Væltede statuer: Lad os fabulere over nutiden og fremtiden i det offentlige rum

Statuedebatten raser. Især i USA, men også herhjemme. Problematikken er imidlertid ikke ny. Tværtimod kan vi gå mere end 3.000 år tilbage til det gamle Egypten, hvor faraoerne havde for vane med at fifle med historien, så de fremstod stærkere og mere heltemodige, end de i virkeligheden var.

Som når monumenter og templer til Ramses den Anden fortalte om krige, som han havde vundet – men som han faktisk ikke havde vundet i praksis.

Som når den regerende farao ændrede på en forgængers royale cartouche – for dermed at tage æren for forgængerens gerninger.

Som når den kvindelige farao Hatshepsut blev søgt strøget fra historien – fordi hun ikke passede ind i den version af historien, som hendes efterfølgere foretrak at få formidlet.

Tiden er en anden i dag, men den grundlæggende problematik er som nævnt den samme: Statuer – såvel som monumenter, templer, navne på veje og pladser og hvad der ellers frembringes af hyldester til enkeltpersoner i det offentlige rum – fungerer ikke som pålidelige vidner til historien. 

Der er altid en dagsorden på spil. Noget, som initiativtagerne bag ønsker at formidle.

Hos skikkelser som Ramses den Anden, Ludvig den Fjortende og Donald Trump handler det naturligvis om at skilte med egen magt og storhed.

Hos United Daughters of the Confederacy, der særligt i begyndelsen af de 20. århundrede stod for opførelsen af de statuer af sydstatsofficerer, der er blandt de primære omdrejningspunkter for statuedebatten i USA, har formålet været helt specifikt: At forherlige de værdier og institutioner, som sydstaterne repræsenterede og kæmpede for under den amerikanske borgerkrig – frem for alt slaveriet.

De statuer, vi finder rundt omkring i Danmark, er sjældent spændt så entydigt foran en kontroversiel vogn, som statuerne af sydstatsofficererne er det.

Ikke desto mindre er det værd at huske på, at heller ikke disse bør ses som tredimensionelle historiebøger, der fortæller hele sandheden om de personer, som statuerne forestiller. Der er altid pyntet på historien – eller i hvert fald kurateret heftigt i den – så det kun er de specifikke gerninger og værdier, man har fundet værd at hylde, der fremhæves.

Dermed ikke sagt, at statuerne ikke har en enorm historisk værdi, for det har de naturligvis. Men spørgsmålet er, om det ikke er på høje tid at placere de mest problematiske statuer på museum – og dermed i en kontekst, hvor vi faktisk kan lære af historien – frem for at blive ved med at hylde disse personer i det offentlige rum?

På et museum kan en statue akkompagneres af andre artefakter, billeder og tekster, der formidler, hvorfor vi som samfund i sin tid fandt det passende at opføre en statue af vedkommende.

Men placeret i det offentlige rum kommer statuen til at fremstå som om, vi stadig i vores egen tid finder det passende at hylde den givne person og det, som han – for det er jo stort set altid en mand – repræsenterer.

Det offentlige rum er naturligvis et fantastisk sted at møde kunsten og kulturen, uanset om den er skulpturel eller i stedet tager form af eksempelvis en udstilling eller en optræden – og sådan bliver det offentlige rum heldigvis også brugt i alle mulige sammenhænge allerede. Denne tilgang er på alle måder mere tidssvarende end den rene idolisering af enkeltpersoner i form af statuer, der opføres med henblik på at blive stående til evig tid.

Lad os således lade statuedebatten gå sin gang og få de mest problematiske statuer placeret på museer. Så kan vi i stedet fokusere på at fylde vores pladser, rundkørsler og avenuer med inspirerende kunstværker, installationer, udstillinger og performances, som – i stedet for at idolisere skikkelser fra fortiden – reflekterer og fabulerer over nutiden og fremtiden.

Hvad vi end stiller til skue i det offentlige rum, bør det naturligvis altid have en udløbsdato. Dermed kan vi sikre, at vores efterkommere slipper for at spilde deres energi på en pendant til diskussionen om, hvorvidt det er passende at hylde en slavehandler, der herskede for mere end 300 år siden.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 6. juli 2020. Illustration: Gert Ejton.

Ny status: Grøn omstilling skal formidles gennem oplevelser og kunst

Tilbage i december 2019 fremførte jeg mit forslag om at etablere en grøn kulturpulje: En pulje bestående af blot en lille flig af det milliardbeløb, der allerede er afsat til den grønne omstilling.

Forslaget er baseret på en solid tiltro til, at kunsten og kulturen vil være en effektiv samarbejdspartner, når det kommer til at inspirere befolkningen til at leve mere bæredygtigt og tage ejerskab af den grønne omstilling – mindst lige så effektiv som de utallige videnskabelige rapporter så vidt har været. 

