Lad os spole tiden tilbage til juni 2014.
Dengang havde Donald Trump 2,6 millioner følgere på Twitter. Indtil da udgjorde realitystjernen og byggematadorens tweets et noget besynderligt kommentarspor om eksempelvis hans egen IQ og hentehår, om andre kendisser og deres kærlighedsforhold, om Obamas uduelighed og hans fødselsattest, og om kvinder, han fandt utiltrækkende.
Et år senere – helt præcist den 16. juni 2015 – offentliggjorde Trump, at han stillede op til præsidentvalget. I mellemtiden var antallet af følgere steget til 3 millioner, hvilket i sig selv er en naturlig nok stigning.
Men i året, der fulgte, eksploderede det. De 3 millioner var i juni 2016 blevet til 9 millioner, og i skrivende stund er Trump hastigt på vej til de 12 millioner.
Der er med andre ord dobbelt så mange mennesker, der får Trumps tweets leveret direkte til deres digitale enheder, som der er indbyggere i Danmark.
Indholdet i Trumps tweets gik i den mellemliggende periode fra det besynderlige og af og til stødende til det konsekvent aggressive og kontroversielle. Især set i lyset af, at afsenderen er kandidat til det mest magtfulde embede i verden.
Den republikanske konkurrent Carly Fiorina havde ifølge Trump ”nul chance” for at vinde partiets nominering, fordi man får en ”massiv hovedpine”, hvis man ”lytter til hende i mere end ti minutter”. Hans eneste tilbageværende konkurrent kalder han konsekvent ”korrupt”, og Obama er ”måske den værste præsident i USA’s historie”, mens mexicanerne til gengæld for milliarder af amerikanske dollars sender ”mordere, stoffer og kriminalitet” til USA.
Det er fristende at afskrive Twitter som værende en uvæsentlig støjsender i det store mediebillede, hvor de traditionelle medier (og deres onlineplatforme) stadig spiller en altafgørende rolle i formidlingen af verdens begivenheder – og ikke mindst et amerikansk præsidentvalg.
Problemet er blot, at Twitter i langt højere grad dikterer indholdet af nyhedsstoffet hos de traditionelle medier end omvendt. Hver eneste gang, Trump tweeter noget kontroversielt, er der en ubehageligt bred vifte af medier, der sidder klar til at skrive endnu en artikel, hvor overskriften begynder med ”Trump just tweeted…”.
Selv medier som Politiken og New York Times falder af og til for fristelsen. Sidstnævnte har endda en komplet oversigt over de ”258 personer, steder og ting, som Donald Trump har fornærmet på Twitter”.
Det var også New York Times, som tilbage i marts leverede en artikel om værdien af den medieomtale, som de forskellige kandidater indtil da havde fået. Bernie Sanders? 321 millioner dollars. Hillary Clinton? 746 millioner dollars. Trump? 1,9 milliarder dollars. Et uomtvisteligt bevis på, at selv såkaldt seriøse og etablerede medier har en voldsom forkærlighed for den mest kontroversielle amerikanske præsidentkandidat nogensinde.
Så er de Trumps 12 millioner Twitter-følgere pludselig ikke så vigtige i sig selv. For det er de traditionelle mediers videreformidling af de enkelte tweets – uanset antallet af følgere – der sikrer, at Trumps post-faktuelle, kontroversielle og følelsesladede udbrud bliver gjort til verdensomspændende nyhedshistorier.
Kort sagt har den politiske dialog og kultur i den vestlige verden ændret sig så meget med Trump, at mit bud lyder således:
Den 8. november 2016 bliver Donald Trump valgt til USA’s 45. præsident.
Dette indlæg blev bragt i Fyens Stiftstidende den 30. september 2016.