Vi kender det alle sammen. Vi sidder rundt om spisebordet med familien. Eller i sofaen for at spille et spil eller måske se et afsnit af ”X Factor”. Men der er noget, der distraherer. Enten er den i lommen, på bordet eller allerede i hånden. Det er selvfølgelig den forbistrede smartphone, jeg taler om.
Tingesten, som får os alle sammen til at rette både blikket og opmærksomheden ned mod dens lille, lysende skærm. I stedet for at kigge op og være til stede i rummet sammen med de mennesker, der fysisk omgiver os.
Den samme adfærd ser vi i toget, hvor de færreste nu kigger ud ad vinduet eller snakker med personen ved siden af. På restauranten, hvor det, der sker på mobilen, kan forekomme lige så vigtigt, som den samtale, man i stedet kunne have med personen overfor.
Til frokosten på arbejdspladsen, der skulle være et socialt afbræk fra den travle dag, men i stedet ofte bliver brugt på at tjekke telefonen for beskeder og e-mails og notifikationer fra diverse apps.
Lige så langsomt er der ved at opstå konsensus om, at vi i det mindste må forbyde mobiltelefoner i skolen. Debatten er taget til i de seneste år, og flere skoler har allerede indført et forbud. Faktisk er det ifølge TV 2 Fyn tilfældet hos tre fjerdedele af alle skoler på Fyn.
Selvom regeringen ikke vil indføre et national forbud, så slog børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) dog fast i december, at det er positivt, at folkeskolen er ”på vej i en rigtig god og mere restriktiv og skærmkritisk retning på området”. Fortsætter udviklingen, er der måske rent faktisk udsigt til, at de yngste generationers mobilafhængighed bliver mærkbart mindre inden for en overskuelig årrække. Det vil ifølge eksperterne styrke de sociale fællesskaber, det fysiske aktivitetsniveau og naturligvis koncentrationsevnen i timerne. Så langt så godt.
Men vi narrer os selv, hvis vi tror, at problemet med mobilafhængigheden dermed er løst. For som illustreret indledningsvist er det langt fra kun i folkeskolen, at problemet findes.
Det er, groft sagt, et fundamentalt samfundsmæssigt problem, for både unge, voksne og seniorer bliver påvirket negativt af deres telefoner – på de samme sociale, fysiske og koncentrationsmæssige parametre.
Hvordan skulle man dog bære sig ad med at bekæmpe dette problem på nationalt niveau? Her er det oplagt at hente inspiration fra tidligere tider. Helt specifikt kan vi tænke tilbage på dengang, det var helt naturligt, at man røg alle vegne. På restauranter og caféer, naturligvis, men også i bilen og endda, når man var ude at flyve.
Med tiden blev vi indhentet af vores egen snusfornuft og begyndte at indføre alverdens rygeforbud, så der i dag findes udendørsarealer, hvor det ikke er tilladt at tænde en smøg. Havde man malet et sådant fremtidsbillede for fortidens Marlboro-mænd, var de uden tvivl faret i flint og havde kaldt det en voldsom krænkelse af deres personlige frihed.
Men ikke desto mindre lykkedes det, og danskerne er uden tvivl et langt sundere folkefærd som følge af de forskellige rygeforbud. I dag kan vi så udskifte storrygerne med de uendeligt mange smartphoneafhængige danskere, der næsten ikke kan trække vejret ved tanken om at skulle undvære den digitale dims.
Det ville uden tvivl også udløse lidt af et ramaskrig, hvis der blev udført et mobilforbud i voksen-Danmark. Men måske vi kunne starte i det små og så se, hvordan det gik. For eksempel kunne vi jo starte med en lovgivning, der gør det tilladt for både offentlige og private aktører at indføre mobilfri zoner. Eksempelvis på restauranter. I den offentlige transport. Ved koncerter og sportsbegivenheder. I rekreative områder.
Selvfølgelig akkompagneret af en mulighed for at få opbevaret sin telefon et sikkert sted, mens man for eksempel nyder sin mad, oplever en koncert eller slikker sol i en park.
Heldigvis er mobiltelefonerne jo ganske små, så det bør ikke kræve nogen større teknologiske landvindinger at få skabt en standardiseret boks, som en mobil midlertidigt kan opbevares i – uden frygt for, at den bliver stjålet undervejs.
Rygerne følte sig i sin tid chikanerede af rygeforbuddene. Det er nemt at spå, at vi ville høre en tilsvarende kritik af sådanne mobilforbud. Men i dag ved vi, at Danmark er et bedre sted at leve, bo og færdes end dengang, kæderygning var lidt af en nationalsport.
På samme måde er der også al grund til at tro på, at Danmark tilsvarende bliver et bedre sted, når vores smartphones en skønne dag forhåbentlig får en markant mindre dominerende rolle – i både skolerne, i familierne, på arbejdspladsen og i det offentlige rum.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 20. maj 2024.