USA’s 45. præsident, den antidemokratiske Donald Trump, er endelig ude af Det Hvide Hus. Men hvorfor skulle det tage fire år og et angreb på Capitol-bygningen, før den fundamentale forståelse af Trump og hans tilhængere endelig begyndte at indfinde sig?
I USA har perioden fra valgdagen den 3. november 2020 og frem til præsident Joe Bidens indsættelse den 20. januar 2021 været præget af ekstremt kaos.
Utallige forsøg på at annullere valgresultatet blev kombineret med en konstant opildnen af Trumps følgere. En indsats som kulminerede med angrebet på Capitol-bygningen den 6. januar, da Kongressen endegyldigt skulle certificere Bidens sejr over Trump.
Efterfølgende er Trump blevet smidt af blandt andet Twitter, Facebook og YouTube. Amazon, der ejer serverne, som cirka en tredjedel af internettet er afhængigt af, lukkede og slukkede for Parler – det alternativ til Twitter, som mange af Trumps tilhængere benyttede sig af.
Demokraterne har desuden iværksat endnu en rigsretssag imod Trump, hvormed han er den eneste præsident i USA’s historie, der har lidt denne skæbne ad to omgange.
Blandt teknologigiganterne, de traditionelle medier, en lang række store virksomheder og sågar udvalgte republikanere er stemningen vendt imod Trump, og de dramatiske omstændigheder, der udspillede sig den 6. januar, har for disse udgjort et såkaldt ’wake-up call’.
En konsekvent fejlanalyse
Der er frem for alt ét spørgsmål, der trænger sig på i denne forbindelse: Hvorfor skulle det tage stort set hele Trumps valgperiode, før denne bratte opvågnen fandt sted?
Det er ikke mindst et relevant spørgsmål at stille medierne – både i USA og herhjemme – der i bred forstand må siges at have begået samme analytiske fejl, som Wall Street Journal gjorde under valgkampen i 2016. Dengang forsøgte dagbladet at opsummere trumpismen på følgende måde:
”En populistisk blanding af vrede over status quo, skepsis over for den frie handel og indvandringen, tvivl om værdien af amerikansk indblanding i oversøiske anliggender, en forkærlighed for lov og orden samt en dosis nationalisme”.
Trumpismen er netop blevet behandlet som et politisk projekt. Som om den bevægelse, Trump står i spidsen for, vitterligt handler om udenrigspolitiske, indvandringsmæssige og økonomiske spørgsmål.
Trumpismens kerne er det antidemokratiske kultursyn
Efter min mening har Trump imidlertid aldrig givet mening at betragte som en politiker med en klassisk vifte af mærkesager, og forsøget på at forstå ham som en sådan gjorde fra begyndelsen de politiske kommentatorer og redaktørerne sneblinde.
Det er netop umuligt at afkode en person som politiker, hvis hans handlinger, ytringer og prioriteringer aldrig udspringer af nogen konsekvent politisk ideologi.
Som jeg forklarede i en kronik til Politiken, der blev bragt i april 2017, kan man sagtens være ”immigrationsskeptiker, modstander af aktivistisk udenrigspolitik og fortaler for strengere straffe uden dermed at være antidemokratisk”.
Op til valget havde Trump i øvrigt selv udtalt, at han var ”totalt fleksibel i forhold til rigtig, rigtig mange politiske spørgsmål”.
I kronikken beskrev jeg således, hvordan trumpismens egentlige kerne er det antidemokratiske kultursyn: ”Overser vi dette, overser vi samtidig, hvordan vi bedst muligt bekæmper trumpismen.”
Således lagde jeg op til, at vi snarere skulle betragte Trump som kulturpersonlighed og vurdere ham ud fra hans antidemokratiske tilbøjeligheder, for ”hvis først Trumps kultursyn normaliseres, vil det potentielt blive en mange årtier lang kamp for demokratiet at finde sit fodfæste igen”.
Forsøget på at forstå Trump mislykkedes
Spoler vi tiden frem til i dag, knap fire år senere, kan vi konstatere, at forsøget på at forstå Trump mislykkedes. Ganske vist tabte Trump valget, men der endte med at være 74 millioner vælgere, der stemte på et genvalg til Trump, og kun 31% af de republikanske vælgere anerkender ifølge CBS News Biden som den legitime vinder af præsidentvalget.
