Nulfejlskulturen har gjort sit indtog. Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvor den kommer fra, for den har ingen afsender. Men den er opstået på tværs af en lang række niveauer i samfundet.
I folkeskolen og på de videregående uddannelser, hvor karakterræset og præstationsangsten under eksamensperioderne kan få de studerende til bukke under. På private og offentlige arbejdspladser, hvor medarbejdernes indsats måles og vejes i hidtil uset grad. I de personlige relationer, hvor ikke mindst de sociale medier understøtter tendensen til at fremstille alting som værende perfekt – arbejdslivet, ferierne, familielivet, vennerne, festerne og, ikke mindst, udseendet.
Som fænomen har nulfejlkulturen dermed fået mange forskellige ben at gå på, og de fleste af os er i kontakt med den i en eller anden grad hver eneste dag. Enten i vores eget private liv eller gennem familiemedlemmer, venner eller kolleger, der kæmper med opretholdelsen af fortællingen om sig selv som værende fejlfri.
Det er ikke svært at sætte en finger på de aspekter ved nulfejlskulturen, der på overfladen kan virke så medrivende. For selvfølgelig bidrager den til at øge ambitionsniveauet og dermed udløse de bedst mulige resultater.
Den bidrager til et billede af øget effektivitet. Til et skærpet fokus på, hvordan opgaver løses bedst muligt. Til idéen om den perfektion, som af mange kan synes så efterstræbelsesværdig. Når noget er perfekt, er det jo, sådant helt bogstaveligt, så godt som det overhovedet kan være, og det er naturligvis et ønskværdigt resultat.
Eller er det?
Det altafgørende problem ved nulfejlskulturen er netop, at det, vi i alle mulige sammenhænge forsøger at leve op til, er standarder, som andre har sat. Nogen har bestemt for os, hvad et perfekt resultat er, og nulfejlskulturen får os så til at orientere os efter dette foruddefinerede fikspunkt.
Set i det helt store perspektiv har det den konsekvens, at det bremser den menneskelige udvikling. Hvis vi skal udvikle os – som individer og som samfund – er vi nødt til at bryde med de paragraffer, der begrænser os.
Erklærede paragrafryttere formår aldrig at skubbe samfundet i en ny retning. De formår blot at opretholde status quo uden hensyntagen til, hvorvidt tingene nu kunne gøres på en bedre og måske mere menneskelig måde. Enhver fravigelse fra paragrafferne ville betyde en tur uden for den trygge komfortzone, og de nye tanker, dette kunne afføde, er ikke velkomne.
Men det er netop, når vi bevæger os uden for komfortzonen, at de banebrydende gennembrud sker. Det er her, kreativiteten trives. Her vi lærer os selv bedre at kende. Her de store opfindelser bliver skabt og de mest inspirerende resultater opnås.
Som den største basketballspiller i historien, Michael Jordan, engang udtrykte det i en tv-reklame for Nike: ”Jeg har brændt mere end 9.000 forsøg i min karriere. Jeg har tabt næsten 300 kampe. 26 gange har jeg skullet tage det skud, der kunne have vundet kampen – og brændt. Jeg har fejlet igen og igen og igen i mit liv. Og det er derfor, jeg har opnået succes.”
Kommunikationseksperten Rebekka Bøgelund har lanceret en podcast om emnet, som hun netop kalder Nulfejlskultur. Blandt gæsterne finder man, foruden Christian Have, direktør for Innovation Lab, Kim Bisgaard, og CEO for IIH Nordic, Henrik Stenmann. Podcasten er frit tilgængelig på Apple Podcasts og nulfejlskultur.libsyn.com.
Vi kan ikke lovgive os ud af nulfejlskulturen. Den er nødt til at blive overvundet af os selv.
Vi skal naturligvis ikke dyrke fejlene i sig selv, men det er altafgørende for vores udvikling og trivsel, at vi skaber en kultur, hvor der er pladstil fejl. Hvor vi indser, at de udgør livsvigtige erfaringer, som vi kan lære en masse af, og at fejl naturligt opstår, når man afprøver nye idéer og forsøger at bevæge sig i nye retninger.
Kort sagt: Så længe vi gør vores bedste, skal det være okay fejle. Både i vores privatliv, i skolen og på arbejdspladsen. Vi vil blive både gladere, friere og mere kreative af det.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 3. december 2018.