Pandemien, der genrejste det danske kulturliv

I årtier har det danske kulturliv kæmpet for at få kunsten og kulturen placeret højt på den politiske dagsorden.

Men gang på gang er det blevet cementeret, at Kulturministeriet rent økonomisk er et af landets mindste ministerier, og at kulturen således også er blandt de lavest prioriterede områder på Christiansborg.

Det tydeligste udtryk for dette perspektiv, vi har set i nyere tid, kom i 2016, da den foregående regering indførte det såkaldte omprioriteringsbidrag. I praksis betød det, at alle statsstøttede kulturinstitutioner blev ramt af 2% årlige nedskæringer.

Omprioriteringsbidraget blev afskaffet af den nuværende regering fra og med i år. Men det betød ikke, at kulturområdet dermed fik et markant løft. Det betød først og fremmest, at kulturens økonomiske situation ikke ville blive forværret yderligere.

Tilbage i marts i år, da COVID-19 fik sit første stærke tag i såvel det danske samfund som resten af verden, blev den socialdemokratiske kulturminister interviewet af Berlingske.

Interviewet gik lynhurtigt over i historien på grund af ministerens famøse udtalelse om, at det ville være ”upassende”, hvis hun ”stod og talte om kultur lige nu”.

Det samlede interview var mere nuanceret end dette løsrevne citat gav udtryk for. Men i sidste ende stod det klart, at ministeren i store træk var endnu en repræsentant for det førnævnte syn på kulturen: Der er andre områder, der er vigtigere, og som vi må tage os af først. Kulturen er, populært sagt, ifølge dette perspektiv nice-to-have – ikke need-to-have.

Undervejs i krisens første uger begyndte et paradigmeskifte at tage form. Kulturlivet, der ellers har tendens til at fremstå ganske fragmenteret, rejste sig i samlet folk i protest over den manglende politiske omsorg.

Den harme, som kunstnerne og kulturaktørerne med kollektiv stemme gav udtryk for, antændte befolkningen i en sådan grad, at selv statsministeren bemærkede det.

Det førte til, at hun i april ytrede de følgende ord:

”Et land er ikke kun bygget af sten, men også af ånd. Vi har brug for det levende ord på højskolerne. Vi har brug for medierne til at formidle vigtige budskaber og skabe debat lokalt og nationalt. Vi har brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker. I en svær tid har vi brug for trøst, håb og eftertanke. Det er måske den fælles erkendelse, som vi kan tage med os ud på den anden side af corona?”

Dermed satte hun kulturen på den politiske dagsorden på en måde, som ingen statsminister i nyere tid har formået at gøre det.

Kulturen blev netop italesat som vort lands åndelige fundament. Det er lidt af et nybrud i den politiske diskurs, hvor kulturen typisk blot er reduceret til at være glasuren på den samfundsmæssige lagkage, snarere end selve de byggesten, samfundet er skabt ovenpå.

Statsministerens italesættelse gik i perfekt samklang med den kulturhungrende stemning, der bredte sig i befolkningen. I stærkt tiltagende grad begyndte borgerne at savne kulturoplevelser, der ikke fortrinsvist bestod af Netflix på sofaen – såsom koncerter og festivaler, museumsbesøg, teater- og biografture.

Efterhånden som Corona-krisen og 2020 skred frem, har kulturen formået at fastholde sin placering højt på dagsordenen. Ikke blot statsministeren, men også sundhedsministeren, finansministeren og Sundhedsstyrelsens direktør været på banen og diskuteret præmisserne for kulturlivets fortsatte overlevelse og trivsel.

COVID-19 er naturligvis en global katastrofe og bør gå over i historien som en sådan. Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at krisen også har påvirket os alle på det åndelige plan. Vi er begyndt at stille nogle andre spørgsmål om verden omkring os. Vores bevidsthed har ændret sig, og det samme har vores fornemmelse af, hvad der er rigtigt og vigtigt her i livet.

Det er i denne kontekst, at vi bør forstå det momentum, som Corona-krisen har skabt omkring kulturen. Det ville netop være en fejltolkning af det aktuelle momentum, hvis vi ikke godtog, at krisen har formået at give kulturen den plads på den politiske dagsorden, som den har higet efter i så mange år.

