Når Danmarks Statistik indsamler data om ligestilling i Danmark, er fokus udelukkende på ligestilling mellem mænd og kvinder, og i den offentlige debat er det ligeledes denne snævre definition af ligestillingsbegrebet, der dominerer.
Ikke at kampen for kønsmæssig ligestilling ikke fortsat er af ypperste vigtighed. Men det er på høje tid, at vi i vores sprogbrug begynder at specificere præcis hvilken form for ligestilling, vi egentlig mener.
Det er præcis det, man allerede gør på engelsk. Her refererer kampen for ”equality” til ligestilling generelt set, hvormed man tvinges til at sætte et ord foran, når der skal refereres til forskellige former for ligestilling – såsom ”gender equality”, ”racial equality” og ”economic equality”.
Hvis Danmarks Statistik såvel som den brede skare af eksperter og meningsdannere i stedet adresserede de mange forskellige former for ligestilling – kønsmæssig, etnisk, økonomisk og så videre – ville det uden tvivl styrke vores kollektive evne til at adressere de mangeartede problematikker, der opstår, fordi forskellige grupperinger er vidt forskelligt stillede.
Siden 1999 har vi haft en ligestillingsminister, og også her har fokus generelt været ligestillingen mellem mænd og kvinder. Med den nuværende ligestillingsminister, Mogens Jensen – som også er minister for fødevarer, fiskeri og nordisk samarbejde – er vi imidlertid begyndt at se en lang række vigtige nybrud i forhold til, hvordan ligestilling italesættes.
Med sin kombinerede redegørelse og perspektiv- og handlingsplan, som Mogens Jensen afgav til Folketinget i februar, skildrer ministeren netop en lang række af de forhold, der spiller ind i kampen for det, han kalder ”reel ligestilling”.
Hovedvægten er stadig lagt på den kønsmæssige ligestilling, men denne inkluderer nu også LGBTI-personer og de diskriminationsmæssige forhold, der særligt knytter sig hertil. Med vigtig inspiration fra FN’s 17 verdensmål italesættes desuden den overordnede ambition om at sikre ”frihed og lige rettigheder for alle”, ligesom de særlige forhold, der gælder flygtninge og indvandrere, også adresseres.
Der er et stykke vej endnu, men den aktuelle ligestillingsminister har uden tvivl bragt os et vigtigt skridt nærmere et mere tidssvarende ligestillingsbegreb.
Vi lever netop i en tid, hvor der med rette holdes en ekstra stor lup over de mange faktorer, der forårsager uretfærdig ulighed, men som vi af forskellige årsager ikke har haft tilstrækkeligt skarpt blik for hidtil.
Det gælder naturligvis i forhold til en lang række parametre, der vedrører etnicitet og økonomiske forhold, men det forgrener sig også til uddannelses- og sundhedsområderne.
Sidstnævnte har dog på forbilledlig vis fået øget opmærksomhed de seneste år under betegnelsen ”ulighed i sundhed”, der netop sætter fokus på de systematiske skævheder i folkesundheden. Kort fortalt betyder det, at forskellige befolkningsgrupper – med Sundhedsstyrelsens ord – bliver ”tidligere syge, mærker større konsekvenser af sygdommen og dør i en tidligere alder end andre”.
Det er denne form for bevidsthed om forskellige befolkningsgruppers vidt forskellige vilkår, vi bør styrke markant.
I denne sammenhæng er det relevant at hæfte sig ved de mange kulturelle strømninger fra USA, som sætter deres tydelige præg på Danmark og den offentlige debat, vi fører her til lands. De åbenlyse eksempler er #MeToo, ”cancel culture” og Black Lives Matter. Fællesnævneren for disse tre er opgøret med den magt, som hvide, heteroseksuelle mænd så længe har siddet godt og grundigt på.
Med til historien hører naturligvis den evindelige forklaring om, at langt størstedelen af disse hvide og ofte velstående heteromænd ikke føler, at de bevidst undertrykker nogen. Det understreger imidlertid kun problemets kerne: At mennesker generelt er blinde over for de privilegier, de måtte have fået serveret allerede ved fødslen, i deres opvækst, i skolen eller i deres arbejdsliv.
Derfor er en af de vigtigste samfundsmæssige opgaver i den kommende tid at reducere antallet af disse blinde vinkler.
Lad os få kortlagt hvor store udsving, der er mellem, hvordan forskellige befolkningsgrupper klarer sig i alverdens relevante sammenhænge: I skolen, på arbejdsmarkedet, i fritiden, økonomisk, sundhedsmæssigt, socialt – og så videre.
Lad os dernæst få løftet den offentlige debat og de politiske visioner, så vi lettere kan kæmpe for og sikre den reelle ligestilling mellem alle befolkningsgrupper i samfundet, og ikke kun mellem mænd og kvinder.
Endelig skal vi huske på, at ligestilling ikke garanteres af lovgivningen. Den er først en realitet, når den manifesterer sig som et bredt funderet værdisæt i befolkningen. På denne front har vi lang vej endnu, og her kan speederen ikke trykkes for hårdt i bund.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 9. september 2020. Illustration: Gert Ejton.