Forhandlingerne om det kommende medieforlig venter forude. Det har de i praksis gjort siden 2019, men på grund af COVID-19 har kulturministeren udskudt dem af flere omgange.
Når det endelig sker – givetvis til efteråret – er der grund til at håbe på, at politikerne vil vove at tænke nye tanker. At de vil nå frem til en aftale, der ikke først og fremmest handler om den endelige beløbsstørrelse, men derimod om allokationer af midler til innovative tiltag, der kan forny det danske medielandskab.
Et særligt kærkomment tiltag ville være etableringen af den nye kulturkanal, som den forrige regering havde på tegnebrættet –og som den nuværende regering sløjfede.
Som det er blevet foreslået, kunne en sådan kanal oplagt ligge uden for DR og dermed skabe spændende konkurrence til det kulturstof, som DR allerede producerer.
Alternativt kunne den naturligvis også placeres i regi af DR. Men det burde i så fald ikke blot være i form af en genåbning af DR K. Med al respekt for et seersegment, jeg selv tilhører, var det ikke optimalt, at kanalen primært var tiltalende for de ældste borgere: Tre ud af fire seere var ifølge en måling i september 2019 – få måneder før lukningen – over 50 år.
Det afgørende ville netop være, at var en kanal, der dækker det mangfoldige kulturliv på en tidssvarende måde – med kulturjournalistik, der går markant mere i dybden.
Det gælder i forhold til det stof, der omhandler de konkrete oplevelser, man som kulturforbruger kan få. Stof, som ikke blot bør tage form af foromtaler og anmeldelser – hvor vigtige disse genrer end er – men også om inspirerende, perspektiverende og analyserende dækning af tidens definerende begivenheder, tendenser og profiler.
Desuden gælder det alt, der foregår bag scenetæpperne. I krydsfeltet mellem kultur- og erhverv. På kulturturismefronten. Rundt omkring i det ganske land, hvor det ene kreative kraftcenter efter det andet i disse tider vokser frem.
Som Kerstin Bruun-Hansen og Lucas Carns artikel i Journalisten den 25. maj beskrev det, er der desuden behov for, at der er nogen som – med en vis Peter Aalbæk Jensens ord – ”går seriøst i flæsket på kultursektoren”.
Kulturlivet fortjener netop at være top-of-mind og blive behandlet mere kritisk og analyserende, og alle sektorer styrkes, når de journalistiske vagthunde sikrer maksimal lovlydighed, habilitet og troværdighed.
Der er måske nogen, der vil mene, at kulturlivets aktører slet ikke ønsker et sådant kritisk blik. Men som Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen påpeger i førnævnte artikel, er tiderne skiftet de sidste 10-15 år. Med andre ord: Der er et generationsskifte på vej.
Men det handler ikke kun om, at unge har et stærkt værdigrundlag og forventer sig mere af den offentlige kultursektor. De har også et stærkt øget behov for synlighed på tværs af alverdens platforme. Denne kombination resulterer i en attitude, der lader sig opsummere via dette klassiske Oscar Wilde-citat:
”Der er kun én ting i livet, der er værre end at blive talt om – og det er ikke at blive talt om.”
En sådan kanal, som både rummer dybdegående og kritisk journalistisk dækning af kulturlivet – fra det lokale kraftcenter i Jylland til de magtfulde skikkelser i Statens Kunstfond – ville være en gave.
Til kulturlivet, naturligvis.
Men i endnu højere grad til den kulturelskende befolkning, som ville få glæden af et styrket og endnu mere innovativt kulturliv.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 7. juni 2021. Illustration: Gert Ejton.