I løbet af krisen har forskellige dele af kulturlivet modtaget forskellige Corona-hjælpepakker fra regeringen, og disse har været med til at slukke de øjeblikkelige ildebrande. Det er imidlertid de langsigtede og mere bæredygtige investeringer i kulturen, der skal sikre, at både den enkelte borger og samfundet som helhed kommer til at nyde godt af denne højere politiske prioritering.

Det første vigtige tiltag i denne retning blev offentliggjort den 6. december. I finanslovsaftalen for 2021 er der nemlig afsat 437 millioner kroner til kulturen. Med Kulturministeriets egne ord er det et ”massivt kulturløft”.

Set i perspektiv af de seneste års nedskæringer er det uden tvivl en skelsættende begivenhed, at der nu afsættes et trecifret millionbeløb til kulturen.

Millionerne skal blandt andet gå til en kulturpakke til børn og unge, en ny spillestedsordning for rytmiske spillesteder, en udviklingspulje til folkehøjskolerne og bevillinger til en række institutioner. Desuden er de planlagte DR-besparelser blevet annulleret.

Det er isoleret set alt sammen positivt. Disse 437 millioner kroner skal dog fordeles ud over årene 2021-2024, hvilket i praksis betyder en stigning på godt 100 millioner om året i gennemsnit. Dette bør holdes op mod de årlige nedskæringer på 2%, der fandt sted fra 2016-2019, og som beløb sig til knap 600 millioner kroner – eller omkring 150 millioner om året i gennemsnit.

Hertil kommer, at der allerede er foretaget DR-besparelser, som ikke bliver rullet tilbage – det er kun de yderligere besparelser, der bliver annulleret.

Dermed er de 437 millioner kroner ikke nær så imponerende, som de først tager sig ud.

I hvert fald ikke, hvis vi holder dem op imod det niveau, som kulturmidlerne var på i 2015, før omprioriteringsbidraget trådte i kraft. Et niveau, som i øvrigt ikke var specielt imponerende i sig selv.

Alt i alt er det ”massive kulturløft” således primært et symbolsk skridt i den rigtige retning, som demonstrerer, at det nuværende flertal i Folketinget prioriterer kulturen højere end det flertal, der herskede før sidste valg.

Symbolværdien er dog stor og vigtig, fordi dette løft kan åbne op for yderligere forståelse for og investeringer i kulturen i de kommende år.

Med det momentum, der eksisterer som følge af Corona-krisen, skal kulturlivet gøre alt, hvad man kan for at bevise, at man fortjener at have søgelyset rettet imod sig.

Heldigvis har store dele af kulturlivet allerede bevist sig selv undervejs i krisen med en bred vifte af kreative initiativer, men der bør udvikles langt flere nye bæredygtige koncepter og formater. Nye billeder og fortællinger, der eksemplificerer det, som statsministeren kalder ”håb, trøst og eftertanke”, skal skabes og formidles.

Derudover bør der indgås nye partnerskaber med en bred vifte af samfundets øvrige sektorer, så vores kollektive historie, kulturarv og kreativitet kan bringes bedst muligt i spil, når fremtidens samfund skal udvikles.

Træder kulturlivet i karakter på denne måde, kunne politikerne passende lade sig inspirere af det afskaffede omprioriteringsbidrag og erstatte det med et opprioriteringsbidrag, der kunne give kulturen de bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig – til gavn for hele samfundet.

Ja, jeg ved ikke, hvor jeg får det fra, men: Hvordan lyder en stigning på 2% om året?

Oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad den 19. december 2020.

Formidlingsbesvær mellem kunst og publikum: Med kommunikation skal bro bygges

En af de meste berømte filosofiske hjernevridere er spørgsmålet om træet, der vælter i skoven: Hvis ingen hører træet falde, har begivenheden så alligevel en lydside?

De fleste af os vil sige, ”ja, naturligvis!”. For lyden afhænger jo ikke af ørerne, der lytter, men af de fysiske omstændigheder, der producerer lyden i første omgang: I dette tilfælde et træ, der styrter mod skovbunden og sandsynligvis producerer en del rabalder på vejen ned også.

Pointen er imidlertid, at denne lyd – hvis ingen har hørt den – hverken er relevant eller dokumentérbar.

