De tre karaktertræk, som vi især bør huske Bent Fabricius-Bjerre for

Bent Fabricius-Bjerre er gået bort, og Danmark har mistet en af sine mest betydningsfulde kulturpersonligheder.

Som det imidlertid ofte forholder sig med personer, der får lov til at leve et så langt og rigt liv, er det ikke alene sorgen, der fylder hjertet. Det er også glæden over, hvordan et enkelt menneske opnåede så meget og fik sat så mange imponerende præg på verden omkring sig i løbet af sine 95 år.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at selv om Bent Fabricius-Bjerre ikke længere er her i fysisk forstand, så vil hans ånd og sjæl leve videre iblandt os.

Vi vil naturligvis huske ham for de mange udødelige klassikere, han har komponeret – fra den Grammy-vindende ”Alley Cat” til temaerne til MatadorOlsen-Banden og Klovn.

Apropos sidstnævnte vil mange i de yngre generationer naturligvis også huske ham i rollen som bordelejer i netop Klovn-filmen, hvor han bortviser Frank Hvam, fordi han er for grim. Tilsvarende vil disse generationer også huske ham for hans store comebackhit Jukebox, der blev udsendt i 2004 – da han vel at mærke var 79 år gammel.

Alt dette udgør tilsammen et fuldt ud hæderligt eftermæle. Men han fortjener i dén grad også at blive husket som den elegante entreprenørbi, der hele livet igennem krydsbefrugtede alverdens aktører fra både kulturens verden og erhvervslivet.

Allerede som 17-årig stiftede han eksempelvis sit eget forlag og udgav musikmagasinet Tribune. Sidenhen blev han salgschef for pladeselskabet EMIs danske afdeling, inden han som 26-årig – i 1950 – startede sit eget pladeselskab, Metronome Records, som i 1978 også indtog film- og tv-verdenen.

Det, der i sandhed gør ham enestående, er netop den treenighed, der udgjorde fundamentet for hans liv og karriere: Selvfølgelig var han en kulturpersonlighed af stort format. Men han var også en særdeles dygtig forretningsmand. Desuden var han – vigtigst af alt – et virkelig godt menneske.

Det er en god portion mennesker forundt at være én af de tre ting, men det er absolut sjældent at besidde alle tre på én gang, sådan som Bent Fabricius-Bjerre gjorde det.

Selv mødte jeg Bent Fabricius-Bjerre tidligt i min nye karriere i kommunikationsbranchen, efter jeg havde lagt musikerkarrieren på hylden og i 1983 startet mit eget bureau.

Mit allerførste filmprojekt var Min farmors hus, som Bent Fabricius-Bjerre og Metronome stod bag, og som blev sendt i biograferne i 1984. Samarbejdet omkring filmen blev begyndelsen på vores professionelle venskab, og lige siden har Bent Fabricius-Bjerre været en af mine vigtigste inspirationskilder.

Det gælder især på tre fronter, som jeg hermed vil gøre mit til at cementere som mindst lige så vigtige ingredienser i hans eftermæle som temaet til Matador.

For det første var Bent Fabricius-Bjerre exceptionelt dygtig til ikke at placere mennesker i kategorier. For ham handlede det ikke om, hvorvidt du var det ene eller det andet. Du kunne være musiker, investor eller kommunikationsmand som mig selv, men det afgørende for ham var altid din drivkraft og dit talent. Hvis du virkelig ville frem i verden, så spidsede han ører.

Det var din energi og ikke din baggrund eller branche, der gjorde udslaget. Det er i høj grad en tilgang til hinanden, som hele det danske samfund kunne have godt af at tage ved lære af.

De bedste, mest interessante og mest nyskabende idéer opstår nemlig i mødet med dem, der befinder sig uden for éns egen trygge komfortzone. Det vidste Bent Fabricius-Bjerre, men det er der mange rundt omkring i vores samfund, der endnu ikke er tilstrækkeligt klar over – ikke mindst i kultur- og erhvervslivet, hvor krydsbefrugtningspotentialet er særligt stort.

For det andet forblev Bent Fabricius-Bjerre hele livet igennem ualmindeligt nysgerrig. Mange mennesker har det med at skrue ned for nysgerrigheden, når de har fundet deres hylde i livet. De ved, hvad de kan lide, og hvad der ser ud til at fungere for dem. Så hvorfor blive ved med at snuse til nye ting, oplevelser og måder at anskue livet på? 

Hvis Bent Fabricius-Bjerre imidlertid havde haft dén indstilling, havde han næppe opnået succes inden for så mange forskellige brancher og fagområder.

Så havde han ikke kastet sig ivrigt over de musikalske stilarter, som halvtreds år yngre musikere boltrede sig i – og han havde så afgjort ikke formået at holde sig selv så relevant hele livet igennem, som han gjorde.

For det tredje er Bent Fabricius-Bjerre det endegyldige bevis på, at det betaler sig at være et godt menneske.

’Nice guys finish last’, siger man på engelsk, og der er mange, der mener, at man skal være lidt af et røvhul, hvis man vil frem i verden. Albuerne skal være skarpe, og tungen skal være tvedelt.

Men sådan fungerede Bent Fabricius-Bjerre ikke. Tværtimod var han livet igennem en af de mest charmerende og vellidte personer, som det danske samfund nogensinde har udklækket.

Så selvom Bent Fabricius-Bjerres liv nu er forbi, vil hans musikalitet – som komponist og som menneske – klinge videre blandt os alle.

Tak, Bent – for melodierne, for det gode samarbejde, og allermest for inspirationen.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark mandag den 3. august 2020. Illustration: Gejt Ejton.