På trods af, at Trump opildnede sine følgere til at angribe Capitol-bygingen – og dermed den amerikanske regering – er der ifølge CNBC stadig næsten ni ud af ti republikanere, der støtter op om ham. Herunder også republikanere, der befandt sig i bygningen under angrebet.
Dette er resultatet af fire års manipulation og propaganda fra en støt voksende skare af højreradikale medier, som alle har nydt godt af de digitale megafoner, som de sociale medieplatforme har stillet til rådighed.
Hertil kommer, at en stor del af republikanerne proaktivt har bidraget til at blåstemple og sprede de konspirationsteorier om valgsvindel, der skulle annullere Bidens sejr, og som Trump-følgerne brugte som motivation for deres angreb den 6. januar.
Kampen for det kriseramte demokrati
Efter en smuk og for USA meget beskeden indsættelsesceremoni den 20. januar melder det følgende spørgsmål sig imidlertid: Hvordan undgår USA igen at ryge længere ned i den antidemokratiske afgrund?
Selvom Biden nu formelt er USA’s 46. præsident, er der netop ingen grund til at tro, at trumpismen bare vil forsvinde af sig selv. Tværtimod er der en hel række af tiltag, der bør finde sted, så det kriseramte demokrati kan få det førnævnte fodfæste tilbage.
For det første skal de demokratiske institutioner juridisk forstærkes. Med stor succes fik Trump destabiliseret dem, fordi de i så høj grad er baseret på normer snarere end egentlige love og regler, skal forstærkes.
For det andet skal der slås et historisk stort slag for den faktuelle sandhed, som vækker genklang gennem alle dele af samfundet. Der skal tages et opgør med den gambling med sandheden og såkaldte ”alternative facts”, som politikere, rådgivere og medier med fuldt overlæg har kastet sig ud i som en del af deres indsats for at holde Trump ved magten.
For det tredje skal teknologigiganterne én gang for alle blive pålagt et ansvar for den rolle, de har spillet i de sidste fire år. Hverken politikere, borgere eller de traditionelle medier har villet erkende, hvilke de mekanismer, der gør sig gældende på de sociale medier – eller også er den tilstrækkelige forståelse heraf aldrig blevet opnået. Uanset hvad forklaringen er, har holdningen været, at man relativt roligt bare har set tingene an og fortalt hinanden, at ”det går jo nok alligevel”. Ikke mindst fordi Trumps politiske modstandere selv har gjort ivrig brug af de sociale platforme.
Resultatet er, at ingen har evnet at få sat en stopper for det væld af negative konsekvenser, som Facebook, Twitter og YouTube har affødt, og som har ført til, at disse platforme efter den 6. januar har haft deres egen 9/11: De befinder sig pludselig i en ganske anden position, og deres fremtidige skæbne vil ikke blot påvirke det politiske landskab i USA, men ethvert samfund i hele verden, der har adgang til disse platforme.
De sociale medier skaber sprængfarlige siloer
Angrebet på Capitol-bygningen og den rolle, som de sociale medieplatforme spillede i planlægningen og optakten hertil, manifesterede problematikken i en sådan grad, at vi uden tvivl vil se en langt større forståelse for de sociale mediers negative indflydelse på demokratiet i den kommende tid.
Én mulighed for at komme problematikken til livs er at nationalisere platformene, sådan som jeg beskrev det i en Berlingske-kronik i juni 2018. Hvis ikke platformene i sig selv skal eller kan nationaliseres, så gælder det i hvert fald de private brugerdata, som er alfa og omega for platformene, og som de gang på gang har demonstreret, at de ikke selv har tilstrækkelig kontrol over.
Men der skal langt mere til, for udfordringerne er langt større end de privatlivsmæssige problematikker. Den altoverskyggende udfordring handler om, hvordan platformenes algoritmer er udformet: Uanset om du er interesseret i slankekure eller fascistiske konspirationsteorier, skal du have mere af det indhold, du allerede har demonstreret, at du interesserer dig for. Det er en selvforstærkende mekanisme, som med skræmmende lethed kan radikalisere mennesker.
