imod ekstreme holdninger og ideer, der splitter folket”, og at højredrejningen i Frankrig er ”en situation, der er endnu vigtigere end spillet”.

En anden spiller fra det franske landshold, Marcus Thuram, har også udtrykt sit inderlige ønske om, at Rassemblement National holdes fra magten.

Den franske landstræner Didier Deschamps er ikke selv kommet med tilsvarende udmeldinger, men han støtter op om Mbappé og Thurams ytringsfrihed:

”Vi må anerkende, at de er store spillere, men også franske borgere, som ikke er immune over for eller ligeglade med situationen i landet.”

Det er svært at forestille sig en lignende situation i dansk kontekst, hvor eksempelvis Christian Eriksen eller Rasmus Højlund skulle benytte deres respektive megafoner til at advare imod, at specifikke politiske partier kom til magten i Danmark:

“Jeg vil gerne være stolt af at repræsentere Danmark, men hvis Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige kommer til magten, så er jeg ikke så sikker på, at jeg har lyst til at trække i landsholdstrøjen længere!”

Dén udtalelse kommer vi næppe til at høre dem sige nogensinde. Det er nok af det gode, for ikke mindst i Danmark elsker vi fodbold som det fænomen, der måske er allerbedst til at samle os – på tværs af både politiske, kulturelle og generationsmæssige skel.

I en tid, der netop føles tiltagende polariseret, føles det ovenud positivt, at vi bare kan være røde og hvide og stå sammen side om side i løbet af de uger, en slutrunde varer.

Men når dét er sagt, så er der ingen tvivl om, at netop den polarisering, der aktuelt er så fremherskende, er i gang med at fremtvinge en udvikling, hvor vi ser politiske udtalelser fra alverdens aktører, som ellers ikke plejer at ytre sig på denne måde. Det ser vi ikke kun i sportens verden, men også inden for kulturen, hvor der eksempelvis lægges pres på Taylor Swift i forhold til at udtale sig om krigen i Gaza og vise sin opbakning til palæstinenserne.

Indenfor fodbold har vi tidligere set store og vigtige kampagner, som har taget vigtige kulturelle opgør, der ikke direkte havde noget med selve sporten at gøre. Det gælder især i forhold til racisme og homofobi – såsom UEFA’s ”Say No To Racism”-kampagne og det britiske initiativ ”Football v Homophobia”.

I dag tager vi måske for givet, at den professionelle fodbold skal være anti-homofobisk og anti-racistisk, men disse tiltag har relativt set kun ganske få år på bagen. Det, som Mbappé slår et slag for, er en kamp mod politisk ekstremisme.

Så ligesom fodboldverdenen aktivt bekæmper homofobi og racisme, kan vi så også forvente, at den nu begynder aktivt at bekæmpe politisk ekstremisme? Det gør vi nok ikke, for det er ikke lige så entydigt, hvad ”politisk ekstremisme” dækker over, udover at vi ved, at Mbappé henviser specifikt til Rassemblement National.

Vi kommer næppe til at se en ”Say No To Extremism”-kampagne fra UEFA’s side, fordi ekstremisme som bekendt kan finde sted på både højre og venstre fløj – og hverken UEFA eller nogen andre større sammenslutninger ønsker formodentlig at blive spændt for to vogne, der går i hver sin retning.

Det, vi dog kan føle os ret sikre på, er, at der vil være flere og flere sportsstjerner og popstjerner, der tager tydeligt politisk stilling til det, som de selv nu engang mener er ekstremt og derfor værd at ytre sig om. Enten af egen fri vilje ligesom Mbappé, eller fordi de lægges under pres ligesom Taylor Swift.

Tiden vil så vise, om verden rent faktisk bliver et bedre sted af, at disse sports- og popikoner gør brug af deres megafoner.

I bedste fald vil det lykkes dem at skubbe verden i en mere tolerant, mangfoldig og demokratisk retning, sådan så disse værdier bliver lige så selvfølgelige som kampen mod homofobi og racisme.

I værste fald får vi sat turbo på polariseringen, så vi hverken kan holde med et fodboldhold eller lytte til en popsang uden at føle, at vi dermed også tager et markant politisk standpunkt.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 28. juni 2024.