Forestil dig, at du går til lægen og får at vide, at du højst har tre måneder tilbage at leve i.
Hvordan har du tænkt dig at tilbringe dine sidste dage? Bliver du sparsommelig med udgifterne, begynder du at spise sundere, og lægger du dine dårlige vaner på hylden? Næppe, for det er svært at se, hvad formålet skulle være, hvis du alligevel skal herfra om ganske kort tid.
Det forekommer markant mere sandsynligt, at du snarere vil prøve at få så meget ud af tilværelsen, som du kan under disse omstændigheder – i form af fantastiske oplevelser, overdådige måltider og kvalitetstid med dem, du holder allermest af. Givetvis med en tendens til overforbrug, da det er din sidste chance for at bruge løs af opsparingen.
Forestil dig nu en anden situation, hvor lægen fortæller dig, at du risikerer at dø om tre måneder, hvis du ikke lægger dit liv markant om.
Der skal medicinering, en ny diæt, mere motion og et karriereskift til, hvis dine odds for egen overlevelse skal øges. I dette tilfælde vil du sandsynligvis tage lægens ord til efterretning og gøre alt, hvad du kan for at forblive i live.
Den udslagsgivende forskel på disse to scenarier er naturligvis håbet. Så længe, vi har håbet, er vores motivation helt anderledes, end hvis alt håb dømmes ude.
Denne grundlæggende psykologi gør sig også gældende, når vi snakker om den samlede menneskehed og motivationen i forhold til at imødekomme klimaforandringerne gennem en drastisk omlægning af tilværelsen.
Hvis menneskeheden skal motiveres til at passe bedre på kloden, fungerer hverken kolde fakta eller dystopiske fremtidsscenarier. Det frembringer følelsen af, at det alligevel er for sent, og så kan vi lige så godt få mest muligt ud af tilværelsen, mens muligheden stadig foreligger.
Før eller siden er det selvfølgelig for sent, hvis vi ikke skrider til handling. Men så længe, der er selv det mindste håb forude, har vi pligt til at fokusere på, hvordan dette håb kan gøres til virkelighed gennem konkrete handlinger. På globalt, nationalt og individuelt plan.
Det vigtigste greb, vi kan ty til i denne sammenhæng, er de store fortællinger, som taler til vores følelser og kan flytte os steder hen, som det rent rationelle ikke kan. Hvis videnskabelige fakta var tilstrækkelige, var de dystopiske vinde vendt for længst.
Jon Christensen fra Institute of Environment and Sustainability på University of California i Los Angeles har udført et særligt interessant studie i denne forbindelse.
Han slår fast, at den mest effektive måde at inspirere folk til at tage klimaforandringerne seriøst og omlægge deres adfærd er de fortællinger, der fungerer på to niveauer på samme tid: Selvfølgelig skal fortællingerne konkret formidle, hvad man kan gøre på individuelt niveau. Men det er afgørende, at det individuelle niveau sammenkobles med et globalt niveau, så det dermed bliver tydeligt, at mange små handlinger kan have den største effekt.
Det er netop fortællingerne om, at det enkelte lille menneske kan være med til at gøre den helt store forskel, der er de allervigtigste at få fortalt netop nu. Det er markant bedre, at mange gør en lille forskel, end at få gør en stor. Det er således vigtigt, at fortællingerne hverken er for dystopiske eller komplicerede – ellers afføder de blot apati.
De fortællinger, vi har brug for, skal fortælles på alle niveauer af samfundet. I hjemmet. I folkeskolen. På gymnasierne og universitetet. På arbejdspladsen. I foreningerne.
Hvis disse fortællinger kommer fra græsrødderne, vil de have potentiale til at skabe en lydhørhed og forståelse i det politiske system, hvormed de kan få den gennemslagskraft, vi ultimativt ønsker.
Er der brug for inspiration, kan man følge Christensens anbefalinger og kigge nærmere på Californiens guvernør Jerry Brown, hvis formidlingsstrategi på klimaområdet Christensen har givet det rammende navn:
”Sunny with a chance of apocalypse.”
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 11. december 2018.