Hertil kommer, at de sociale mediers forretningsmodel og deres generelle struktur belønner sensationelt og konfliktskabende indhold, da interaktionsraten – og dermed annonceindtægterne – her er markant højere. Konsekvensen er, at brugerne placeres i en uendelig række af sprængfarlige siloer.
Vi kommer derfor ikke uden om at tale om teknologigiganternes publicistiske ansvar for det, der bliver sagt, delt og planlagt på deres platforme. Vi kommer ikke udenom, at ny lovgivning er nødvendig, da platformene ikke er i stand til at udøve tilstrækkelig selvjustits eller overhovedet forstå hvilke monstre, de har skabt.
Forbud mod algoritmer, der forgifter demokratiet
Endnu et nødvendigt tiltag vil være, at der på højeste niveau – det vil sige lovgivningsmæssigt i hvert enkelt land og ideelt set også i regi af FN – bliver udviklet certificeringer, som platformene og deres algoritmer skal tildeles, før de sættes fri i civilsamfundet.
Dette bør principielt set foregå på samme måde, som når offentlige instanser sikrer, at eksempelvis nye fødevarer og medikamenter blåstemples, inden befolkningen kan erhverve sig dem.
Ingen ville acceptere et nyt produkt i supermarkedet, som forgifter forbrugerne. Så hvorfor skulle vi acceptere teknologiske platforme, der radikaliserer befolkningen, forgifter demokratiet og fremprovokerer borgerkrigslignende tilstande?
Så smuk som indsættelsen af Biden var, så meget desto vigtigere er det, at vi ikke bare ånder lettet op og hengiver os til illusionen om, at når bare Trump er ude af Det Hvide Hus, så skal alting nok blive godt igen.
Lettelsen er legitim, men hvis vi ikke bliver markant bedre til at afkode, dække og udfordre antidemokratiske figurer som Trump – eller Bolsonaro, Putin, Xi og Modi for den sags skyld – er der al grund til at frygte, at den kollektive forståelse af, hvad der egentlig er på spil, nok engang udebliver. At vi dermed kun vil indbyde til at flere demagoger kommer til magten rundt om verden.
Trump forstod værdien af kunst og kultur
Endelig er vi nødt til at forstå, hvilken rolle kunsten og kulturen spiller for dannelsen af gode samfundsborgere. Vi er i denne forbindelse nødt til at udvikle et nyt dannelsesbegreb, som inkorporerer de digitale universer, som er en del af alle moderne mennesker hverdag – om man så ønsker det eller ej.
Med den rette prioritering af kunst, kultur og uddannelse vil vi udvikle borgere, som er i stand til at tænke kritisk, sætte deres samtid i perspektiv og stille de rette spørgsmål til magthaverne og samfundets strukturer.
Hertil kommer, at dette nye dannelsesbegreb skal rumme forståelsen for værdien af at være uenig. At det netop er gennem udvekslingen af forskelligartede perspektiver og holdninger, at vi udvikler det bedst tænkelige samfund for flest mulige mennesker. Et samfund med borgere, der formår at være respektfuldt uenige med deres medmennesker, skaber altid de bedste forudsætninger for at komme fascistiske højredrejninger i forkøbet.
Afslutningsvist vil jeg påpege, at Donald Trump bedre end de fleste forstod værdien af kunsten og kulturen, og hvor altafgørende elementer de udgør for et demokratisk samfunds trivsel. Det var derfor, at han inden for de første to måneder af sit embede forsøgte at eliminere The National Endowment for the Arts og andre tilsvarende offentlige støtteordninger. Derudover gik han under stor bevågenhed til angreb på den frie presse og kaldte de publicistiske medier for ”fake news” og ”enemy of the people”.
Trump forstod således ikke blot vigtigheden af kunsten, kulturen og den frie presse – han forsøgte også målrettet at bekæmpe dem. Spørgsmålet i denne forbindelse bliver, om Biden og resten af den vestlige verden også forstår vigtigheden af disse og kampen for deres overlevelse og udvikling.
Hvis det ikke er tilfældet, er der en alvorlig risiko for, at vi igen får Trump at se i Det Hvide Hus i 2024 – og om ikke Donald selv, så måske et af hans børn.