Bæredygtighedsambitionerne har fået grundigt tag i de danske festivaler og kulturevents.
På Heartland Festival er der eksempelvis krav om, at den mad, som boderne og restauranterne serverer, skal bestå af mindst 80 procent lokale råvarer. Northside kan bryste sig af, at næsten alle festivalgæster ankommer på gåben og cykel eller via offentlig transport. Folkemødet begrænser madspild med en biologisk nedbrydelig madspildsæske. Roskilde Festival har campingområder, der opfordrer gæsterne til miljørigtig adfærd. Og på Kulturmødet bliver kulturen undervejs i de mange samtaler placeret i kontekst af netop bæredygtighed.
Sådan lyder et ganske lille udsnit af de mange bæredygtige initiativer, man som kan støde på, når man går på festival og tager til store kulturevents i Danmark. Det er uden tvivl af det gode. Med en befolkning, der består af de største kulturforbrugere i EU, er det især på festivalerne og ved de store kulturevents, at sociale og aldersmæssige skel viger pladsen til fordel for den sande sammenhængskraft borgerne imellem.
I en bæredygtighedsmæssig sammenhæng er det særligt de yngre generationers deltagelse, der er afgørende, fordi begivenhederne dermed sår nogle vigtige frø, der efterfølgende kan vokse. Der er grund til at tro, at begivenhedernes bæredygtige takter også sætter et aftryk på danskernes adfærd resten af året. Det gælder både maden, vi spiser, hvordan vi bevæger os rundt, og bevidstheden om effekten af korrekt affaldssortering.
Danmark gør det faktisk så godt, at vi som land bør iklæde os førertrøjen og gøre, hvad vi kan for at udvikle en bæredygtighedscertificering, som alle festivaler og kulturevents – ikke blot i Danmark, men over hele verden – efterfølgende vil bestræbe sig på at opnå.
Der findes principielt set allerede en certificering målrettet bæredygtige begivenheder. Det drejer sig om certificeringen med det lidet mundrette navn, ISO 20121: Event sustainability management systems – Requirements with guidance for use, som kom til verden i perioden op til OL i London i 2012.
Den internationale standardiseringsorganisation, ISO, som Danmark og 161 andre lande er medlem af, står bag certificeringen. Idéen er, at den skal kunne favne alt fra en lokal grillfest til politiske topmøder og megaevents som De Olympiske Lege.
Det er absolut positivt, at der findes en international bæredygtighedsstandard for events. Men et udslagsgivende succesparameter for en certificering må imidlertid være, hvor motiveret den givne målgruppe er efter at opnå den.
Således vil det her blive hævdet, at en certificering, der er direkte målrettet festivaler og kulturevents, vil vække større interesse og begejstring rundt om i det danske kulturmiljø og festivallandskab end ISO 20121 så vidt har formået.
Målet er naturligvis ikke, at certificeringen skal slække på bæredygtighedskravene for dermed at blive nemmere at opnå. Tværtimod kan kravene i kraft af deres målrettethed potentielt skærpes.
Lad os forestille os, at det lykkedes at skabe en sådan certificering, og at alle de førnævnte store festivaler og begivenheder støtter op om idéen og opnår certificeringen. Efterfølgende er der grund til at tro, at mange andre blandt det bugnende udbud af danske festivaler og kulturevents vil følge trop. Med den internationale bevågenhed, der er på dansk kultur, er det naturligt, at certificeringen inden for en årrække kan blive én, som festivaler og kulturevents og hele verden vil få interesse i at opnå.
Det primære udbytte vil selvfølgelig være, at kloden får det bedre. Men der er også et sekundært udbytte, som kommer Danmark direkte til gode.
Ved at være first mover på denne front får vi nemlig understøttet fortællingen om Danmark som et grønt og innovativt land. Et land, som demonstrerer, hvordan man udviser lederskab og tager ansvar for den bæredygtige udvikling på en innovativ måde, der taler direkte til de yngste generationer. Til de mennesker, der skal overtage kloden efter os andre.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 16. oktober 2018. Illustration: Gert Ejton.