Kongehusets kamp for almenvellet, kulturen og minoriteters rettigheder sikrer dets relevans i det 21. århundrede

Forbrød Kronprinsesse Mary sig mod sin rolle som, ja, kronprinsesse, da hun takkede ja til at være hovedtaler ved årets udgave af Copenhagen Pride? Er det upassende for det danske kongehus at støtte så åbenhjertigt op omkring LGBT+-miljøet og dermed seksuelle minoriteters rettigheder?

Det er der nogen, der mener. Samtidig er der andre, der advarer Kronprinsessen mod at gøre sig upopulær hos den konservative del af befolkningen, fordi man her finder en væsentlig andel af kongehusets støtter.

Men hvis vi insisterer på, at kongehuset aldrig må være andet end anakronistisk staffage, er det kun et spørgsmål om tid, før den brede befolkning vil betragte det som værende fuldkommen irrelevant i det moderne samfund. Således er det lige netop i rollen som forkæmper for almenvellet, for kulturen og for minoriteters rettigheder, at monarkiet kan fremtidssikre sig selv og bevare sin legitimitet og relevans.

Her er det værd at bemærke, at det ikke ligefrem er et nyt koncept, at Kronprinsparret har udnyttet deres platform til at italesætte den grundlæggende danske værdi, at der skal være plads til alle i vores samfund – herunder de befolkningsgrupper, der er mest marginaliserede.

Lige siden Mary og Frederik blev gift i 2004, har de stået i spidsen for deres egen prisuddeling, og Kronprinsparret har også haft sin egen fond siden 2006. I kraft af disse har de formået at få en massiv folkelig opbakning til det fokus, de sætter på vigtige sociale formål, minoriteter og en vifte af skelsættende kunstnere og kulturaktører.

Mary og Frederik udfylder netop en vigtig rolle som katalysatorer for samfundsudviklingen. Vel at mærke uden at blive specifikt partipolitiske eller på anden vis gå udover den unikke beføjelse, de har. At dette skulle udgøre et problem blandt de dele af befolkningen, der er mere konservativt indstillede, er der ikke meget bevis for, når man betragter den massive popularitet, som Kronprinsparret nyder. 

Uden sammenligning i øvrigt kan vi kaste et blik tilbage på prinsesse Diana, der i dén grad indtog en rolle som langt mere end blot omvandrende staffage. Også hun iklædte sig rollen som almenvellets forkæmper med fokusområder som dyrevelfærd, landminer, AIDS- og kræftpatienter, og hendes engagement i disse problemstillinger og samfundsmæssige udfordringer tilførte kun yderligere dimensioner til hendes i forvejen store popularitet.

Vi lever i en tid, hvor de globale udfordringer bliver stadigt større, hvor bevidstheden om minoriteters rettigheder er stigende, og hvor vi med al tydelighed har set, at vi hverken kan tage klimaet eller demokratiets velbefindende for givet.

Set i dette lys er det særdeles vigtigt, at vi har såvel en regering som et kongehus, der kæmper for ligestilling og imod marginalisering. Dette sender netop et altafgørende signal om, at man som samfund skal have alle med.

Dette må siges at være en noget mere fornem opgave end blot at skulle klippe røde bånd over ved officielle begivenheder.

Oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 19. september 2020. Illustration: Rasmus Sand Høyer.