Vi kan stille et tilsvarende spørgsmål, når det kommer til det danske kunst- og kulturlivs formidling af sig selv. Det vil sige den formidling, der finder sted gennem pressemeddelelser, på digitale og sociale medier, via forklarende skilte på et museum eller brochurer og plakater i det offentlige rum.

Denne formidling har til opgave at formidle historien om, hvad publikum kan forvente sig at få ud af et værk eller en oplevelse.

Historien kan eksempelvis tage udgangspunkt i den samtid, som værket eller oplevelsen taler ind i. Den kan også handle om de bagvedliggende kunstneriske intentioner – eller om selve frembringelsen, når denne er særligt interessant.

Det er imidlertid ikke nemt formulere og formidle den slags historier, så de faktisk bliver forståelige for de ikke allerede indviede. Dermed kan vi lidt kækt stille spørgsmålet:

Hvis ingen forstår, den historie, der bliver fortalt, er der så overhovedet en historie til at begynde med?

Ligesom træet, der falder i skoven, kan siges at producere lyd, uanset om nogen i praksis hører denne lyd, kan man også argumentere for, at et værk rummer en stor kunstnerisk værdi, selv om ingen forstår det pågældende værk.

Det synes imidlertid åbenlyst, at værdien og relevansen af et kunstværk er proportional med antallet af mennesker, der rent faktisk har begreb om, hvad værket forsøger at sige.

Hvis ingen forstår værket eller formår at forholde sig til det på nogen meningsfuld måde, kunne det lidt hårdt sagt lige så godt ikke eksistere.

Ligesom lyden af det faldende træ, som ingen hører.

Der findes masser af stærke formidlere i det danske kulturliv. Men den kommunikationsmæssige udfordring synes at være særligt stor inden for samtidskunsten. Her kniber det hyppigt med evnen til at oversætte værkerne og oplevelserne til noget, som et publikum uden for indercirklen kan forstå.

Det gælder eksempelvis Claus Egemose og Michael Mørk, som tidligere på året var aktuelle med den principielt set fascinerende udstilling Indoors i Kunsthal Nord. Men kommunikationen af udstillingen fokuserede udelukkende på de to kunstneres interne udforskning af udstillingsrummets rumlighed – næsten som om værket primært blot var en stiløvelse.

Den slags øvelser kan være dybt inspirerende for andre kunstnere, men der var ikke nogen åbenlys indgang, som et bredere publikum kunne bevæge sig igennem for at forstå den dybere mening med udstillingen.

Et andet eksempel er de bidrag, som udelukkende kvindelige og ikke-binære studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademi leverede til dette års CHART Art Fair. 

Kunstnernes kønsmæssige identiteter kunne have været afsættet for en indbydende formidling af, hvilke interessante og relevante værker, der var i vente. Men i stedet blev identitetsspørgsmålet gjort til utvetydigt omdrejningspunktet. Dermed blev selve kunsten bevidst gjort sekundær – og dermed per automatik også markant mindre relevant.

Et tredje og sidste eksempel er udstillingen Extemporary: Art Out of Time, som kunne opleves på Tranen sidste år. Her kunne man på forhånd læse om, hvordan ”nutiden skrumper ind”, og at nogle af udstillingens kunstnere ”vender deres opmærksomhed mod fortiden og fremtiden”, mens andre ”simpelthen afsøger større og andre temporaliteter, der udfordrer vores fornemmelse af tid”.

Det er et klassisk eksempel på, hvordan man taler ned til – eller helt forbi – store dele af de menige kunstinteresserede, som ellers sagtens kunne have fundet den givne udstilling interessant. Hvis altså de havde haft en jordisk chance for at begribe, hvad de kunne hænde at få ud af at aflægge den et besøg.

Lad os antage, at både Extemporary, Indoors og de kunststuderendes bidrag til CHART Art Fair alle sammen var formidable rent kunstnerisk. Samtidskunsten bugner uden tvivl med talent, på samme måde som kulturlivet i bred forstand gør.

Men hvis publikum skal have det fulde udbytte af kunsten, er vi nødt til at forstå, at broen, der ofte mangler mellem kunsten og dens ønskede publikum, skal bygges af kommunikation.

Ja, faktisk bør vi forstå, at kommunikation i sig selv bør betragtes som en kunstart.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 11. december 2020. Illustration: Gert Ejton.