Når alt kommer til alt, handler klimaudfordringerne om, hvad vi som mennesker i praksis prioriterer. Ikke om, hvad vi bør prioritere, eller hvad vi kunne prioritere, men om, hvad vi her og nu i vores hverdagslige tilværelse sætter øverst på listen over det, vi finder vigtigt her i livet.
Bor man i en by snarere end på landet, er det ganske oplagt, at naturens ve og vel ikke nødvendigvis ligger én voldsomt meget på sinde. Hvis éns primære naturoplevelser består af løbeture omkring kunstigt anlagte søer eller en picnic i en park, som bilerne fortsat suser lige forbi, er det næppe harmonien med moder natur, der kæmper om førstepladsen på prioriteringslisten.
Hvis man derimod bor på landet, giver det sig selv, at der opbygges en langt mere intuitiv forståelse for naturen, klimaet og de forandringer, som vores klode gennemlever med stigende hast. Livet i landdistrikterne er imidlertid forbeholdt færre og færre personer, og der er ingen grund til at tro at udviklingen kommer til at vende. Tværtimod.
I Danmark er det nu næsten ni ud af ti personer, der bor i et urbant område. I Europa er det tre ud af fire, mens det på globalt plan er godt halvdelen. Analyser fra FN forudser, at det i 2050 vil være næsten syv ud af ti verdensborgere, der bor i byer snarere end på landet. Til den tid vurderer FN også, at den samlede verdensbefolkning vil nærme sig 10 milliarder personer.
Det er en udvikling, der i sig selv udgør et enormt benspænd for klimakampen: Kloden får flere og flere personer, og de bliver mere og mere koncentrerede i byområder.
Skal effekten af dette benspænd minimeres, er der derfor behov for, at alverdens bymus kommer i nærkontakt med naturen. At naturen integreres i deres liv i et omfang, som ikke kan tages for givet, hvis ikke der bliver gjort en proaktiv indsats inden for en lang række områder. Det bør ske i hvert eneste land, hvor det lader sig gøre, og således også i Danmark.
Det gælder ikke mindst inden for byplanlægningen, hvor de såkaldt grønne områder ikke blot bør være en træklædt allé mellem det ene og det andet enorme lejlighedskompleks. I stedet bør vi gå en fremtid i møde, hvor alle nye byudviklingsprojekter udgør en prioritering og omfavnelse af naturen og dens ressourcer på et langt højere niveau, end vi er vant til i dag.
Samtidig bør uddannelsessystemet – og frem for alt folkeskolen – rumme en bred vifte af obligatoriske forløb, der giver eleverne kropslig erfaring med naturen. Naturligvis akkompagneret af den eksisterende biologiundervisning, men hvor bøgerne forbliver i skoletasken, mens naturens elementer får lov at ruske, inspirere og indprente sig.
Derudover bør vi naturligvis gøre en vigtig indsats for at få gjort de mange landdistrikter så attraktive som muligt. Ikke blot med tilflytningskampagner, men ved at iværksætte en konkret udvikling, hvor langt flere landsbyer bliver rige på såvel kunst og kultur som idræt og det brede foreningsliv. Så de ikke primært bliver steder, man flytter fra, men snarere steder, men flytter til og har lyst til at blive. For nu at låne et begreb fra Skivemødet er det netop måden, hvorpå vi får skabt et Danmark i balance.
Alle sådanne ting bør naturligvis ske side om side med alle de initiativer, der allerede er iværksat på klima- og miljøområdet. Gør vi imidlertid intet, er der ikke noget at sige til, når urbanisering, overbefolkning og klimaforandringer tilsammen umuliggør fortsættelsen af vores levevis.
Heldigvis har alle vi, der bor i byerne, også mulighed for at gøre meget på egen hånd for at skabe større harmoni mellem os selv og naturen.
Selvfølgelig kan man tage til stranden eller på skovtur. Hvor urbant man end har indrettet sig til hverdag, er det muligt for stort set alle danskere at komme ud midt i naturen på relativt kort tid.
Men man kan også være mere eksplicit opsøgende efter at komme i kontakt med naturen, mærke dens energier og lade dem forplante sig i sin krop, så det kan mærkes i lang tid efter.
En voksende trend i blandt andet Holland og USA er for eksempel at komme i kontakt med naturen ved at give en ko et knus. Flere og flere steder kan man besøge en kvæggård, hvor køerne hverken skal blive til bøffer eller levere mælk, men i stedet lægge hals til lange kram fra naturhungrende byboer.
Det lyder måske lidt skørt. Men foruden den fysiske forbindelse til det måske mest landlige væsen man kan forestille sig, har kokrammere også deciderede terapeutiske effekter. Dette er blandt andet forårsaget af koens markant langsommere puls, som fysisk kan mærkes af og forplante sig hos knusgiveren.
Der er mange måder at gå i dialog med naturen på, og det behøver naturligvis ikke at involvere en ko. Men én ting ligger fast: Skal vi redde kloden, skal den tiltagende urbane verdensbefolkning også bevare og styrke sit tilhørsforhold til naturen.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. september 2020.