Det lød som et drama fra ’Star Wars’-universet: CZ4C på kollisionskurs med Kosmos-2004. Men det var imidlertid et særdeles autentisk drama, som udspillede sig den 15. oktober, da et brudstykke af en kinesisk raket og en gammel russisk satellit nær var stødt ind i hinanden omkring tusind kilometer over jordoverfladen.
BBC formidlede historien om, hvordan en kollision mellem de to stykker rumaffald kunne have haft katastrofale konsekvenser.
Tilsammen vejer de mere end 2,5 tons og bevæger sig med en hastighed på knap 15 kilometer i sekundet. Hvis de havde ramt hinanden, havde det således resulteret i en sand byge af rumaffald. Disse fragmenter ville så have fortsat i kredsløb om jorden i ekstremt lang tid og udgjort en væsentlig trussel mod de operationelle satellitter.
Heldigvis fandt kollisionen ikke sted. CZ4C og Kosmos-2004 passerede hinanden med en afstand på blot 70 meter, og relativt set er det naturligvis en særdeles beskeden afstand.
For mange er bekymringen om rumaffald på kollisionskurs næppe noget, der fylder meget i dagligdagen. Med klimakrisen, COVID-19 og et autokratisk højresving i en række af verdens største lande er dette i sig selv rimeligt nok. Der er nok ikke mange personer rundt om i verden, der ligefrem higer efter flere globale udfordringer at bekymre sig om.
Ikke desto mindre er det imidlertid på høje tid, at vi vender blikket ud mod rummet og erkender, hvor vigtigt det er, at vi også anlægger et bæredygtigt perspektiv på vores adfærd i og anvendelse af rummet. Det gælder i allerhøjeste grad opsendelsen og vedligeholdelsen af de satellitter, hvis forskellige funktioner er uundværlige for et moderne samfund.
Det er netop satellitterne, der hjælper os med at kommunikere, navigere og monitorere vejrsystemer, ligesom de selvfølgelig spiller altafgørende roller i militære sammenhænge. I takt med, at de forskellige teknologier udvikler sig, er der endvidere al grund til at tro på, at satellitter kun vil få endnu større betydning i fremtiden, end de allerede har i dag.
Så selvom det virker som en fjern og uhåndgribelig omstændighed at en kinesisk raketstump og en gammel russisk satellit kunne støde sammen og dermed påvirke alt fra vores egen lille hverdag til den geopolitiske situation – ja, så er det en problematik, vi er tvunget til at have for øje.
Den gode nyhed er, at otte rumfarende nationer netop har indgået den såkaldte Artemis-aftale, ført an af det amerikanske rumagentur NASA. Dermed forpligter disse lande sig til at overholde en række centrale principper – herunder sikker håndtering af rumaffald. Hertil kommer, at alle landene forpligter sig til gennemsigtighed og videnskabeligt samarbejde, samt at alle rumforskningsmæssige aktiviteter skal have fredelige formål.
Den mindre gode nyhed er, at Rusland og Kina ikke er blandt disse otte lande. Så præcis ligesom disse to stormagter skal presses i forhold til klimakrisen og en lang række andre forhold, skal de tilsvarende lægges under pres, når det kommer til deres ageren i rummet.
Tilbage i juli afslørede lederen af det russiske rumagentur Dmitry Rogozin, at Rusland ikke agtede at indgå i Artemis-aftalen. Men ikke nok med det: Han ytrede også, at Rusland påtænkte at indgå et samarbejde med Kina i stedet. Dermed er de politiske linjer, der i forvejen er trukket skarpt op her på planeten, i fuld gang med at blive trukket tilsvarende skarpt op i rummet.
Derfor er vi nødt til at bremse op nu og indse vigtigheden af, at vi også tænker og handler bæredygtigt i forhold til rummet. Vi er nødt til at appellere til, at det internationale samarbejde omkring rummet inddrages i markant højere grad i den offentlige debat og de forskellige bæredygtighedsinitiativer, som alverdens regeringer er i færd med at lancere.
Det er netop altafgørende, at vi tager denne udfordring fuldt ud alvorligt, for ellers vil risikoen for, at vi aktivt begynder at bekrige hinanden i rummet hurtigt blive skræmmende stor. Den eneste vej frem er dermed indgåelse af og aktiv deltagelse i de internationale alliancer, der bedst muligt sikrer klodens og menneskehedens overlevelse.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 3. november 2020. Illustration: Gert Ejton.