»Facebook er ikke en medievirksomhed. Det er en teknologivirksomhed,« konstaterede Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, i august.
Det er svært at se udtalelsen som meget andet end en ansvarsunddragelse. Den åbenlyse forklaring på denne unddragelse er, at Zuckerberg vitterlig ikke ønsker at påtage sig det ansvar, som så naturligt kan placeres på Facebooks skuldre. Han ønsker ikke at være hele verdens chefredaktør.
Problemet er blot, at det er han allerede. Med over 1,7 milliarder brugere verden over har han en redaktionel kontrol som ingen andre. Det er Facebook, der styrer, hvilke historier vi ser og ikke ser. Og når de redaktionelle parametre ændres, vækker det verdensomspændende opmærksomhed.
Det har vi set med Facebooks »trending topics«, der ikke længere udvælges af levende mennesker, men blot af algoritmer. Og vi så det endnu tydeligere med censuren af det Pulitzer-vindende fotografi, som netop krævede levende menneskers indblanding, ikke mindst da censuren skulle rulles tilbage.
Så selvfølgelig er Facebook en medievirksomhed. Og selvfølgelig bør Zuckerberg pålægges et redaktionelt ansvar. Et kulturelt ansvar.
Kommercielt fokus bør nedjusteres
Zuckerberg har allerede svoret, at han vil geninvestere 99 procent af værdien af sine Facebook-aktier – ca. 45 milliarder dollars – i filantropiske tiltag. Men det, der har potentiale til virkelig at blive skelsættende, er de tiltag, som implementeres i selve platformen. De tiltag, som fra dag ét kan nå ud til 1,7 milliarder mennesker og skabe positive forandringer her og nu.
Hvad nu hvis Facebook i mindre grad prioriterede kontroversielt politisk indhold med det evigt hadefulde kommentarspor til følge og i stedet gav forrang til den opbyggelige dialog?
Hvad nu hvis Facebook proaktivt støttede den kulturelle infrastruktur og sikrede synlighed og udfoldelsesmuligheder til de aktører, der fortjener det, men som ikke har kapital til at tage kampen op mod de etablerede navne? Hvad nu hvis Facebook understøttede de traditionelle medier ved at udvikle formater, der imødekommer den dybdegående feature lige så effektivt som platformen aktuelt imødekommer automatisk afspillende videoer med katte, der fejlberegner distancen i deres spring?
Facebook ved allerede, hvad vi interesserer os for, hvor vi befinder os, og hvor vi sandsynligvis vil sætte vores kryds – så hvad nu hvis al denne viden blev brugt til matchmaking mellem personer og organisationer, der i fællesskab kunne gøre en positiv forskel, snarere end blot at præsentere os for mere og mere målrettede annoncer?
Facebook er i sin nuværende form fremfor alt en kommercielt orienteret platform, hvor kontroversielt indhold, der giver klik og interaktioner, prioriteres højest.
Vel er det muligt for selv det mest blødende hjerte at oprette en Facebook-profil og bruge platformen til at promovere sin sag. Men som det er nu, har hackingen af en Kardashian-søsters smartphone til enhver tid langt bedre odds, når det kommer til at blive et »trending topic« end den gode, men knap så kulørte sag.
Derfor handler en øget ansvarstagen fra Facebooks side i høj grad om at nedjustere det kommercielle fokus og i stedet bruge sin unikke position til at gøre mangt en positiv forskel i verden.
Ansvar for kulturarven
Facebook tilhører en kategori af virksomheder, som har et særligt potentiale i forhold til at udvise et sådant kulturelt ansvar: Teknologigiganterne, som både har kolossale mængder af data om deres brugere og banebrydende teknologier, som kan bruges til meget mere end blot profitmaksimering.
Google er det bedste eksempel, vi så vidt har. Med Google Cultural Institute har Google taget ansvar for at sikre alverdens kulturarv, og det sker i fællesskab med et væld af partnere over hele kloden, herunder otte i Danmark, bl.a. Nationalmuseet, Christiansborg og Skagens Museum.