Det skyldes, at kunsten og kulturen er billedskaberne og historiefortællernes hjemmebane og dermed netop appellerer til vores fulde følelsesspektrum – snarere end blot vores intellekt. Som jeg også skrev tilbage i december: Hvis videnskabelige fakta var tilstrækkelige, var de dystopiske vinde vendt for længst.

Den verden, vi levede i tilbage i december, kan nu føles som et fjernt minde, for i mellemtiden har Corona-krisen forandret vores verden for evigt. Netop som klimaet var begyndt at erobre en særdeles prominent placering på den globale dagsorden, blev COVID-19 med ét den altdominerende udfordring.

Midt i de enorme udfordringer og ubegribelige tragedier, som krisen har kastet af sig, fik vi imidlertid en enestående mulighed for at se, hvordan verden tager sig ud, når det globale hamsterhjul går markant ned i tempo.

Når vi holder igen med flyrejser, køreture, indkøb og restaurantbesøg, kan vi nemlig iagttage, at himlen bliver mere blå, vandet bliver mere klart, og dyrelivet titter frem på steder, hvor mennesker ellers har fungeret som omvandrende fugleskræmsler. Det er et indblik i den klimamæssige effekt af kollektive adfærdsændringer, som vi aldrig havde fået uden Corona-krisen.

Det er imidlertid ikke kun erkendelser i forhold til klimaet, som krisen har kastet af sig. Også kunsten og kulturens vigtighed har vi – ikke mindst i Danmark – opnået en vigtig erkendelse om.

Som statsminister Mette Frederiksen formulerede det tilbage i april:

”Det er netop, når jorden ryster under os, og vi skal finde nyt fodfæste, at vi har brug åndslivet. Et land er ikke kun bygget af sten, men også af ånd. Vi har brug for det levende ord på højskolerne. Vi har brug for medierne til at formidle vigtige budskaber og skabe debat lokalt og nationalt. Vi har brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker. I en svær tid har vi brug for trøst, håb og eftertanke. Det er måske den fælles erkendelse, som vi kan tage med os ud på den anden side af corona?”

Sådan har ingen statsminister i historien nogensinde sat kulturen på dagsordenen før.

Over en bred kam har danskerne under krisen kunnet mærke længslen efter alle de kulturoplevelser, der pludselig blev utilgængelige, og som ikke blot består i at se uendelige mængder Netflix hjemme på sofaen.

Samtidig har kunstnere og kulturaktører på innovativ vis udviklet en imponerende vifte af kulturoplevelser, som stadig lader sig udfolde inden for krisens snævre rammer – alt fra fællessang og drive-in-koncerter til virtuelle foredrag og hørespil.

Endelig har den offentlige debat om kulturen fået den skarpere samfundsmæssige relevans og kant, som den har savnet i mange år – ikke mindst i kraft af, at kulturlivets økonomiske pondus er blevet tydeliggjort i langt højere grad, end den hidtil var.

Det er denne nyopdagede forkærlighed for kunsten og kulturen, som bør bane vejen for etableringen af den grønne kulturpulje – såvel som en generel opprioritering af kunsten og kulturens rolle i den grønne omstilling.

Er der behov for eksempler på typer af tiltag, som de grønne kulturmidler kunne tilgå, kan man kigge nærmere på Svalegangen og det aarhusianske teaters scenekunstneriske formidling af de 17 verdensmål under navnet United Change – over en fire år lang periode. Det ambitiøse projekt rummer alt fra en undervandskoncert og gospelsang til satirisk kokassebanko og en animeret tidsrejse. Alle midler vil dermed blive taget i brug for at formidle nye perspektiver på konsekvenserne af menneskets overforbrug af klodens ressourcer.

Et andet eksempel er Naturkraft i Ringkøbing, som er en fysisk manifestation af, at det er sjovt at blive klogere. Som en naturvidenskabelig forlystelsespark iscenesættes naturens kræfter på en måde, der både underholder de besøgende og gør dem klogere på menneskets forhold til og indflydelse på naturen. 

Begge disse eksempler kunne med fordel indgå i en national strategi for oplevelsesbaseret og kunstnerisk formidling af den grønne omstilling via kunst og kultur.

Med Corona-krisen har vi netop fået et fornyet og forstærket blik for den altafgørende betydning for vores samfunds ve og vel, som kunsten og kulturen har – og dét skal vi udnytte.

Der er et stort potentiale, som i vid udstrækning stadig ligger uudnyttet hen, og den grønne omstilling har i dén grad behov for ilttilførsel på den formidlingsmæssige front.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 30. juni 2020. Illustration: Gert Ejton.