De eksperimenterende kulturinstitutioner har andre behov end de kommercielt orienterede institutioner. Derfor bør man opdele dem i to selvstændige kategorier, når der skal uddeles kulturstøtte, skriver Christian Have.
I den bedste af alle verdener ville der være tid og råd til individuel sagsbehandling af alt og alle. Men det er langt fra den verden, vi lever i. Tværtimod er det en præmis for et samfund som det danske, at der er en omfangsrig offentlig sektor, og hvad dertil hører af bureaukratiske herligheder.
Selvfølgelig findes der regelryttere, der har en vel stor kærlighed for det bureaukratiske system. Men de fleste offentlige medarbejdere kan nikke genkendende til frustrationen over de begrænsninger, der opstår, når systemet forsøger at skære for mange forskelligartede instanser over den samme tilfiltrede kam.
Svært at imødekomme bredt kulturliv
Det gælder i dén grad også på kulturområdet. Hvis nogen troede, at det var svært at placere alle skoler eller børnehaver i den samme bureaukratiske kategori, så skulle de prøve kræfter med de danske kulturinstitutioner.
Det er næsten en absurditet, at vi forventer, at det samme system skal kunne imødekomme så forskelligartede institutioner som symfoniorkestre, eksperimenterende teatre, kunstmuseer, rytmiske spillesteder og landsdelsscener. Men det er nu engang sådan, det forholder sig. Ikke at alle disse institutioner i praksis behandles fuldkommen éns, men det er de samme grundlæggende principper, der opereres efter, når støttekronerne skal uddeles.
Opdel i to kategorier
Derfor er det på høje tid, at vi – som minimum – opdeler de offentligt støttede kulturinstitutioner i to hovedkategorier.
Den første kategori er de institutioner, som har potentiale til at agere på markedsvilkår. Institutioner, som kan tiltrække et stort antal besøgende. Institutioner, som skal drives med en professionel bestyrelse og en ledelse, der både har faglige og forretningsmæssige kompetencer. Institutioner, som bør fokusere på højere egenindtjening, nye partnerskaber – også med erhvervslivet – og tværfaglige samarbejder, der kan gavne såvel det kunstneriske indhold som økonomien.
Den anden kategori er de institutioner, som er så vigtige for vores samfund, at vi frigør dem fra markedsvilkårene. Institutioner, som således ikke skal præstere ud fra, hvad de leverer på bundlinjen og økonomisk optimering. Institutioner, som dermed får mulighed for at fokusere helhjertet på at levere det output, som vi på forhånd har klassificeret som værende værdifuldt for samfundets fortsatte trivsel og udvikling, typisk i en større sammenhæng og med en længere tidshorisont end institutionerne i den første kategori.
Investeringer – ikke støtte
Denne opdeling vil gøre det muligt for både det politiske system, for kulturaktørerne og for samfundet som helhed at anskue de danske kulturinstitutioner i et langt mere meningsfuldt lys. Især når det kommer til kampen for at flytte os væk fra tankegangen om støtte og i stedet tænke på investeringer i kulturen. Opdelingen tydeliggør netop, hvad det er, vi som samfund investerer i.
I den første kategoris tilfælde investerer vi i kulturvirksomheder. Vi hjælper disse virksomheder på vej til at agere på markedsvilkår. Og grunden til, at vi investerer i dem, er, at vi har vurderet, at det, de leverer, er af høj kvalitet og fortjener at komme i berøring med så stort et publikum som muligt.
I den anden kategoris tilfælde investerer vi i selve samfundsudviklingen. Alle de institutioner, der hører til i denne kategori, har vi vurderet, er værdifulde ud fra en række parametre, der ikke har noget med kroner og øre og antallet af solgte billetter at gøre.
Denne opdeling vil samtidig både tillade og styrke de forskellige selvopfattelser, som den brede vifte af kulturinstitutioner har hver især. Den vil legitimere det teater, der går efter fulde huse aften efter aften, og det samme vil den gøre ved den institution, der mere end noget andet har karakter af kunstnerisk laboratorium.
Må ikke lukke sig om sig selv
Fælles for begge kategorier er dog, at alle institutioner skal arbejde for at indgå i den bedst mulige dialog med borgerne og deres publikum. Ingen institution må lukke sig om sig selv, hverken af kommercielle eller kunstneriske årsager
Det er netop i dialogen med omverdenen, at enhver kulturinstitution har sin ultimative berettigelse. Uanset om dialogen åbnes med et bud på, hvordan vi som samfund kan indrette os bedre, eller blot noget så simpelt som en invitation til at se en forestilling af højest mulige kvalitet.
Dette indlæg blev bragt på Altinget den 27. september 2016.