Børn har ret til "fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv", og der bør være "passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse".
Sådan står der skrevet i FN's Børnekonvention. Med 196 lande som medunderskrivere - alle lande undtagen evigt genvordige USA - er det den mest udbredte menneskerettighedstraktat i verden. Det er ikke blot en erklæring om gode intentioner, som man som underskrivende land så vil prøve at efterleve. Det er en traktat, som man forpligter sig på at efterleve.
Det er, naturligt nok, retten til mad, sundhed, skolegang og beskyttelse mod vold, som folk typisk kan huske, når de skal liste elementer fra Børnekonventionen. Men netop derfor er det ekstra vigtigt at hæfte sig ved kunsten og kulturens plads i traktaten.
Det er et område, som for nemt bliver overset - og som man i praksis kan fornemme bliver overset, når kunsten og kulturens rolle i børn og unges liv og ikke mindst folkeskolen bliver diskuteret herhjemme.
PISA-fiseringen af folkeskolen har markant forringet vilkårene for de kreative fag, hvor elevernes præstationer ikke lader sig sammenligne på samme måde, som når de har en matematikprøve eller diktat. Og rundt omkring i landets kommuner er kunsten og kulturen ofte gjort til et område, som man kan vælge til eller fra, alt efter hvordan prioriteringerne nu er.
I ingen af tilfældene anses kunsten og kulturen som en grundlæggende menneskerettighed, og især ikke som noget, der sikrer vores yngste generationer "fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv".
Det er den velkendte og udbredte kortsigtethed, der er forklaringen på situationen. Det er mere åbenlyst, hvad retstavning og matematik afstedkommer af brugbare evner, så som samfund har vi tendens til at prioritere disse højere end undervisning i eksempelvis musik og billedkunst.
Det bliver vi åbenbart ved med, selv efter det for længst er blevet påvist, at børn, der udfolder sig kreativt som børn har det med at blive mere innovative som voksne (jf. f.eks. Rex LaMore, Michigan State University, 2013). Og det er naturligvis godt for samfundsøkonomien at have masser af borgere, der kan udvikle nye løsninger, produkter og services - hvis vi nu skal holde os til de let målbare parametre.
De allervigtigste parametre er imidlertid ikke nær så målbare.
Danmark har netop været vært for den internationale konference Children, Art & Culture + Sustainability, som fandt sted i Silkeborg og Aarhus den 15.-17. november. Jeg havde fornøjelsen af at være moderator, og ved konferencen satte prominente aktører som professor Anne Bamford fra University of Arts London og Lone Belling fra Liv og Lederskab problematikken omkring kunst og kultur til børn og unge i perspektiv af FN's Verdensmål.
Disse 17 mål adresserer ikke i sig selv kunst og kultur eksplicit, men som det blev gjort tydeligt på konferencen, er det netop kunsten og kulturen, der kan spille en altafgørende rolle i kampen for at nå dem.
Uanset om vi taler klima, ligestilling, fattigdomsbekæmpelse eller ansvarligt forbrug, er det kunsten og kulturen, der kan udvikle det, som Lone Belling kalder vores etiske kompas. Det er netop vores grundlæggende evne til at forstå vores medmennesker, deres baggrunde, udfordringer og kulturer, der kommer til at være udslagsgivende for, hvordan vi løser verdens udfordringer.
Det er naturligvis fint, at vi kan stave til "sustainability", og at vi kan udregne, hvor mange børn, der hvert år dør af fattigdom. Men det er naturligvis ikke disse evner, der udvikler vores empati - vores evne til at forstå med hjertet, hvorfor vi i fællesskab bør skride til handling og gøre verden til et bedre sted.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 2. december 2017.