Kort fortalt har Google taget sine skelsættende kompetencer inden for eksempelvis databasesystemer og kamerateknologier og omdannet dem til en vifte af værktøjer, som understøtter kulturinstitutionerne i deres formidlingsarbejde. Samtidig har Google skabt en portal, hvor alle nemt kan gå på opdagelse i alverdens artefakter og fortællinger.
Google bedriver således Corporate Cultural Responsibility på et globalt plan.
På denne front bør Facebook således kigge Google over skulderen. Det samme bør Apple i øvrigt. Trods stærke CSR-initiativer inden for uddannelses- og miljøområdet og en stærk røst i den offentlige debat, når det kommer til minoriteters rettigheder, er Apples investeringer i kulturen stadig ganske tæt knyttet til de kommercielle motiver.
»Det er teknologi krydset med humaniora, der frembringer de resultater, der får vores hjerter til at synge,« som Steve Jobs udtrykte det i 2011, da han beskrev Apples DNA.
Krydsningen mellem teknologi og humaniora har vist sig at være en ualmindeligt god formular. I hvert fald for virksomheden selv, som aktuelt har en markedsværdi på over 500 milliarder dollars (verdens højeste, når Google ikke fra tid til anden låner førertrøjen). Og for forbrugerne, som nu har købt over en milliard iPhones.
Men for kulturaktører, som i Apple-sammenhæng ofte er musikere, er det knap så god en formular. Hvor fornemt det end er at kunne præsentere navne som Elton John og Robbie Williams på Apple Music Festival – som kan opleves digitalt af Apple Music-abonnenter – er festivalen ikke just et initiativ, der styrker den kulturelle infrastruktur.
Selv hvis Apple får gennemført sit forslag fra juli om højere og faste streaming-royalties på tværs af musikbranchen, er der stadig lang vej igen, før selv etablerede kunstnere kan forvente nogen form for bæredygtig indtjening fra Apple Music (eller de konkurrerende tjenester). Den foreslåede rate er nemlig på blot 9,1 cent – 60 øre – pr. 100 afspilninger.
Apple har dog alle forudsætninger for at sætte den globale standard for, hvordan en virksomhed tager kulturelt ansvar. En nem løsning ville være en ny fordelingsnøgle for Apple Music, der ville give kunstnere, og især mindre navne, mulighed for at generere en reelt mærkbar indtjening.
En anden mulighed er at etablere initiativer, som i direkte forstand udvikler infrastrukturen. Både American Express og Red Bull har gjort det før Apple via alt fra videoproduktioner og intimkoncerter til musikstudier og workshops.
Hvis en finansvirksomhed og en energidrikproducent kan gøre det, så kan Apple uden tvivl også. Og sandsynligvis på en mere æstetisk gennemført måde og med langt større gennemslagskraft.
Skepsis – og kæmpestort potentiale
Der er med rette stor skepsis over for den rolle, som teknologigiganterne spiller i vores liv.
Med så megen viden om vores gøren og laden, er der grund til at frygte, at de vil misbruge deres magt og skubbe verden (yderligere) i en retning, som end ikke George Orwell havde fantasi til at forestille sig.
Men uden at fortrænge denne skepsis, så lad os også fokusere på det kæmpestore potentiale, som Facebook, Google og Apple har for at skubbe verden i en bedre retning. Ikke blot ved at forbinde os med hinanden, give os søgeresultater og sælge os smarte telefoner. Men ved at tage et proaktivt ansvar for kulturen og det globale samfund, som de er skabt ud af.
De første små skridt er taget. Google fører an, takket være indsatsen for at bevare alverdens kulturarv. Lad os sammen slå et slag for, at de øvrige teknologigiganter ikke blot vil følge trop, men i stedet overhale Google og ivrigt kæmpe om at være både størst og bedst – også når det kommer til at udvise Corporate Cultural Responsibility.
Denne kronik blev bragt i Berlingske den 22. september 2016.