Netop nu går det amerikanske samfund sin mest skæbnesvangre periode siden 1860’ernes borgerkrig i møde.
Mange danskere vil givetvis forvente at få resultatet af præsidentvalget mellem Donald Trump og Joe Biden at vide på omtrentligt det sædvanlige tidspunkt – det vil sige, når vi står op dagen efter valget, som afholdes i dag, den 3. november.
Sandsynligheden for, at der vil foreligge et endeligt resultat så hurtigt, er imidlertid forsvindende lille.
Trump har som bekendt brugt de forgangne måneder på at underminere troværdigheden af de brevstemmer, som et rekordhøjt antal amerikanere er i fuld gang med at sende afsted. Det har han gjort i interviews, på Twitter, ved sine ’rallies’ og i debatterne med Joe Biden.
Han har ligeledes hævdet, at han kun kan tabe valget, hvis Biden og demokraterne snyder sig til sejren. Desuden har præsidenten nægtet at tilkendegive, at han agter at tage del i en fredelig magtoverdragelse, såfremt han taber valget.
Endelig har republikanerne på særdeles kontroversiel vis netop sikret den amerikanske højesteret et konservativt flertal bestående af seks dommere mod tre. Dette vil være til præsidenten og republikanernes fordel, når de uden tvivl hiver en lang række valgresultater i retten – og de har åbenlyst skelet til præsidentvalget i 2000.
I 2000 var det netop højesteret, der gjorde George W. Bush til præsident, selv om Al Gore med stor sandsynlighed havde fået flest stemmer i den skæbnesvangre stat Florida. Bush førte godt nok med få hundrede stemmer, men det viste sig, at der var tusindvis af stemmer, hvoraf flertallet ville være gået til Gore, som ikke blev talt med.
Efter adskillige ugers kontroverser befalede højesteret at stoppe genoptællingen af stemmer, hvilket i praksis betød, at Florida og dermed det Hvide Hus blev tildelt Bush.
Denne gang er der udsigt til, at der vil være en hel serie af stater, hvor Trump har interesse i at stille spørgsmål ved valgresultaterne, og alt dette betyder, at vi den 4. november formodentlig blot vil være ved begyndelsen af en ekstremt kaotisk periode. En periode, der kan forventes at vare adskillige uger og givetvis helt frem til 20. januar 2021, hvor indsættelsen af Joe Biden som præsident er sat til at finde sted, såfremt han vinder – og potentielt endda i lang tid derefter.
Det er vigtigt at huske på, at præsident Trump ikke er en ener. Historien har budt på mange statsledere, der enten har været eller har drømt om at være enehersker. Det bedst kendte og mest tragiske eksempel på en sådan opstod som bekendt i Europa, og vi bør være bevidste om, at historien kan gentage sig.
Ja, faktisk behøver vi ikke engang kigge i historiebøgerne for at finde sådanne skikkelser, for der findes også statsledere i vor tids Brasilien, Kina, Rusland og Indien, som i vid udstrækning handler efter antidemokratisk forbillede.
Fællestrækket for alle antidemokratiske statsledere er deres angreb på medierne, kunsten og kulturen, fordi det er heri, at værdierne, ytringsfriheden, refleksionsevnen, kritikken og dannelsen ligger. Det gælder således også for Trump, som alle sine fire år har forsøgt at skære i de i forvejen stærkt begrænsede midler som går til kunsten og offentlige tv-stationer.
Af åbenlyse årsager har der siden marts været et stærkt fokus på behovet for en Corona-vaccine – den indsprøjtning, der skal gøre den individuelle krop immun over for COVID-19. Det er imidlertid ikke nok med en sådan vaccine.
Ethvert samfund bør også fokusere på, hvordan man kollektivt kan gøre sig immun over for undermineringen af sit demokrati.
Der er dermed brug for en ”diktatorvaccine” – det vil sige den indsprøjtning, som kan gøre det individuelle samfund så demokratisk bæredygtigt som muligt: En indsprøjtning af dannelse, uddannelse, berigende kunst og kultur og stærke lokale og nationale medier med redaktører og journalister, der stiller alle de spørgsmål, der irriterer magthaverne.
Uanset hvem, der den 20. januar kan kalde sig amerikansk præsident, forbliver det den vigtigste opgave for alle lande i den vestlige verden at udvikle denne modstandsdygtighed over for enhver antidemokratisk person eller bevægelse.
Hvis vi i Danmark skal bruge udviklingen i det amerikanske samfund over de seneste år til noget konstruktivt, bør det netop være, at vi erkender, hvor skrøbeligt det demokratiske fundament i den vestlige verden faktisk er.
For selvom kun ganske få danskere nok vil mene, at vi nogensinde kunne finde på at vælge en figur som Trump, er det ikke så utænkeligt, som mange går og tror.